Omgivelserne er billedsmukke som på et renæssancemaleri. Mens det, der foregår inden for de bredstribede rødbrune vægge og tunge bagtæppe, er mindre kønt og et udtryk for sorg.
Det er dog først og fremmest fuldt af storslået komik. Mest for publikum, for der er ikke meget at grine af for Lukas. Mange børn vil sikkert synes, at det må være skønt at få lov til at optræde i cirkus med sin far og sin hund, Buster. Sådan var det også for Lukas, da hans mor, som var trapez-artist, levede.
Nu tumler hans far rundt på vaklende ben, sover i en stol eller skælder ud på Lukas og Buster. En storsnorkende og højlydt rablende Lars Begtrup afslører årsagen til den lille families elendighed, da han trækker et billede af sin kone op af lommen og græder.
Det er ikke sikkert, at børn umiddelbart fanger sammenhængen, men det er åbenlyst, at Lukas har mistanke om, at den flaske, som hans far også skjuler i lommen, ikke er god for nogen af dem.
Ved hjælp af et Storm P. lignende instrument lykkes det Lukas at fiske flasken ud af hænderne på faren, der selvfølgelig har en reservedunk gemt et andet sted. Som om det ikke var nok for en dreng, viser Serafin Ziquer Xaviers vidtåbne mund, hvorfor Lukas i tilgift har lidt talebesvær. Dog ikke mere, end at det er nemt at forstå de forholdsvis få replikker, der holder historien kørende.
Men det er en meget lille historie, der ikke rigtig foldes ud. Heller ikke, da Lukas vover at konfronterer sin far med drikkeriet.
Rørende skadefryd
Det ændrer ikke på, at ’Buster og mig’ byder på tre skønne og dygtige klovne og herlig musik som i en gammel italiensk film. Lars Begtrup og Serafin Ziquer Xavier har fuldstændig styr på krop og mimik, mens Busters præstationer i forestillingen udelukkende er fysiske.
Det gør ikke vovsen mindre underholdende – tværtimod. Buster bruges med opfindsom komik i en forrygende episode, hvor menneske og dyr sammen udgør et sjovt, men også grotesk og lidt uhyggeligt fabelvæsen på en fin restaurant. Der er Lukas’ far er tjener, og pludselig er rollerne byttet om.
Det myndige og åbenlyst magtfulde væsen kommanderer rundt med den fordrukne mand, der ikke er helt indforstået med den hundehovede gæsts uopdragne spisevaner. Det er skægt samtidig med, at man deler den underforståede følelse af skadefryd, der siver ud af situationen. Men som også er rørende, fordi det lykkes den lange tynde søn, der er kuet helt ud i sin usikre krop, at ydmyge en far, der kun er optaget af sin egen sorg og savn
Det får synligt udtryk i smukke cirkusplakater med moren og med Buster. Men da faren hårdhjertet påstår, at Buster ikke mere duer i cirkus, får Lukas nok. Han beslutter at rejse væk med sin hund, men først vil han bevise, at hans far tager fejl.
Med kærlig hånd trækker han et lærred ned og viser en lille fin film, hvor Buster demonstrerer sine vilde færdigheder ved blandt andet at stå på line på forpoterne med kroppen i vejret. Det er imponerende, men hverken film eller forestilling giver for alvor indtryk at et tæt bånd mellem Lukas og Buster.
