En imponerende, velfungerende scenografi som forener en moderne videostyret 3D-billedside med et fysisk interiør af rustikke bjælker og gangbroer går hånd i hånd med virtuos sceneoptræden, tjekkede koreografiske ensemble-optrin, velklingende korsang, flot leveret live musik og et stramt og velorkestreret fortælleforløb i Fredericia Teaters opsætning af 'Disney Klokkeren fra Notre Dame The Musical', som titlen er i sin helhed…
Indenfor musical-genren rangerer Fredericia Teaters forestilling i den absolutte topklasse. Fortælleelementerne spiller eminent flot sammen i Thomas Agerholms dygtige iscenesættelse.
Aktuelle temaer
Der er kød på fortællingen. Den bygger på Disneys tegnefilm, men i det glitrende univers træder sporer af Victor Hugos oprindelsesforlæg også frem. Og med det eksponeres det gamle forlægs parallel til nutidens situation med fremmedhad, folk på flugt og foragt for det anderledes og ukendte – i centrum for det står den pukkelryggede klokker Quasimodo og sigøjnerpigen Esmeralda.
Mennesket spændt ud mellem seksuel tiltrækning og en religiøs funderet fornægtelse af kødelig lyst iscenesættes i udtalt grad via Claude Frollo. Tiltrækning, forelskelse, heltegerninger og næstekærlighed tematiseres tillige. Ligesom en såkaldt tryg tilværelse hvor alt lægges i kongens, præstens og Guds hænder stilles overfor et liv på stadig flugt som sigøjnere med fare for at blive dødsdømt for at udøve hekseri og sort magi.
Et fastlåst liv i livsforagtende begrænsninger bag katedralens mure konfronteres med det at slippe dans, lidenskab og visioner løs i åbne rum.
Følelsesmæssigt gribende?
Om den nederste aldersgruppe, børn som er fyldt 7 år, får alle disse aspekter med, tvivler jeg på. Men de vil som andre opleve en kamp mellem noget ondt og noget godt. Mellem forfølgere og forfulgte. Og de vil – som det væsentlige her – opleve det komme til live i et festfyrværkeri af et imposant drejende teatermaskineri.
Om man bliver grebet om hjerteroden er nok meget individuelt. Personligt synes jeg at der – fortællingens kvaliteter til trods – på formsiden er for meget glans og for meget teaterrenhed i spil. For mig forblev fortællingens kerne-problematik: 'Hvem er monster – hvem er menneske?' følelser oplevet udefra.
Etagesus og buldrende bål
Det brillante ved ' Klokkeren fra Notre Dame' i Fredericia er det visuelle. Specifikt det sus det giver når man via den flerdimensionale videoscenografi bliver sendt fra klokketårnet top via mellemetager ned til kirkerummet eller derfra og op.
Det er genialt lavet. Filmisk og fysisk på samme tid. At sæderne ryster under en når scenen står i bål og brand er endnu en virkningsfuld effekt. Ligesom de elegante sceneskift mellem lokaliteter, som også belyses flot. Snart er vi inde i kirkens rum med mosaikker til alle sider. Snart hos Klokkeren øverst oppe. Snart i Paris' gade.
Nok en virkningsfuld ting er det, at salen næsten synes opløst i fiktionens rum. Vi opsuges tendentielt i fiktionen i og med at scenen er bygget ud mod publikum, omslutter os fra begge sider og tillige har publikum på mobile bænke direkte på scenen.
Kompetent Klokker
Et talstærkt ensemble bliver varieret og dygtigt brugt i et fortælleforløb, hvor hovedpersonerne samtidigt får fokus og derved fastholder fortællingens drive fremad.
Lars Mølsted er nærværende som klokkeren og har skøn klang og stor kraft i stemmen. Klokkeren er afgjort opsætningens mest troværdige figur.
Vanessa Rodriguez Ibarra giver Esmaralda sødme og styrke, ligesom der er pondus og nerve i Christian Lunds spil som soldaten.
Heroverfor er Mads M. Nielsens gestaltning som ærkediakonen noget stift over sig, noget som ikke har med rollens karakteristika at gøre.
