Af: Kirsten Dahl

30. august 2019

Velspillet, men tam julemorskab

'Askes jul' er et løjerligt miks af modsatrettede ting, og opsætningen savner en iscenesætter og scenograf med sprælske ideer.

'Askes jul' lider på flere fronter under at være begået af én og samme person. Aske Ebbesen står for både tekst, instruktion og skuespil, hvor de to første opgaver nok skulle have være varetaget af andre.

I døren møder vi Aske Ebbesen, som er spillets eneste medvirkende. Ebbesen, som er i nutidigt og neutralt hverdagstøj – sorte cowboybukser og mørk T-shirt, tager venligt og imødekommende imod os og træder så ind foran en flad, steril og skrabet skærm af en bagvæg. En sort flade, hvis hvide streger illustrerer et hus indefra. Et hus med vinduer og møblement forneden, en trappe opad i baggrunden og et loft med synlige spær foroven. Foran kulissen og nu iført en sweater med julemotiver fører Ebbesen publikum ind i en fortælleteater-historie om jul. Publikum var til den forestilling jeg så lig med første stolerækkes voksne plus to-tre børn. Et publikum som velvilligt en solbeskinnet april-forårsdag spolede deres oplevelsessensorer frem eller tilbage til december.

Ebbesen fortæller med illustrerende gestik om julen, dengang han var barn i en sekspersoners familie bestående af mor, far, storesøster, storebror, lillesøster og Aske. Undervejs finder han papstykker med illustrationer af julepynt og stearinlys i røde og grønne farver frem fra den papkasse, som han også fandt sin sweater i. 

Illustrationerne hænger han op på bagvæggens hustegning, så der derved signaleres jul i huset. Dekorationerne liver nu ikke særligt meget op. Men de er der da og fastholder sammen med teksten, at det er december og juletid.

Tidsræs og julesangs-fordrejninger

Forestillingen handler – jævnfør titlen – om Askes jul. Men hvad vil teatret med at fortælle om akkurat hans jul? Teksten synes at have flere mål eller orienteringspunkter.

En af dem er at gøre os opmærksomme på, hvor forskelligt børn og voksne oplever dagene i december. De voksne er stressede og fortravlede. De føler sig altid langt bagefter med alt det, de skal nå til juleaften, og når de har gæster, lader de som ingenting. De smiler og pludrer løs om ingenting. Fx om hvordan det kan være brunkagerne er blevet så gode i år. 

For børnene derimod – i al fald for Aske og hans søskende – falder tiden op til jul uendelig lang. Som en pointe indgår der en lofts-nisse ved navn 'nisse tæt i ring'. Nissen identificeres med en lille tik-tak-lyd, og den har den specielle evne, at den sørger for, at tiden går ens for børn og voksne juleaften.

Aske peger til slut i forestillingen på, at han, når han føler sig stresset, lytter til denne nisses tik-tak-lyd og derved bliver overbevist om, at julen bliver fantastisk. Tiden som stressfaktor er åbenlyst et tema, som går igen i Ishøj Teaters forestillinger.

Teksten peger også på hvordan, passager i de kendte julesalmer og julesange tit misforstås og tager sig helt anderledes ud i et barns hoved. Publikum opfordres undervejs til at synge med på tre juleklassikere, og de tilføres alle et drej. 'Jerusalem' i linjen 'thi glæder sig Jerusalem'  i 'Et barn er født i Betlehem' bliver fx til, at de, som her identificeres som de tre vise mænd, der navngives Kasper og Jesper og Jonathan, 'rutsjer hjem'. Ved siden af Jesus' krybbe står der i Askes fantasi en kæmpestor rutsjebane. 'Røgelse' kommenteres som 'noget lidt mærkeligt noget at tage med til en børnefødselsdag'. 'Myrra skær' bliver til noget 'møjdyrt harpiks'. 

Når vi har sunget 'Højt fra træets grønne top' giver sentensen 'ikke rør ved den rosin!/Først skal træet vises/siden skal det spises' Aske anledning til en fantasi om en familie, som kun har råd til én rosin og derefter må spise juletræet. 

Aske forestiller sig hvordan, hans far – der ellers er vant til at gufle ostemadder i sig, nu får et rap over fingrene, da han vil nuppe rosinen. Og han ser for sig, hvordan rosinen skæres i seks stykker og deles mellem alle i familien, før de gnasker juletræet i sig. Og når vi har sunget første vers i 'På loftet sidder nissen med sin julegrød' lader Aske rotterne, der skotter og skotter spille sækkepibe.

Uinteressant rammesætning

Jeg er helt med på og har selv erfaringer med, hvordan sætninger og ord får helt andre betydninger, når de opleves af et barn, som ikke forstår eller sætter ordene helt anderledes sammen. Ishøj Teater tager den tråd op. 

I sig selv er det morsomt, men i den sceniske udførelse er de humoristiske kalorier er ret begrænsede, og tager sig mere fjollede end reelt sjove ud. Her kunne en fantasifuld iscenesætter med hjælp fra en scenograf med sans for overraskelser have gjort gavn. Også fordi Ebbesen givetvis ville have kunnet springe ind og levendegøre arrangementerne. 

Aske Ebbesen er bestemt ikke ueffen til at fortælle og agere. Hans facon er tillidsvækkende, og han fortæller og mimer livfuldt. Fx hvordan hele hans familie afhængig af deres alder bevæger sig og taler. Og hvordan det er som lille dreng på 'Store Brunkage-dag' at være klemt ind mellem sin mor og sin tante, der konverserer om brunkager hen over hovedet på ham, mens de lader som om, de slet ikke er julestressede.

Ebbesen er – som teatret også fremhæver på deres hjemmeside – god til at skabe en afslappet og uhøjtidelig stemning. Tekst, scenografi og iscenesættelsen er derimod anderledes tam.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.