Halen logrer endnu mere denne gang. Måske fordi Den Glade Løve virkelig er henrykt over at blive genopsat. Og måske fordi forestillingen om muligt er endnu mere veloplagt end ved første opsætning på Det Lille Teater i 2003.
Charmen er dog den samme. Tegningerne fra Louise Fatios franske børnebog er omsat til en skæg og kommenterende scenografi af Christian Q. Clausen, der har fået et stakit i en zoologisk have til at lukke sig lige akkurat så pertentligt og mærkeligt, som stakitter tydeligvis gør.
Og selv om børnehavebørnene ikke kender noget til Frankrig, så forstår de sagtens scenebillederne af de franske gader og de travle, franske mennesker, der hele tiden møder hinanden og siger ’Bonjour’.
Løven selv ligner netop det, den er: en glad løve. Den smiler, den strækker sig på sin lille græshøj – og den stiller sig forsigtigt op ad stakittet, så drengen Francois kan nusse dens manke…
Den psykologiske løve
Dyrepsykologien er i top her – i en fabeltradition, der kan meget mere end sin La Fontaine. Ungerne forstår straks, at løven ser sig selv som et væsen helt på linje med menneskene. Og de indser hurtigt, at løven har et yderst fredsommeligt gemyt. Ingen bliver bange. Tværtimod griner ungerne højlydt, da løven benytter sig af en åben låge og spadserer ind i byen for at besøge de mennesker, der plejer at besøge den. For menneskene bryder selvfølgelig ud i panik, bare fordi løven ikke er i snor…
Det er skønt, at Det Lille Teater vælger at tage denne lille perle op igen. Stod det til mig, måtte ’Den Glade Løve’ gerne dukke op løbende i Det Lille Teaters repertoire med nogle års mellemrum, akkurat som en anden guldforestilling som ’Pyh! sa den lille bamse’.
Disse dukketeaterforestillinger er noget helt specielt i Det Lille Teaters lillebitte scenerum. Deres forvandlingskraften er enorm, og effekterne er maksimale, når hundreder af små ting drejes og flyttes, så miniscenen får et kolossalt liv – altid set med barneøjnenes sans for detaljen. At det også er et økonomisk spørgsmål, at teatret må trække på løvens glade smil hele foråret, det er så nok en anden repertoirerealitet. Men Det Lille Teaters helt særlige rum og teatrets insisterende repertoire for de allermindste indbyder unægtelig til visse genopsætninger. Fordi de er vedbliver med at være aktuelle, og fordi den smalle målgruppe hele tiden udskiftes med nye børn, der også skal have deres del af dukketeaterarvesølvet.
Den beskudte løve
I ’Den Glade Løve’ er det tre spillere, der trækker i snorene og i halen. Anya Sass, Sif Hymøller og Bo Carlsson udgør det tavse team neden under løven, pingvinerne og politimændene – med fint tilpassede stemmeeffekter til de små børn, der ellers sagtens kan blive betuttede og bange, fordi det hele er så voldsomt spændende.
På et bånd klinger Thomas Mørks forundrede og lidt nasale fortællerstemme, som stråler af glæde ud mod ungerne. Denne fortæller ved godt, at det er løven, der har forstået det hele – og at de voksne mennesker rundt om løven ikke helt fatter sammenhængen. Og fortælleren lader fint ungerne mærke, at han godt ved, at de selvfølgelig er på løvens side…
Dukkeførerne leger herligt med rekvisitterne i Jacques Matthiessens musikalske instruktion. Når Francois går forbi den zoologiske have for at hilse på løven, så slår han selvfølgelig mod stakittet med sit trægevær, bare for at nyde lyden. Og når frugthandleren bliver bange for løven, kaster hun salathovede og et æble mod den stakkels løves hoved – og rammer.
Den fredsdyrkende løve
Måske er det fredsbudskabet, der betager allermest ved ’Den Glade Løve’: Følelsen af, at alle egentlig er nysgerrige på hinanden og kun vil hinanden det bedste. Følelsen af venskab mellem dyr og mennesker – og især mellem dyr og børn. Følelsen af ærlighed.
Som løven siger: ’Jeg vil ud at finde en ven, der ikke vil besvime eller skrige, når han ser mig.’ Og så er det jo godt, at den lille Francois er i nærheden.
Fredstankerne bliver aldrig sagt højt. Men det er formodentlig følelsen af glæde og venskab, som ungerne vandrer hjem med i deres flyverdragter, mens de måske sætter støvlerne lidt blidere mod jorden end ellers.
For som fortællerens sagde om Den Glade Løve: ’Og så vandrede den videre på sine store, bløde poter.’
