Af: Kirsten Dahl

21. marts 2011

Veninder i vulkanterræn

Kate Bryrup lader en naturkatastrofe være rammen for at skildre relationen mellem to veninder og deres meget ulige livsvilkår. Der er stof til identifikation i opsætningen, som dog også virker lidt gammeldags i sit arrangement.

Der er gode takter i Kate Bryrups børneteaterdebutstykke ’Vulkanen’. Men der er også mislyde og knas.

At teksten, der handler om en vulkan, som kommer til udbrud og forårsager død, bliver spillet lige nu, hvor Japan er ramt af jordskælv, tsunami og atomudslip, lægger en ekstra alvorsdimension til oplevelsen. Rart er det ikke med de rystelser, som vises undervejs med bulder og blinkende lys.

Alvor bliver det, når den rødt oplyste scene med større brag tydeliggør, at nu bryder vulkanen løs. Og rigtigt slemt bliver det, når vi til slut forstår, at slavepigen Iris’ mor er omkommet under vulkanudbruddet.

Kate Bryrup bruger vulkannaturkatastrofen til at skildre venskabet mellem to jævnaldrende piger i det gamle romerriges Pompei år 79 efter vor tidsregning. I centrum står herskabspigen Primigenia og slavepigen Iris, hvis mor arbejder for Primigenias forældre. Gennem de to piger og deres forældre fortælles en historie om økonomisk ulighed, materialisme og samfundsmæssige skel. Skel, der gør, at livet for velhaverpigen er et spørgsmål om at adlyde sine forældre, passe sine lektier til hun bliver gifteklar, og ikke mænge sig med pøblen.

Og for slavepigen handler om at være underdanig og håbe på, at hun ikke bliver solgt til et herskab, der har ret til at udsætte hende for hvad som helst. Vi oplever venskabet mellem de to piger, både når det fungerer og når det slår gnister. Fint med identifikationsmuligheder for målgruppen. Men også med begrænsninger.

Men stykket har også svagheder og brister. De første 5-10 minutter er noget tunge og lidt vanskelige, fordi vi med replikker, der ligger noget langt fra dagligdagssprog og er ret kantede, lige skal finde ud af, hvem de to piger er, og hvad de laver. Sidenhen bliver teksten nogle steder lidt for forklarende. Og endelig er det vanskeligt at forstå, hvorfor det er Primigenia, der skal viderebringe Iris budskabet om hendes mors død, og ikke en voksen.

Lidt gammeldags

Stykkets to medvirkende, Marie Vestergård Jacobsen og Ane Helene Hovby, har begge noget piget over sig, der gør, at de med en fin naturlighed kan spille Iris og Primigenia. Når de spiller pigernes forældre, bliver spillet derimod mere kantet. Så får spillet karakter af at være klicheen på den blide, men bestemte mor, den autoritative far, og den bløde altopofrende mor. Dette kan også skyldes instruktionen.

Et semitransparent forhæng der trækkes frem og tilbage foran scenen letter rolleskiftene, som foregår ved at spillerne skifter eller omorganiser deres kostume. En hat, et sjal eller kjortlen kastet bagud – og de er en anden.
Forestillingens styrke er, at den undervejs formår at skildre relationen mellem de to piger og deres meget forskellige livsvilkår på en måde, så det ikke udelukkende er fæstnet til en fortid med gladiatorkampe og lyrespil, men også lader sig parallelisere til mere almene og nutidige forhold. Svagheden er, at historien ind imellem synes at mangle nogle dimensioner og halter i logikken.

Opsætningen har noget lidt gammeldags og teateragtigt over sig, og nogle steder har valgt nogle lidt ufikse løsninger, fx når rollerne skændes bag kulissen på en måde, så man mere mærker to skuespillere påtage sig roller end forbliver inden for fiktionens rammer og oplever de figurer og situationer, der er tale om.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.