”Hvornår må jeg leve mit liv!”, ”Jeg er et vredt barn. Jeg har lyst til at gøre noget dumt og uansvarligt.”, ”Jeg hungrer efter livets lystighed…efter en euforisk uansvarlighed.”, ”Jeg er en blomst, der visnede før den sprang ud!”
Dramatiker Amalie Olesen lægger ikke fingrene imellem i sin skildring af, hvordan tre unge oplever corona-pandemien. Den er som en pest, der lukker alt liv og glæde ude. Teksten er på det plan hudløs og ærlig. Men den er også noget kringlet.
Det særlige ved forestillingen er, at den foregår i år 2189 – dvs. mere end 150 år frem i tiden. Vi er i en gold verden, hvor alle individer er totalt adskilte fra hinanden. Mennesker lever i lukkede kuber. Herinde spiser de dagligt en pille, der indeholder alt det, de har brug for af næringsstoffer. De er iført beskyttelsesdragter.
Hver har én og kun én opgave at varetage. En syr og reparerer fx beskyttelsesdragterne, mens en anden fremstiller pillerne. Naturen har de udryddet, og ingen af dem har nogensinde set en levende fugl eller et dyr.
Ved at lade en af skikkelserne, syersken Evy, klippe sig ud af sin kube, og ved tillige at lade en anden af skikkelserne, Nor, havne i en øde kalkgrube, hvor også en skikkelse kaldet Tym støder til, får Olesen fortalt en historie om vigtigheden af medmenneskeligt sammenhold og de livsvigtige kvaliteter, som fysisk berøring og sanselighed rummer.
Olesen tryller pointerne frem via vand. Ved at drikke af en kilde i kalkgruben bliver de tre fremtidsvæsner nemlig i stand til at erindre, hvordan livet for unge anno 2020 var. Hvordan Corona-pandemien med restriktioner, hjemmeundervisning og nedlukninger smækkede døren i for samvær med andre unge.
Nok en – og en ikke uvæsentlig – kilde til at beskrive ungdomslivet anno 2020 er en række små lapper papir, som Evy, Nor og Tym finder rundt omkring i kalkgruben. Det giver forestillingen nærvær og et strøg af autenticitet, at sedlerne tager afsæt i dagbøger, som virkelighedens unge i 2020 (nogle 8. og 9. klasser fra tre skoler i Syddjurs Kommune) har skrevet.
Noget af en omvej
Stykket som helhed er dog lige lovligt snurrigt og til tider kryptisk. De taler fx om at have mistet forbindelsen til en tåge. Om at de ikke kan finde udgangen. Og om tilstedeværelsen af en fugl, som Evy kalder Tot, og som Tym senere oversætter til Død (tod).
Kunstnerduoen Baum & Leahy's noget snirklede scenografi, som det hele foregår i, understøtter det lovligt konstruerede i teksten. Rundt om i rummet hænger formationer, som ligner en mellemting mellem abstrakte mobiler og fossil-lignende forsteninger, som krydres med kantede flader og buede rør.
Kunstnerduoen har i øvrigt samarbejdet med og ladet sig inspirere af de modeller og 3D-printede ”fremtidsfossiler”, som en 7. klasse på Frederiksberg Skole i Aarhus har kreeret. Så der har som afsæt for det endelig rum været mange kokke i sving.
Nok en ting ved teksten, som vanskeliggør formidlingen af den, er dens direktehed og emotionelle nærhed. Budskabet formuleres meget eksplicit. Det sker flere steder og især mod slutningen, hvor 2189-skikkelserne omsider sander, at der måske er en anden måde at leve livet på, end den kube-indespærrede, de er brudt ud af.
Det var tydeligvis ikke så ligetil for de tre 10.klasser, som jeg så forestillingen sammen med, at de tre medvirkende skuespillere (Nanna Eidie, Jens Alexander Kepny og Ludmilla Faaber Striim) formulerede sig i så følelsesmæssige vendinger om deres liv.
De unge, som karakteristisk nok havde sat sig på fjerde række og bagud, skulle lige finde ud af, hvordan de havde det med, at de tre medvirkende gik helt frem på forscenen, tog hinanden i hånden og begyndte at tale om at gå sammen ud af mørket, tage hinanden i hånden og mærke tryghed og varme derved. Men lur mig, om ikke en del af de unge alligevel tog scenen og dens budskab til sig.
Uegalt skuespil
Marc van der Velden har iscenesat med stor sikkerhed. Hans arrangementer vidner om en indsigt i tekstens budskab og nuancer. Han bruger rummet med bevidsthed om skuespillernes distance og nærhed til publikum. Og personinstruktionen virker vellykket.
Skuespillet halter desværre lidt for Jens Alexander Kepny, som for ofte virker stiv i bevægelserne og replikafleveringerne. Retfærdigvis skal siges, at har har en vanskelig rolle: Tym er ekstremt virusforskrækket. Står det til ham, skal alt konstant desinficeres.
Anderledes tjekket og talentfyldt er Ludmilla Faaber Striims og især Nanna Eidies præstationer. Striim gør med karisma Nor til en nørdet karakter, hvis hemmeligheder vi fatter interesse for. Og Eidie gestalter Evy med en livfuld udstråling og en stor naturlighed, som gør, at vi bliver nysgerrige efter at lære Evy bedre at kende.
