Teatret st. tv har gjort det før, og nu gør de det igen: Dykker ned i et brandvarmt tema og gør det mere nærværende og vedkommende for teenagere og voksne end uendelighedsrækken af debatter, handlingsplaner og mediedækkede sager.
Forestillingen ’Natten er lavet af glas’ sætter uden udsigtsløse formaninger og med afsæt i virkeligheden stjerneklart lys på sociale mediers dybt indgribende indflydelse på teenagelivets mørkeste sider.
Stjernerne sidder på de trendy 70’er-bukser, som Naja fra 9. klasse tager på til en fest. Hverken hun eller bedsteveninden Caro har nogen forestilling om, at de bukser og den fest vil splintre Najas liv på samme måde som det glas, hun taber på gulvet.
Da hun med måsen i vejret samler skårene op, får det en af drengene til at stille sig bag hende og illudere en seksuel situation. Det er uskyldigt drilleri blandt hormonpumpede teenagere, som Naja ikke bemærker, og engang ville det stoppe der.
Sådan er det ikke mere. Med et snapshot sikrer Lucas situationen for al fremtid og her og nu, at Naja skifter status fra en populær og glad teenagepige til et mål for uhyrlig mobning på sociale medier. Der er frit slag for verbale modbydeligheder, der snildt kan kombineres med stjerne som i stjerneluder og reference til det ulyksalige billede fra festen hos lækre Jonas. Caro – med det borgerlige navn Caroline – opfordrer Naja til at negligere de beskidte beskeder, der vælter ind, men det standser ikke den forudsigelige katastrofe, som forestillingen med stor troværdighed ruller ud.
Stor indlevelse og nerve
Det foregår i højt tempo og med et fast stilistisk og autentisk greb om det jappende sprog og de videoskabte overdrevne attituder, der karakteriserer og inddrager forestillingens målgruppe. Det samme gælder musikken og teknikken, som pigerne tager i brug i den podcast om begivenhederne, som de indledningsvis går i gang med at optage.
Det giver også de forrygende dygtige skuespillere, Siff Vintersol som Naja og Malaika Berenth Mosendane som Caro, mulighed for at dele ud af deres rige evner og kunnen.
Med stor indlevelse i karaktererne og deres vidt forskellige temperamenter giver de spillet afveksling og nerve i de mange skift mellem en illustration af det, der er sket. Det leveres for fuld udblæsning og skønt kropssprog overfor Najas og Caros nøgternt fortællende kommentarer, og venindernes løbende hverdagsnære dialog under podcast-optagelsen.
Den foregår i et enkelt interiør af flytbare kasser beklædt med hvid kunstig pels, der minder om en særlig type mikrofoner, mens pigernes eget tekniske udstyr er mere enkelt og sort. En lyserød kasket og en knaldrød dynejakke fylder glimrende rollerne ud som Rasmus, der leverer Najas første kys, og Jonas, som skulle have gjort det. Ham er hun meget forelsket i og overbevist om, at hvis de havde kysset, var alting gået anderledes. Men det gjorde det ikke.
Mandagen efter festen skal Naja og Caro præsentere et oplæg om Krystalnatten, der for alvor indledte nazisternes forfølgelse og drab på millioner af jøder.
Det er godt gået at vove og lykkes med nøgternt og informativt at koble et så grumt stykke verdenshistorie sammen med den sunami af rygter, manipulation og medløberi, der rammer Naja og alt for mange som hende. For midt i oplægget bryder Najas eget helvede løs. Festbilledet er blevet delt, og ingen gider høre om Krystalnatten.
En rørende slutscene
Flere sidetemaer flettes ind, og forestillingen mister lidt fokus. Men den er hurtigt tilbage på sporet efterhånden, som Najas adfærd bliver mere og mere desperat og selvdestruktiv. Man er tæt på at råbe, at nu må nogen gøre noget for at stoppe vanviddet. Moren er ikke til megen hjælp, læreren heller ikke og bag Najas ryg er Caro blevet kæreste med Jonas. Hun har ellers været den trofast støttende og trøstende veninde til et punkt, hvor det tangerer det urimelige. Men hun omsider får lov til at træde i karakter, og det klæder historien.
De to pigers venskab sættes på pause. De finder dog sammen igen i en rørende slutscene om erkendelse og tilgivelse, der giver publikum håb. Men som også viser et retssystem, der helt ude af trit med nutidens virkelighed straffer den, der drives til at begå vold. Men som helt ser bort fra dem, der med fuldt overlæg og uden nogen konsekvenser spreder falske rygter og ødelægge andre.
Det er svært at forestille sig, at ’Natten er lavet af glas’ ikke får et ungt publikum til at tøve, når de næste gang oplever den digitale verdens masse-mobning. Forestillingen er et strålende eksempel på, at teater og al anden kunst bidrager med noget, som unge og resten af samfundet ikke kan undvære.
