Af: Anne Middelboe Christensen

20. november 2013

Bedst i stilhed

Teatret 770 ° Celcius har placeret sin første forestilling i en cabaretverden fuld af hemmeligheder. Men desværre bliver pointerne alt for bastante.

Cabaretens dekadence virker ofte tillokkende på teaterfolk. Lige nu er det teatret 770° Celcius, der har henlagt sin allerførste forestilling til cabaretens glitrende, men også lumre aftenverden.

Fint nok rummer 'Club Silencio' en hemmelig fortælling, nemlig om den kvindelige cabaretkunstner og hendes fortrængte ulykke. Kvinden står i sin spotlight og smiler og flirter, men indeni er hun gået i stykker og gået i stå. Og i løbet af forestillingen finder tilskueren selvfølgelig ud af, hvorfor hun har mistet livsgnisten.

Det er dramatikeren Jesper Pedersen, der har skrevet teksten til denne teenageforestilling, som er skabt i samarbejde med Teatret Vestvolden. Uheldigvis er det også Jesper Pedersen, der har stået for iscenesættelsen. Det er kun de færreste dramatikere, der magter at iscenesætte deres egen tekster, og i dette tilfælde har det tydeligvis været for stor en mundfuld.

Alt i teksten bliver i hvert fald overtydeligt i denne forestilling. Overdrevet og klodset og dermed arrogant i forhold til publikum, der faktisk godt fatter en hentydning – og som ikke bryder sig om at få alt gentaget og overbelyst. Stilhedspauserne virker i sig selv uendelige.

Rør aldrig håret

Skuespillerne gør ellers, hvad de kan for at nedtone forestillingens fysiske desperation. Lotte Bergstrøm lykkes imponerende godt med at ramme den faldne cabaretstjernes inderste drømme, også selv om hun er sat til at sige pinligheder på den mest kiksede måde. Hun smiler henført under alle sine similismykker, og hun danser vævert rundt  på scenen i Pernille Gardes heftige showkoreografi.

Som performer skaber Lotte Bergstrøm tydeligvis spontan tillid hos tilskuerne; teenagertilskueren ’Ron’ var i hvert fald helt med på hendes beretning og ville hellere end gerne fortælle hende om sit liv … Men selv Lotte Bergstrøm kan ikke dække over replikkernes utroværdigheder.

Jan Overgaard Mogensen har også en skæg og rørende charme som den håbløse fyr, der aldrig har fattet det med kvinder. Desværre er han instrueret til at gå i ekstrem nærclinch med tilskuerne.

Da jeg overværede forestillingen, gik det ud over en teenagepige, som ellers tydeligt signalerede, at hun ikke havde lyst til at være hans ’cirkusoffer’. Alligevel blev han ved med at tale til hende – og til sidst endte han med at lægge hænderne på hendes hoved og røre rundt i hendes hår i en eller anden uforståelig gestus.

Resultatet var tydeligvis afsky fra hendes side – og bodyguard-tics fra venindens. At røre ved en teenagepiges hår er bare ikke noget, man gør. Punktum.

Sten, saks, papir

Egentlig er forestillingen tænkt som en publikumsquiz. Publikum skal altså stemme og kan vælge mellem KNIV, SAKS og PAPIR. Men fordi quiz’en aldrig bliver forklaret tydeligt nok i begyndelsen, så smuldrer quizformen undervejs – og skaber aldrig den samlende effekt, som den ellers kunne have gjort. Dermed klasker det interaktive ved forestillingen bare sammen. Her ville noget dramaturgisk assistance kunne have gjort underværker.

Til gengæld fungerer scenografien fint som en klassisk scenen-på-scenen-scenografi med et rødt fortæppe foran en række caféborde. Men kostumerne strammer nogle sære steder, og hverken lysdesign og lyddesign kan prale med elegance.

Alt for voksenagtig

Egentlig virker forestillingen meget lidt teenageagtig. Den handler mest af alt om et desperat voksenpar, der fnidrer rundt i egne fortrængninger og højlydte skænderier. Og er der noget, der ikke interesserer teenagere, så er det faktisk, hvorfor deres forældre og deres jævnaldrende ikke kan finde ud det med livet og hinanden.

Så selv om det er ærgerligt, så har 'Club Silencio' det nok bedst i tavshed.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Tilbud: Dance on demand
Art Farm:
'danceOmatic'
Med konceptet ’danceOmatic’ overlader Art Farm magten til publikum, der til gengæld for en mønt får lov at bestemme, hvad der skal danses.
Lilla leg og fantasifuld hattehurlumhej
Utvik/Barfod:
'Himstregimser og andre duppeditter'
’Himstregimser og andre duppeditter’ er en multisensorisk danse- og performanceinstallation, som får børn på 3 til 6 år og deres voksne med på en udforskning af, hvad abstrakte former og figurer kan bruges til.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Tilbud: Dance on demand
Art Farm:
'danceOmatic'
Med konceptet ’danceOmatic’ overlader Art Farm magten til publikum, der til gengæld for en mønt får lov at bestemme, hvad der skal danses.
Lilla leg og fantasifuld hattehurlumhej
Utvik/Barfod:
'Himstregimser og andre duppeditter'
’Himstregimser og andre duppeditter’ er en multisensorisk danse- og performanceinstallation, som får børn på 3 til 6 år og deres voksne med på en udforskning af, hvad abstrakte former og figurer kan bruges til.