’Der står en klovn,’ lyder det lidt forbløffet fra en publikummer på bageste række.
Vi vender os om og kigger op imod teknikpulten. Dér står David Novell og ser rundt på publikum med et undskyldende blik, mens han knuger sine to kufferter til sig. Forsigtigt træder han ned ad trapperne imellem stolerækkerne. Trin for trin imod scenen. Nogle gange er han lige ved at spørge en af os om noget, men fortryder igen.
Udbruddet fra tilskueren på bageste række kommer vist i forlængelse af, at vedkommende har læst programteksten på forhånd, for ellers er ’klovn’ ikke det første, man tænker. Der er ingen rød næse eller et storsminket smil.
Jo, den let karikerede mimik kunne måske tyde på klovnekunst. Hatten og den slidte frakke kunne måske også tilhøre en klovn, selvom der nok er mere landevejsridder a la Beckett over kostumet. Først da han når helt ned til scenen, og vi kan se de for korte og for brede bukser og den enorme snude på skoene, står det klart: Der står minsandten en klovn.
Den anden klovn i forestillingen, spillet af Francisco de Borja Tous, træder ud på scenen igennem en låge i scenografien. Scenografien, der består af et utal af stablede kufferter, illustrerer et hjem, og på væggene hænger portrætter af hjemmets tre tidligere generationer. Hans tøj og sko passer heller ikke rigtigt i dimensionerne, men for en klovn er han aldeles velklædt med tilknappet vest og blanke sko.
Han suser rundt og mopper gulvet, støver af og vander en tom urtepotte. Imens forsøger vores første klovn at få husly hist og pist. Han fremviser sit udslidte pas, men uanset hvor han kommer, bliver døren smækket i med et ’no!’. Til sidst må han lægge sig på gaden sammen med sine minder hjemmefra, som han gemmer i sin ene kuffert.
Hvad består et hjem af?
Den internationale, nonverbale klovneforestilling ’Home’, som er skabt af Monma Mingot og David Novell fra Clownidoscopio Teatre i Spanien og instrueret af danske Gitta Malling, byder på en poetisk undersøgelse af begrebet hjem. Hvad består et hjem af? Og hvor hører man egentlig hjemme?
Måske er forestillingens originale, spanske eller catalanske titel ’Refugi’ mere retvisende. Titlen henviser nærmere til et tilflugtssted, end til et hjem, og netop flugten spiller en væsentlig rolle i forestillingen.
Mens den første klovn helt åbenlyst er på flugt fra sit hjem, hvor han har mistet eller efterladt sin familie og sine ejendele, så er vores noble klovn på en mere indirekte flugt fra tidligere generationers forventninger til ham. Anerækken våger over ham fra billedrammerne, og den tomme urtepotte, som han utålmodigt vander og vander, viser hvordan han mislykkes med at føre sine forfædres frugtplantager videre.
De er altså begge på flugt fra deres hjem, men søger samtidig et tilhørsforhold eller tilflugtssted. Og da de to klovne mødes, bliver det dels et spørgsmål om at indrette sig med hinandens hjemlige vaner og skikke, og dels et spørgsmål om at udveksle idéer. For måske er dét, som den ene flygter fra, netop hvad den anden søger.
Det er svært ikke at tolke en decideret kommentar til Danmarks (eller måske Europas) flygtningepolitik ind i ’Home’, men hvorfor skulle man ikke også gøre det? Men den kan også sige os noget om kulturelle udvekslinger og kulturhistorie – og selvfølgelig også en hel del om gæstfrihed.
Mindeværdigt teaterøjeblik
’Home’ er ledsaget af vidunderlig, stemningsskabende musik af Kiko Barrenengoa, der er klovnet uden at være cirkusagtigt. Ikke mindst er instrumenteringen usædvanligt opfindsom og varieret, men dog fornemt afbalanceret. Det bidrager ikke så lidt til forestillingens udtryk, ligesom klovnene flere gange nynner en fin lille melodi, som fungerer som en tematisk kendingsmelodi. Dén nynner vi på vej hjem fra teatret.
Andrea Cruz har designet en smuk scenografi og sammen med Katia Morettis lysdesign skabt et stilrent visuelt udtryk, som er støvet uden at være bedaget. Det bliver hyggelige og nærmest hjemlige omgivelser, selvom det også i høj grad består af abstraktioner.
Men først og fremmest er det Gitta Mallings uhyre gennemtænkte iscenesættelse og de to medvirkendes formidable klovnekunst, der imponerer! Der er ikke et eneste øjeblik, hvor historien bliver uklar eller vag. Hver bevægelse får betydning, og intet er tilfældigt. Det er tilgængeligt uden at blive forsimplet. Og så er det morsomt på den dér halvmelankolske klovnemåde.
Jeg har endnu kun haft glæde af nogle få ’rigtige’ klovneoplevelser, og blandt de allerstørste står stadig ’August’ fra 2007 (Teatret v. Hans Rønne). Men ’Home’ eller ’Refugi’, der altså er blevet til i et ekstremt velfungerende samarbejde imellem to spanske teatre og Limfjordsteatret, er absolut et mindeværdigt teaterøjeblik i samme liga.
