Der går en rum tid med at bænke alle. Universet, vi træder ind i, er aldeles eventyrligt med græsmåtter og forskellige parasoller, der inddeler scenerummet i små stationer.
Her imellem skal der være fri passage til skuespillerne, men det er ikke sådan at holde behørig afstand på forhånd, når en helt igennem fortryllende farvestrålende parasol med klokker og eksotisk stof står og frister, eller man hører kvækkende lyde fra den lave grønne parasol henne i hjørnet…
Et langsomt, afrundet univers
De to skuespillere Pernille Bach og Christian Schrøder indtager scenen med hver deres lille globus, som spinnes rundt i en ’se hvor fingeren lander’-leg. Øjensynligt kan vi så let som ingenting tage alle steder hen uden de mindste begrænsninger, og det åbner unægtelig op for lidt af en jordomrejse.
Trods globussernes hidsige spinnen er her dog ikke tale om nogen hæsblæsende tur, hvor det er svært at følge med.
Med 'Verdensbilleder' kommer vi nemlig både vidt omkring og ned i tempo. I dette univers er der tid til at stoppe op og opleve de små ting, og ikke blot gør det verden ganske forunderlig – det bliver også et gennemgående charmerende element, der får forestillingens mange scenarier til at hænge smukt sammen.
Selvom verden på den måde unægteligt er en noget stor og uoverskuelig størrelse at tage fat på, så bliver det fremmede langt mere fascinerende end skræmmende, når rejsen som her sker i et tempo, hvor man får tid til at mærke efter.
Salt, sne og Peter Plys-eftertænksomhed
Der tales om det mest interessante sted og det smukkeste sted, men mest af alt er dette en stemningsrejse, hvor det ikke giver mening at gradbøje. Det handler i langt højere grad om at opleve end at kategorisere, og den pointe får forestillingen eftertrykkelig slået fast via sit stædige mod til at turde at gå ned i fart i den ellers ret så omfattende tur rundt på kloden.
Ikke mindst skal de to skuespillere have en særlig ros for denne godgørende dvælen, som manifesterer sig i både deres bevægelsesmønstre og diktion.
Første destination er en saltørken sat i scene med den hvide parasol og lettere dystre toner fra Christians orgelkasse. Pernille prikker forsigtigt løs på det hvide udspændte stof og lader salt pible ned over parasollen.
'Det er nemt at fare vild og blive sneblind', får vi alvorsfuldt at vide, mens orgelkassen fortsat sætter den faretruende stemning.
Børnene er totalt opslugte, allerede inden en videoprojektion kommer i spil og illuderer grønt, hypnotiserende nordlys. Det er lidt uhyggeligt, men også særdeles spændende med denne golde, ugæstfri natur.
Umærkeligt skifter destination og stemning. En lille legetøjs-isbjørn føres rundt i saltet, som nu med den største selvfølgelighed er blevet til knitrende sne. Skuespillerne trasker rundt og rundt.
'Man kan høre sine egne fodspor, når man går i sne', lyder det Peter Plys-eftertænksomt, og som voksen er det svært ikke at smile over, hvor godt noget så enkelt fungerer.
Ved at fastholde nuet så vedholdende bliver der plads til både forundring og nærvær på fineste inspirerende vis, og undertegnede gribes af slet og ret teaterglæde over den vellykkede lille demonstration af, hvad det lige præcis er et teaterrum kan så godt.
Frodig og fugtig regnskov
Rå guitarriff og en lille legetøjsraket med en imponerende voldsom take off-lyd tager os videre i regnskoven, der levendegøres via didgeridoo-lyde og en lille magisk æske med regnskovslyde. Pernille går hemmelighedsfuld rundt og viser den lille æske frem, så alle strækker hals indtil det er deres tur.
Det er en enkel måde at pirre nysgerrigheden på, men det virker, og snart har hun hele salen i sin hule hånd, som de sidder der og venter på at få lov også at se, og igen er der en langsomhed over foretagendet, som klæder projektet.
Mens æsken beundres fortæller hun om, hvor varmt, grønt og fugtigt der er i en rigtig regnskov. Sidstnævnte pointe understreges ved at Christian plasker vand ud over den snurrende grønne parasol, så vi får rigtig regn, og man mærker, hvordan en hel del tager mentale noter til deres egne lege derhjemme.
Det samme sker til informationen om at stjerner er sten på himlen. Der placeres små sten på hele gulvet, så der med et slag vendes op og ned på den lille verden, idet gulvet så pludselig agerer himmel. Flere nikker ivrigt til hinanden – det skal de hjem at lege videre med.
Trivia-elementer og poetisk lune
'Vidste I, at der er næsten lige så mange myrer, som der er regndråber i regnskoven!' udbryder Pernille og åbner således en flanke for uanede mængder af trivia, som hun selv behændigt lukker ned for igen med den fine formulering om, at myrer er myreflittige.
Således er vi hurtigt tilbage i det poetiske lune, og en luftballon tager form ved hjælp af en heliumballon og lidt karton. Akkompagneret af akustisk guitar tryllebinder den lille luftballon næsten publikum lige så meget som regnskovsæsken, og igen er der tid til at dvæle i momentet.
De enkle virkemidler bliver igen ekstra effektfulde, fordi de får lov at fylde noget i mere end to sekunder. Med luftballonen bliver det ganske enkelt lidt magisk, fordi vi alle opmærksomt følger den i en rum tid, som den svæver af sted uden mål og med.
Det samme gør sig gældende med sproget i næste stemningsskift, hvor cykelklokker ringer og orientalsk musik og gadelarm fylder rummet. Små klokker på den føromtalte fortryllende, farvestrålende parasol rammes, mens skuespillerne lister farver op og putter ord på. ’Gul – karry’, ’orange – silke’ og en hel masse mere i den dur. Sådan smages der på ordene inden vi elegant hopper videre til lidt mere poetisk trivia om, at der er mange forskellige sprog i verden.
En lille grammofon sættes til at afspille brudstykker af både italienske og engelske stemmer, og efterhånden som vi får lyttet os ind på dem sættes de på fast forward, så det hele ender med opskruede Mickey Mouse-lyde til stor begejstring for publikum. Langsomheden afbrydes på den måde effektivt, og det er kun passende at vi ender i den hæsblæsende storby.
Storbyen som den store finale
En paraply foldes ud uden stof, og snore med udklippede papirhuse foldes ud fra de tomme strittende stænger. En silhuet af en rotte projiceres henover husene, jazzet kontrabas fungerer som byens puls, komplet med hvinende metroskinner, sirener og hundegøen indover.
Igen tager vi stemningen ind i det gennemførte univers, hvor lydflader, musik, bevægelse og scenografi understøtter hinanden og skaber en sej, sanselig smeltedigel af input.
Konfetti illuderer kirsebærblomster (og en hårtørrer får dem udover rampen) i en smuk afslutning på en fin, velovervejet jordomrejse, som langt mere end afdækning af konkrete steder består af iscenesatte mentale stemningsbilleder på vores eksotiske forestillinger.
På den måde ligger verden åben for enhver, ikke mindst de børn der har set denne forestilling og kan bruge den som oplæg til videre leg derhjemme.