Det internationale ensemble Ikarus Stage Arts er funderet i Holstebro under Nordisk Teaterlaboratorium (bedre kendt som Odin Teatret). Gruppen består af performere fra blandt andet Skandinavien, Asien, Sydamerika og Sydeuropa, der har en stribe af artistiske fagligheder i bagagen – fra gøgl og musik til dans og skuespil. De forskellige stilarter blandes i deres værker, som bevæger sig i grænsefladen mellem gadeteater, koncerter og performancekunst.
På programmet har de en gendigtning af det klassiske eventyr ’Stadsmusikanterne fra Bremen’ efter Brødrene Grimm. Eventyret handler kort fortalt om, hvordan en flok husdyr én for én stikker af fra deres hjem, hvorefter de møder hinanden på landevejen og sammen drager til Bremen for at blive musikanter.
Vi møder Ikarus i en gymnastiksal, hvor der er stillet op med instrumenter som til en koncert. De medvirkende sidder rundt omkring (eller hænger i ribberne) og sover, mens vi kommer ind. Det er som en morgenstund på bondegården, hvor vi kun venter på et hanegal, før dyrene vågner, og forestillingen kan gå i gang.
Forvirret koncept og udtryk
Herefter følger en musikalsk, gakket og noget lemfældig genfortælling af historien. Vi får præsenteret hver karakter med en forklaring på, hvorfor de er drevet fra deres hjem – visse dele er lånt fra H.C. Andersens eventyr ’Konen med æggene’. Tilsyneladende af hensyn til ensemblets størrelse er der digtet en ekstra hund og en rotte på de oprindelige fire medvirkende dyr.
Det i øvrigt korte eventyr er nærmest fortolket til ukendelighed i Jakob Nielsens dramatisering. Carolina Pizarros instruktion fortaber sig i fysiske lazzi og gags, der kun mudrer historien yderligere. Og den musikalske ledsagelse skøjter rundt i genreforvirring fra folkemusik i den ene ende til ’Hvem vil ikke gerne være kat’ fra Disneys ’Aristocats’ i den anden ende.
Francesca Tesoniero er krediteret som scenograf, men scenografi er der ikke meget af. Til gengæld er alle kostumerne gamle egnsdragter, som vel skal lede tankerne hen på gamle tider og folklore, men som ellers ikke synes at have meget med historien at gøre. De menneskelige skikkelser i historien er skildret med klassiske commedia dell’arte-masker på, hvilket fint tjener til at skille menneskene fra dyrene, men også forvirrer konceptet yderligere.
Skridende toner og stivnet mimik
Der er ingen tvivl om, at de seks performere fra Ikarus Stage Arts er begavede med en hob talenter. De spiller alle på instrumenter, synger, danser, spiller roller og siger replikker. Tilmed på dansk, selvom ordene tydeligvis kun er kartoflede mislyde for nogle af dem. Disse mange talenter bliver fint kombineret i forestillingen, hvor ingen af dem synes at falde udenfor, men tværtimod agerer som en organisk og dynamisk trup – i øvrigt ikke ulig den diverse gruppe af musikanter, som historien netop omhandler.
Men man skal finde forkærligheden for de ferske talenter frem, hvis man helt skal blive forgabt i ’Stadsmusikanterne fra Bremen’. For selvom de kan spille musik, så er det på ingen måde stor musikkunst, som vi oplever hos Ikarus. Særligt bøvler trommeslageren med at holde takten, når han også skal sige replikker imens, mens flere instrumenter skrider i tonerne hist og pist.
Skuespilkunsten bliver også reduceret til nogle minimale dyre-karikeringer, som mildest talt kan betegnes som venstrehåndsarbejde i forhold til formidling af en rolle. Eksempelvis bliver rotten skildret ved at blotte overmunden, og så sidder dén mimik ellers fast igennem resten af forestillingen. Det kan man næppe kalde skuespil.
Katte-karakter og en gal hane
Svenske Simon Samuelsson spiller hanen, som han skildrer ved at skubbe hagen ind mod brystkassen, laver særprægede lyde og stirrer dels forundret og dels selvsikkert rundt i salen. Dermed laver han et fjollet fjæs, der har klovneagtige kvaliteter, som også giver pote hos de mindste publikummere. Men hans skuespil får også en dybde og dobbelthed, så vi faktisk oplever, at der ligger en bevidst karakterisering af hanen nedenunder det rene gak.
Yang Hui-Tsyr er absolut den mest kropspræcise i ensemblet. Hun spiller rollen som katten, hvor hun måske ikke imponerer skuespilteknisk, men hvor hver eneste bevægelse får så meget katte-karakter, som det er menneskeligt muligt.
Der er med andre ord elementer, der fungerer godt, ligesom forestillingen som helhed da også giver flere gode smil på læben. Men det er ærgerligt, at forestillingen tager så let på historiefortællingen og prioriterer deres individuelle evner så lavt. Alle skal altså ikke nødvendigvis kunne alt. Nogle må også gerne være bedst til noget.
