Et umage par er de, den brunspættede sæl Selma og den hvide havmåge Hauge, men ikke desto mindre rigtigt gode venner. Sammen behersker de den lille klippeø, samt vandet nedenunder og luften ovenover, og de er begge drabelige fiskere, hver på sin vis. De er til at elske for både store og små, lige fra lyset dæmpes i salen.
Jacques Mathiessen og hans dygtige dukkespillere har lang fartstid sammen, de kender æstetikken, de har rytme og flow, de har håndværket og håndlaget og en teknik, der gør, at de kan give deres dukker særpræg og detaljer. Og de kan kunsten at fortælle en historie – når bare dramaturgien er i orden.
Noget andet er, at de også kan spille videre, som om intet var hændt, selv om der sker uheld i kulisserne. Det var aktuelt, da jeg så forestillingen med bunker af 2-4-årige, og der skulle et trænet teaterøje til for i det hele taget mærke kalamiteten.
Tradition
'En sælsom rejse' er stangdukke-teater i traditionelt format. Men om formen synes 'gammeldags' og dramaturgien velkendt, er historien alligevel spændende – jeg sidder hele tiden og er usikker på, hvad der vil komme. Og det er jo det, der er spænding! Så at dramaturgien er velkendt, er noget jeg kun ved i efterkant!
Forbi vores venners lille ø sejler der en gang imellem et skib, og Hauge tager på sine udflugter ting med fra skibet – en bananskræl, en tom konservesdåse, et dørslag, men kun sjældent noget at råbe hurra for.
Så, pludselig en dag, kommer der et andet slags skib forbi, og det vækker Selmas interesse. For ombord kan man se stejlende heste og elefanter, en abekat i fuld fart, og en klovn med rød næse og en rød bold.
Selma er fascineret. Og når klovnen taber sin bold i havet, er Selma straks på pletten. På sælers vis balancerer hun bolden på næsen og vipper den tilbage til klovnen med halefinnen. Dermed er kontakten etableret.
Så da skibet sejler videre, kan Selma ikke modstå fristelsen, men følger efter. Cirkusblod og savsmuldsduft er, som kendt, smittende.
En sælsom oplevelse
Selma får sit livs oplevelse. Cirkus Alonsos forestilling er et under. Et stort stribet telt foldes ud på scenen, og et flot interiør åbenbarer sig med orkester og manegering og rampelys og tæppe, der går op og i, og en rigtig sprechstallmeister.
Aben på cykel, cirkusprinsessen med de seks araberhingste, vanvittige italienske akrobater, en tam elefant, en kanonkonge og klovnen Salvatotte – alt åbenbares for vores sæls øjne. Og Selma vover sig ind i Salvatottes nummer med den røde bold, til stor succes.
Men så er det altså, at venskabet med Hauge trækker mere end tilbuddet om at blive klovnekompagnon. Så da cirkusset drager videre, vinker Selma med sin hale tilbage til de omrejsende artister og vender tilbage til sin lille ø. Og Hauge og Selma synes, at det er dejligt at se hinanden igen.
Alt er fortalt enkelt og venligt og med den smule naivitet, der også bliver charmerende for de voksne – forældre eller pædagoger. Jeg var i hvert fald levende optaget af Selma og kunne se cirkusset i al dets pragt gennem hendes øjne, samtidig som jeg var glad for forestillingens ustressede historie og univers.