Warning: opendir(/var/www/teateravisen.dk/public_html/wp-content/cache/db/options//b5d) [function.opendir]: failed to open dir: No such file or directory in /var/www/teateravisen.dk/public_html/wp-content/plugins/w3-total-cache/Util_File.php on line 158

Warning: opendir(/var/www/teateravisen.dk/public_html/wp-content/cache/db/options//248/f55) [function.opendir]: failed to open dir: No such file or directory in /var/www/teateravisen.dk/public_html/wp-content/plugins/w3-total-cache/Util_File.php on line 158

16. september 2024

Jørgen Carlslund stopper som leder af ZeBU

Jørgen Carlslund er med sit mangeårige kunstneriske virke og organisatoriske engagement en af de helt store profiler i dansk børneteater, og efter 44 år i teaterbranchen næsten lige så mange år som teaterleder – hvor de seneste næsten 15 år har været som leder af ZeBU – har han besluttet sig for træde tilbage fra lederposten til årsskiftet.

Da ZeBU har indgået aftale med Københavns Kommune om en ny periode som lille storbyteater 2025-28, bliver det derfor med en ny leder af det velrenommerede og driftssikre børne- og ungdomsteater på Amager, og jobopslaget ligger klar – med ansøgningsfrist 21. oktober.

Jørgen Carlslund (f. 1959) er heldigvis ikke tabt for dansk børne- og ungdomsteater, selvom han forlader ZeBU. Men som han siger til Teateravisen, er det planen ikke at planlægge noget og så se, hvad der sker: »Efter 36 år, uafbrudt som teaterleder, har jeg brug for at komme ned i tempo og har ikke behov for straks at kaste mig ud i nye projekter. Jeg har ikke noget konkret i støbeskeen, men jeg har nogle løse forespørgsler om instruktør-konsulentopgaver,« lyder det fra teatermanden med den lange karriere.

Som her oplistes i superkort udgave: I starten af 1980’erne kom den unge danser med i det nystiftede Corona Danseteater, som han overtog ledelsen af i 1988 og omdannede til et turnerende danseteater for børn og unge – hvor forestillingen ’Happy End’ i øvrigt i 1999 blev første modtager af Reumertprisen som Årets Børne-/Ungdomsforestilling. I 2004 blev danseteatret slået sammen med Theater La Balance i fusionen Corona La Balance, der året efter blev landets første og desværre også eneste Statsensemble for Børneteater i en fireårig periode. Man blev lille storbyteater i Københavns Kommune fra starten af sæson 2009-2010, brugte efteråret 2009 på at bygge Røde Kro Teater om til en Black Box, og åbnede som ZeBU i starten af 2010 med Carlslund og Marc van der Velden som kunstneriske ledere. Fra 2021 overtog Jørgen Carlslund den fulde ledelse af ZeBU, der i alle årene har stået for nyskabende forestillinger, interaktionskoncepter som ’In Real Life’ m.v. Så når 2024 er omme har ZeBU eksisteret i 15 år med Jørgen Carlslund som leder.

Han har ved siden af en imponerende kunstneriske karriere også været særdeles organisatorisk aktiv, bl.a. som formand for BørneTeaterSammenslutningen (BTS), som næstformand i Teatrenes Interesse Organisation (TIO), som bestyrelsesmedlem i Teatercentrum m.m. Udover medejerskabet af en række priser og prisnomineringer for teatrenes forestillinger modtog han bl.a. selv Horsens Børneteaterpris i 2014.

Nu stopper han altså som teaterleder på ZeBU, hvor han som afslutning instruerer forestillingen ’Antigone’, der deltager på Horsens Teaterfestival og derefter får premiere på ZeBU 24. september.

I årenes løb har ZeBU præsenteret 44 egen- og co-produktioner, 79 gæstespil og 32 festivaler, og nu går jagten altså ind på en ny profil, der kan ’videreudvikle ZeBU’s retning og kendetegn’ og sikre, at ’visionen og repertoiret videreudvikles i takt med fremtidens børn og unge‘, som der bl.a. står i jobopslaget, der kan studeres nærmere på https://www.zebu.nu/job/

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne