I dette efterår har den populistiske højrefløjspolitiker, hvis TikTok-navn er Daddy Vanopslagh, turneret rundt med friskfyragtig peptalk for at fiske stemmer blandt de mange unge voksne, der mistrives.
”Du kan godt” og ”Glem dig selv” lød hans budskab, som har fået psykiatere og psykologer til at korse sig. De mener, at den højtråbende lægmand gør ondt værre for de unge ved at forenkle og individualisere de dybt komplicerede problemstillinger, de kæmper med.
Meget taler for, at disse fagfolk har ret i at lægge afstand til den kække undervurdering af problemernes omfang. Der findes ikke noget quick fix, når det handler om at få styr på sin tilværelse i en verden, der på mange planer er vredet af led.
Når børn og unge mistrives, handler det ikke om, at de bare skal tage sig sammen for at få et godt liv. Deres reaktion er sund. Det er vores måde at indrette vores samfund på, der er syg.
Sådan er det også i Teater Hunds og Teater [døgdi]s teaterforestilling for de 5-12-årige, ’Faktisk bare Fri’, som er en musikalsk hyldest til de stormende følelser – dem, der kan gøre det svært at sidde stille i et klasseværelse eller at være fars og mors medgørlige lille glansbilledbarn. Dem, der afføder konstante irettesættelser og manglende forståelse. Og dem, der gør, at også mange mindre børn mistrives og føler sig forkerte i vores velafrettede samfund.
Det hele starter ellers så godt i ’Faktisk bare Fri’. I Rebekka Bentzens legende bebyggelsesscenografi med vinduer og skorstene og skråtstillede rutsjebane-tage kriblekrabler det frem med hænder og fødder og rødhårede skabninger. Pludselig møder Mor og Far hinanden, og snart glæder de sig til deres baby. Men babyen viser sig at være lidt af en vildbasse, som går fra jubel til raseri på mindre end et splitsekund, og så har vi balladen.
For hun passer ikke ind i den idylliske far-mor-og-børn-skabelon, hvor ingen roder eller synger i utide, og hvor børn pænt går i seng, første gang de bliver bedt om det. Så de trætte forældre glæder sig efterhånden til, at hun starter i skole, hvor systemet forhåbentlig kan rette hende og hendes følelser til med faste skemaer og spidsede blyanter.
Deres glæde smitter af på pigen, der bristefærdig af forventninger møder op til første skoledag. Men ulykkeligvis viser det sig, at den stramme lærer Birthe på samfundets vegne nu ikke bare har overtaget den håndfaste disciplinering. Hun mener også, at pigens navn er lovlig mærkeligt.
”Du hedder vel Frida?” spørger hun irettesættende, og da pigen benægter det, disker hun op med en række andre mere eller mindre idiotiske navneforslag. Til sidst råber pigen i nødværge: ”Faktisk bare Fri!”
Fri er fanget
Hun hedder altså Fri. Men er det ikke.
For hun er fanget i det konforme rækkehusliv, hvor forældrene nok gav hende et åbentstående navn, men ikke er indstillet på at skabe plads til de store følelser, hun rummer, eller til den musik, hun i modsætning til dem hører kalde så dejligt et sted deroppe fra tagryggenes klatrelandskab.
Heldigvis får publikum lov at lytte med, når musikken med jævne mellemrum åbner en luge til himlen og siger ja til de store følelsers vidder, fremført af komponisten og sangeren Marie Kildebæk med drømmeblåt hår og strutskørt. Og dermed er alle med på, at fejlen ikke ligger hos Fri, men hos de voksne, der har glemt, hvordan man lytter – til sig selv og til omgivelserne.
Dramatikeren Josephine Eusebius har mange fine pointer i sin fortælling om Fri, der startede sin tilværelse som forældrenes omhyggeligt forberedte lykkeprojekt – sikke en lang tjekliste, der skal krydses af, før barnet må komme! – og ender med at få dem til at forstå, at et barn er et menneske med egne uforudsigelige behov. Og at store følelser hverken er farlige eller forkerte, selv om de måske nok kan fylde lidt rigeligt indimellem.
Katalysatoren i denne udvikling er en pædagog med cykelstyroverskæg, Børge fra SFO’en, der som alle andre end Fri står svagt tegnet i fortællingen, men som i to vigtige scener stilfærdigt giver gode råd, som både Fri og hendes forældre lytter til.
Det dramatiske pres er således lagt på følelsesstormen Fri, og det er helt afgørende, at hun fortolkes med overskud og fantasi, så hun kan løfte den 50 minutter lange udviklingshistorie. Og det gør Mathilde Eusebius heldigvis.
I Line Paulsens tempofyldte og solidariske iscenesættelse er Fri er en energisk lille charmetrold, der som en prop springer fra glad hverdagstrallen til vredens øverste sfærer og derefter rutsjer nedad igen med kurs mod ensomhedens allerdybeste tåredal for til sidst at falde i søvn med et brag. Alt sker så hurtigt, at de forbløffede forældre, Ida Nørfelt Lund og Kristoffer Eriknauer, kun når at se spørgende på hinanden.
Alting ender dog godt. Forældrene viser sig at genkende hendes følelser i sig selv og bliver mere forstående. Rummelige. Anerkendende. Hvilket får Fri til at føle sig – ja, netop – fri til at være den, hun er. Den lille familie i det røde rækkehus kunne altså godt bryde den onde cirkel. Men ikke med overfladisk peptalk. Det lykkedes kun, fordi de gav sig tid til at sidde sammen og give følelserne plads.
Og hvis de havde været lige så heldige som forestillingens eget publikum, ville de sikkert have spillet det sjove kortspil, som vi fik udleveret: Faktisk bare Fri-spillet. Med følelser – f.eks ’stolt’, ’glad’, ’flov’ eller ’genert’ – i stedet for motorcykler eller biler kan spillerne her kan grine, spørge og selv fortælle, mens de konkurrerer på f.eks accellation, volumen og hjertebanken. Og dermed få sat ord på den indre lavastrøm, som både børn og voksne kender.
