Det er set før, at en teaterforestilling gør anoreksiens psykiske dæmon konkret ved at give den en fysisk skikkelse. Det er godt for forståelsen. Samtidig giver Aktoratet også socialrealismen nye, opfindsomme rammer med ’Flæskesøndag’s blanding af spil og kommentar.
Anoreksi er et prækert emne og tæt på unge tilskuere – for nogles vedkommende sikkert alt for tæt. Men der bliver gået friskt til sagen med grotesk humor og en indholdsmæssig omtanke. Forestillingen er spektakulær og så elementært underholdende, at den på bedste vis lægger op til debat. Den forulemper ikke,og ingen – hverken børn, forældre eller behandlere hænges ud.
Til gengæld savner forestillingen dramatisk nerve. Spillet virker klinisk og alt for kalkuleret, og personerne savner spontant udtryk og nærvær. Så selv da en mulig tragedie tydeligt rykker nærmere, er det desværre svært at blive rigtigt revet med af historien om Fiona. En 13-årig pige, der rykkes op med rode og reagerer ved at miste lysten til maden og til livet.
Publikum får det hele stukket lige op i fjæset. Vel anbragt som i en hestefold – dog heldigvis på stole! – i store bunker af friskt og sundt duftende hø. Fionas familie er nemlig flyttet på landet for at opfylde forældrenes egoistiske, romantiske drøm – og måske også for at redde deres ægteskab. Men Fiona synes ikke, lykken er at lege bønder, når man ikke er det, og tilbringe søndagene med flæskede ædegilder i fremmede folks lader.
Fiona er prototypen på en anorektiker – sød, dygtig og nem. En fin back-up til især sin ansvarsløse mor. der fornægter datterens tilstand, så længe hun overhovedet kan.
Hvidmalet dødsdrift
Det gør Fionas far ikke. Han prøver at redde hende. Det gør historien mere troværdig, men om det lykkes, er tvivlsomt. Blandt publikum sidder den afgørende forskel i pigens liv, fastelavnsklovnen Esmaralda. Med hvidmalet ansigt og vrængende attituder personificerer hun Fionas selvhad og dødsdrift. En livstruende indre dæmon og trøster, der fatalt lærer teenagepigen, at hun skal gøre sig fortjent til mad. Hvad hun jo aldrig gør.
Esmaralda bekræfter også Fiona i alt det, hun kikser i, ikke bryder sig om eller har svært ved. Fiona skal bare gøre sig umage, og det gør hun jo. Selv om Esmaralda punker hende døgnet rundt med mavebøjninger, superlektier og meget mere. En stor selvstraffende aktion, der ikke mere levner plads til at leve livet.
Undskyldninger for den selvskadende adfærd er det nok af. Fionas forældre forstår hende ikke, ser hende ikke, og vi oplever, hvordan de svigter. Men vi ser også, at det ikke er hele sandheden om Fionas anoreksi. Forestillingen har godt fat i teenagepigens ferme løgne og bortforklaringer, både overfor andre og især overfor hende selv. Her rammer historien flot i forhold til Fionas jævnaldrende.
Fiona bliver spillet af en mand, Sune Geertsen. Det gør han glimrende på de noget afstandsskabende præmisser, som nu engang er forestillingens. Men det gør ikke nogen større forskel for historien. Ingen kan alligevel matche fysikken hos en anorektisk 13-årig. Med mindre man da ønsker sig en stærkt undervægtig skuespillerinde i rollen.
’Flæskesøndag’ er et spændende nyt udspil. Det er sjovt fundet på, at noget af teksten er rimet. Men sært at der synges på engelsk. Hvis formen får mere dramatisk substans og intensitet, er Aktoratet et rigtig godt bud på et tidssvarende ungdomsteater.
