Solen kastede gyldne premierestråler på Marionetteatrets forestilling om den franske komponist Erik Satie i det gule hus med sprossede vinduer. Klaveret tager fat og får selskab af andre instrumenter, mens komponistens portræt toner frem, splintres og ender som en node. Voila! Så flot kan det gøres, når fantasi og evner er til det.
'Lydmåleren' er en yndefuld teaterkoncert fuld af underfundig humor. Det er skægt, når Satie, der ikke ville kaldes for komponist, giver sig til at måle nodesystemet op. De fine digitale scenebilleder følger musikken tæt gennem de spadserende og gentagne toner og temaer, der er Saties særlige og enestående musikalske kendetegn.
Det ved små børn selvfølgelig ikke noget om, men den franske lydmålers univers spadserer legende let lige ind i deres ører.
En lille rund mand med Saties karakteristiske skæg, briller og bowlerhat hilser på publikum med et venligt 'Bon jour'. Så dukker den velspillende og nærværende Ole Håndsbæk Christensen ind gennem den lave dør til Marionetteatrets scene og sætter mime og musik til en sød og munter historie om den verdensberømte, selvudnævnte lydmåler.
Satie går til tangenterne med stor entusiasme, men pludselig er der tre par hænder med røde handsker, der er godt i gang. Så godt, at de tager et par ekstra ture op over komponisten.
Det tager han med et smil, men det bliver mere problematisk, når Satie vil sætte noder på sine tanker og følelser. Det første forsøg duer ikke. Men noder kan heldigvis slettes, og da mesteren først har fundet sit eget tonesprog, sætter han gang i poesien og magien og får en lille, lovlig diskret sommerfugl på vingerne. Tangenterne lader sig også inspirere og tager en tur op på væggen, og så er det blevet tid til kaffe.
Magien lukker festen
Koppen fyldes op, og Satie beder om sukker. Alene ordet sætter gang i de små tilskuere, og da den fjerde sukkerknald dumper i, lyder der spredte gisp. Det er heller ikke uden virkning, da et par enorme orangerøde stilletter indtager hele billedet.
Sammen med en storsmilende orangerød mund bringer de uorden i manden og musikken, så Satie bliver så lillebitte, at han kan sidde på sine briller.
Den lyseblå sommerfugl optræder til gengæld pludselig stor og flot og flyver rundt i en virtuel udgave af – naturligvis – Kongens Have.
De elegante fødder og den fristende mund kunne tilhøre en kvinde, der var nabo til den unge Satie. Hun var model og malerinde, og Satie havde en ret kort affære med hende. Resten af livet levede han alene i en luvslidt lille bolig fuld af paraplyer, med to flygler stillet oven på hinanden, og et stort indtag af alkohol.
I Marionetteatret får Satie følgeskab af en skøn sværm herlige animationsbier, der ikke gør noget som helst forsøg på at stikke ham. Lidt spænding midt i alt den kønne minimalisme havde ellers ikke været af vejen.
Sommerfugl og bier kunne også godt bruge flere dyr som selskab, så små tilskuere havde mere at kigge på. Kapaciteten er der i kraft af de skjulte dukkespillere, Bo Carlsson og Yulia Lystbæk.
Først til sidst, når Satie har genindtaget sin naturlige størrelse, kommer der knald på ting og sager. Et kikkert-etui i læder gemmer på en operasopran, hvis sang smutter ud, så snart Satie letter lidt på låget. I vinduet i hans hus dukker de nysseligste pærer op så lysende giftigrønne, at man ikke ville turde sætte tænderne i dem.
Den skal Ole Håndsbæk Christensen heldigvis heller ikke. Hans Satie skal bare ud af huset for at plukke en enlig pære på træet udenfor og vupti, så kommer magien og lukker festen. Den har form af den dejligste kæmpepære i orange stiletter, som lydmåleren tager i hånden og så: 'Au revoir' er teaterkoncerten forbi.
