I drømme forvrænges virkeligheden, antager nye former og benytter sig af en anderledes logik. Er man heldig, kan man huske, hvad man drømte og måske regne ud, hvad det måske betød.
I 'Drøm' vender to voksne mennesker tilbage til den lejlighed, hvor de tilbragte en del af deres barndom. De var sammenbragte børn i et fælles værelse, en dreng og en pige. Lynhurtigt delte de værelset op i to halvdele, hvor det handlede om grænser, privatliv og almindeligt drilleri. Og om at forberede sig på at blive storesøster og storebror til forældrenes nye, fælles barn. Men også om de ting, de drømte om dengang. For hvad nu hvis…?
Det er her, grænsen mellem voksenliv og barndom, mellem virkelighed og drømmefantasi overskrides, mens historierne foldes ud. Drømmehistorier, angiveligt baseret på de drømme, en 4.klasse på Nørrebro har fortalt de to skuespillere, inden arbejdet med forestillingen gik i gang. Drømme og mareridt. Om forældre, der er blevet borte, om at kunne flyve, om at komme en tur ud i junglen, om at være faret vild i et stort hus.
Drømme vises frem
Forestillingen nøjes ikke med at fortælle om drømmene. Den viser dem frem. Scenografien er ganske pudsig – et gulv af løse plader, der kan tegnes på eller som kan løftes op og klappes ud. Her kan skabes mange antydede rum, og det bliver der, mens de to børn forenes i drømmelysten til at gå på opdagelse.
Forståeligt nok er forestillingen fragmentarisk og løs i logikken, som drømme er, men ud over at den virker sympatisk, sidder man også tilbage med oplevelsen af en lidt veg historie, som mangler et afsluttende og samlende greb.
Kernen er angiveligt pigens håb om at finde sin fraværende mor – et ønske, der bliver så stærkt, at hun slet ikke vil tilbage til virkeligheden, før drengen overtaler hende. Og så finder de to finder hinanden, både i drømmen og i virkeligheden, hvilket jo altid er en køn morale. Men er det helt nok. Får vi fortalt noget væsentligt om drømmes natur og formål, eller glemmes det i lutter fornøjelse over de mange drømmesekvenser, der kan trylles frem, fordi man er lykkeligt fri for kravet om en indre logik. Lige som det evige dilemma – er det i virkeligheden en drøm, at vi er vågne? – strejfes, uden at temaet rigtig foldes ud.
Jeg savner altså nogle overordnede formmæssige fortællegreb, der kan løfte historien op over kavalkadefornemmelsen af små, spændende drømme-eventyr på rad.
Og det 'farlige' i pigens flugt fra virkeligheden ind i drømmen foldes heller ikke rigtig ud, trods sympatisk spil fra både Jesper Pedersen og Pernille Lyneborg.