25. november 2024

Betina Grove bliver ny leder af ZeBU

Betina Grove, skuespiller og kunstnerisk leder af Teatret st.tv, bliver ny leder på ZeBU fra årsskiftet, hvor tager over efter Jørgen Carlslund, der har valgt at stoppe på posten efter 15 år som teaterleder af det lille storbyteater på Amager (se note).

Betina Grove (f. 1972) kommer med stor erfaring som både udøvende kunstner og leder. Hun debuterede som skuespiller tilbage i 1986 og har medvirket i produktioner på flere børneteatre. I 2008 stiftede hun sammen med Marianne Søndergaard Teatret st.tv, som hun siden 2022 har været ene kunstnerisk leder af.

Teatret fik allerede i 2010 en Reumertpris for Årets Børne-/Ungdomsforestilling for ’6, P LR K?’ og Danske Teaterforeningers børneteaterpris i 2012 for forestillingen ’jeg mig fuck dig’ – og selv har Betina Grove modtaget den prestigiøse Horsens Børneteaterpris i 2022 for sit omfattende kunstneriske virke og for sit arbejde med at synliggøre og forbedre branchens vilkår. Den indsats har på det organisatoriske plan bl.a. fundet sted som bestyrelsesmedlem i Dansk Teater og bestyrelsesforperson i Teatercentrum.

Betina Grove har også virket som instruktør og dramatiker – sidstnævnte inkluderer bl.a. deltagelse i dramatikertalentudviklingsprojektet Dramatiker Væksthus (2019-21), hvor hendes afgangsmanus siden blev brugt til forestillingen ’Natten er lavet af glas’ i foråret 2024 på hende eget teater og med bl.a. en fin anmeldelse (link) i denne portal.

Således tager Betina Grove stor erfaring med til det kvalitetsbevidste børne- og ungdomsteater, som hendes nye arbejdsplads repræsenterer. Selv siger hun om sin nye rolle på det teater, som hun skal lede i den nye periode 2025-28 som lille storbyteater i København:

’ZeBU er et par store sko, som Jørgen Carlslund behændigt har betrådt med kompetente dansefødder. Jeg stikker mine fusser i med en kriblende følelse i kroppen. Det her er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg glæder mig til, sammen med personale og samarbejdspartnere, at videreudvikle ZeBUs mangfoldige tilbud af scenekunst for børn og scenekunst-pædagogiske aktiviteter med børn. ZeBU er alt det, jeg brænder for – og så endda på Amager, mit hood’.

(pressemeddelelse/caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne