Hvor svært kan det være at træffe et valg? For de tre piger, som vi møder i forestillingen ’Hvor svært kan det være?’ fra Teater Hund og Co., er det ikke så nemt endda. De mødes i en sportshal og skal forsøge at finde på noget at lege sammen. Men den ene vil helst være alene, den anden vil helst ikke vælge, og den tredje vil helst ikke fravælges.
Det er de tre grundindstillinger, som skuespillerne Theresa Lange Olesen, Therese Glahn og Mathilde Eusebius på fornem vis fastholder i deres karakterer, mens forestillingens scener skifter stilmæssigt imellem dialoger, monologer, abstraktioner og fysiske indslag.
Forestillingen er skabt via devising, hvor man ikke har haft et færdigt manuskript fra begyndelsen, men ud fra nogle fastsatte rammer har improviseret og fremdyrket den endelige historie.
Det har resulteret i en række scener, der principielt hænger sammen som en sammenhængende fortælling, men som også har sceniske kvaliteter hver for sig. Her er det især de grundlæggende karaktertræk, der går igen igennem scenerne.
Særligt tydeligt er det hos den ubeslutsomme, der spilles af Theresa Lange Olesen, hvor hvert eneste skridt synes at være en konfliktfyldt kamp imellem højre og venstre fod. Mathilde Eusebius er den energiske af de tre, og hun balancerer karaktermæssigt imellem at være selvsikker og resolut, men samtidig frygte hver eneste mulighed for at få en afvisning.
Therese Glahn, der spiller den introverte, udtrykker fint det stille og tilbageholdende i sin karakter, og det bliver samtidig hendes fortælling, der driver forestillingen fremad, når hun i gemmeleg gemmer sig så godt, at ingen kan finde hende.
Livets store og små valg
Som et tilbagevendende element i forestillingen er en brevkasse a la børne-tv, hvor de tre pigers spørgsmål besvares med floskler som ’vær dig selv’ og ’lyt til din krop’. Men selvom svarene er flyvske, så hjælper de. Pludselig bliver det knapt så vanskeligt at vælge en leg, hvor ingen bliver bange for at træffe svære valg.
Der er mange gode og muntre øjeblikke i ’Hvor svært kan det være?’, hvilket dels skyldes de tre skuespilleres humoristiske sans, og dels skyldes de mange lege og boldspil, som forestillingen kredser omkring. Man kan ikke undgå at smile, når man ser, hvor sjovt de har det.
Men forestillingen går ikke kun fra 0 til 100, men også fra 100 til 0, hvad angår energi og tempo. Det sker, når forestillingen zoomer ind på en enkelt karakter, der igennem en stille monolog udtrykker sine følelser og bekymringer. Her går luften desværre fuldstændig af ballonen, og i den efterfølgende scene mærker vi, hvordan vi skal kæmpe os tilbage til det energiniveau, som vi forlod.
Lige så gennemført, som de tre skuespillere udfylder deres roller, lige så ufærdigt – eller måske ubeslutsomt – synes konceptet at være. Særligt den veludførte scenografi af Jacob Langaa-Sennek, der sammen med Mikkel Magnus Olsens blinkende lysdesign leder tankerne hen på et tv-show fra 90’erne, lægger op til noget, som ikke bliver indfriet i forestillingen. Scenografien er dog ikke skabt til denne opsætning, men er genbrugt som led i teatrets bæredygtighedspolitik, hvilket altså her synes at være på bekostning af helhedsindtrykket.
De tre medvirkende stikker også indimellem hovedet ind på scenen, mens de er iført et dyrehoved som maske. Det ene af dem, som vi ser mest til, er en gris. Dét fortællegreb forstår denne anmelder ikke en brik af. Det virker lidt, som om maskerne er blevet købt, og nu skal de bruges for ikke at gå til spilde.
Men uanset om der er en idé med dem eller ej, så fremprovokerer de reaktioner hos de yngste blandt publikum, at der sådan dukker dyrehoveder op i ny og næ.
Men trods de lidt for løse rammer og tempomæssige udsving, så bliver forestillingen alligevel en hyggelig og underholdende sag, der sætter ord på de svære valg i livet – store som små, fravalg som tilvalg – som vi allerede i en tidlig alder står ansigt til ansigt med.
