Hvem skal være konge, når den gamle konge dør? Storebror Teo-Teo eller lillebror Fiffe. Storebror vil gerne bestemme – alt skal blive anderledes i det lille kongerige, lover han, når han først får magt, som han har agt – mens lillebror hellere vil lege. Samtidig er der det, at kongen bedre kan lide Fiffe, og det er selvfølgelig ikke så sjovt for Teo-Teo.
’Kronen på hovedet’ ligner altså et klassisk eventyr, hvor vi meget hurtigt ved, hvem vi skal holde af og holde med.
Sideløbende aner vi omridset af en historie om forholdet mellem søskende, men den historie fortaber sig desværre undervejs. Den havde måske ellers været mere interessant at folde ud end den rejse, Fiffe tvinges til at tage ud på, da kongen endelig dør og Teo-Teo bliver den nye konge.
Straks begynder han at lave om, fint illustreret ved, at den hyggelige, lavmælte dukkeby, der hidtil har symboliseret kongeriget, nu kommer til at bestå af lutter triste højhuse. Som sagt: det er ikke fortælle- eller holdningsmæssige overraskelser, der er forestillingens stærke side. Måske kunne man endda indvende, at det hele virker lige lovlig forudsigeligt, lige som opfattelsen af, at alt nyt pr. definition er fjendsk og umenneskeligt, måske med fordel kunne nuanceres en kende. Et nostalgisk verdenssyn, kalder man det vist, for nu ikke at bruge fy-ordet reaktionært!
Nå, men Fiffe drager altså ud i verden, og minsandten om ikke han bliver et klogere menneske af det. I mødet med de fattige, frysende og sultne, hvor maden ikke bare flyver ind i munden, sådan som Fiffe egentlig har troet. Man aner en ansats til frelsthed fra forestillingens side, som heldigvis punkteres af den indbyggede humor. Ellers havde det også været fælt.
Levende musik og godt humør
Fiffes verdensrejse udgør en betragtelig del af forestillingen. Han møder blandt andet en ung fattig kvinde, som han forelsker sig i; han begynder at trylle, tigge og optræde rundt omkring, og får ved siden af lige bortgiftet en stribe søstre. Ganske underholdende fortalt, selv om fornemmelsen af fyld nu trænger sig på i ubevogtede øjeblikke.
Hjemme har storebror ikke haft det så sjovt med at regere, som han troede. Sådan går det jo – i hvert fald i dansk børneteater – når man taber de bløde værdier af syne. Men heldigvis kan lillebror vende hjem, og alt derfor slutte godt, om end også noget brat. Vupti, så er det eventyr forbi!
Spillet er i vanlig Batida-stil med masser af levende musik og godt humør, så det går endda. Og scenebilledet med dukkehuse på et stort underlag, som vi sidder rundt omkring, er sjovt tænkt.
Men forfriskende ville det da være, om spillestilen og moralen en anden gang virkede lidt mindre naivt-romantisk og lidt mere overraskende.
