Egentlig er det en fin historie. Om to voksne tvilling-søskende, der skiltes i vrede for mange år siden. Gustav, der siden har arbejdet som en noget tilbagelænet, lidt hippieagtig kunstmaler i et rodet lille hus, og Gerda, der er hans totale modsætning. Den inkarnerede effektivitet med eget rejsebureau og altid klar ved mobiltelefonen, når kunderne ringer. At de ubevidst savner hinanden, signaleres ved, at deres eneste selskab er en papegøje hos ham – navnet er Gerda – og en guldfisk hos hende – navnet er Gustav.
Mange år efter mødes de igen, efter at have drømt en voldsom drøm om deres mors hus og om en kraftig orkan ved navn Esmeralda – samme navn som deres mor, i øvrigt. Drømmen får dem til at søge tilbage til barndommens forfaldne hus, hvor de kaster sig ud i dels at redde huset fra stormen, dels tager en tur ned af mindernes alle og ender med at stå tilbage med en erkendelse af, at der er mere, der binder end skiller. Og at det i øvrigt er deres mor, formummet som orkanen Esmeralda, som har bragt dem sammen.
Når jeg alligevel ikke er helt begejstret, skyldes det flere ting. Allerførst kan man diskutere, hvor egnet en sådan forestilling er for de allermindste – aldersgruppen er angivelig sat helt ned til tre år – og her vil såvel sproget som de menneskelige relationer nok virke lige lovlig voksent.
Problemer
Men de grundlæggende problemer ligger andre steder, og de har alle noget med en følelse af noget nydeligt og noget mekanisk at gøre.
Det gælder intrigen – først veksler vi mellem den ene og den anden, og senere får vi tre små barndomssituationer sat på scenen på præcis samme måde. Og det gælder den sceniske indramning. Små antydede lokaliteter i begyndelsen – hans malerværksted og hendes skrivebord – inden det store hvide tæppe åbenbarer det forfaldne hus, som kan åbnes og vise barndomshjemmet indeni. Absolut nydeligt, uden at overrumple eller virke specielt fantasifuldt.
Og så fungerer den lysmæssige side af det sceniske udtryk urimeligt ubehjælpsomt. Overgangene er bratte og ucharmerende med et stjernetæppes abrupte tilsynekomst som det værste – tænd/sluk – og så er det etableret. Der er ikke meget eventyr- eller nostalgisk drømmestemning over den lyssætning.
Og tilsvarende er der ikke arbejdet i bund med figur- og replikarbejdet. De to skuespillere, Sussi Andersen og Peter Gregersen, afleverer sådan set deres replikker nydeligt – det samme gælder kropssproget – men mellemtonerne, variationen, varmen og i begyndelsen energien savnes.
Den lange optakt, hvor vi på skift er hos den ene og den anden, er ved at dø mellem hænderne på spillerne, fordi energien, nuanceringen og intensiteten siver ud af scenerne. Derfor bliver spillet unødigt en-til-en-ensformigt og oplevelsen tilsvarende ikke stærk nok.
Potentiale til mere
Et fint musikalsk akkompagnement og en god 'kendingsmelodi' bøder noget på det. Og slutbilledet er imponerende. Den dragkiste, der i sin tid fik de to søskende til at skilles – de troede begge to, at den anden havde hugget den – dukker på forunderlig vis op i moderens hus og forvandles overrumplende til en enorm luftballon, der sender Gustav og Gerda ud i verden på ferie – endelig sammen.
Der er således potentiale til noget bedre end det, vi rent faktisk får. Og så må jeg lige igen understrege, at forestillingen ikke er dårlig. Den kunne bare have været bedre, hvis man havde vovet lidt mere, gravet lidt dybere, slebet lidt finere og satset knap så meget på det pæne og sikre.
Tænk hvis orkanen Esmeralda også havde fået sat lidt fut i den sceniske tilblivelsesproces.
