Angiveligt handler 'De fremmede' om mobberi. 'Mobbehistorier fra nær og fjern', kalder Peter Hartmann forestillingen. Undervejs undrer man sig lidt. For nok strejfes begrebet i indledningen, hvor Peter fortæller om at vokse op som del af en hippiefamilie i en lille provinsby, men ellers er det anderledes barske ting som politisk forfølgelse og mord, forestillingen handler om.
Men tilbage til Peter selv, hvor hans hjemmestrikkede tøj og hjemmeklippede hår ikke overraskende afstedkom nogle reaktioner fra kammeraterne i skolen. Den slags havde Peter imidlertid lært ikke at reagere på, hverken med grove ord eller handling. Gå ikke i krig, slå ikke ihjel og tal ordentligt, lød formaningerne hjemmefra.
Derpå glider vi over i forestillingens egentlige historie – om cirkusartisten, hans artistkone og deres barn. Igor er flygtet fra et land med en led leder og hans Røde Hattehunde, som fortælleren kalder soldaterne. Et land og en diktator, der myrder alle, der ikke mener som han. Og det gør Igor og hans kone bestemt ikke.
Undervejs i historien om Igor filosoferes der over, om mennesker er født onde eller er blevet det. Men spørgsmålet og konklusionen – at det er omgivelserne og opvæksten, der gør det – foldes ikke rigtig ud. Igor og konen laver bare grin med den lede leder i cirkus, og så går det galt. Konen bliver skudt, Igor flygter med datteren gennem mange lande, indtil de ender i Danmark, fortæller Peter Hartmann. Her må man nemlig godt lave grin med lederne.
Igor og datteren kommer i flygtningelejren i Sandholm, hvor de venter og venter. Men de vil så gerne være en del af det danske samfund, forstår vi, så de sniger sig ud i samfundet, hvor de møder en gæv gammel dame.
Mantra fra godhedsindustrien
Og her tager forestillingen så en drejning. Danskerne har nemlig, mener Hartmann, ikke hjerterum for flere flygtninge, men den gæve dame bryder loven og får den lokale skoleinspektør til at gøre det samme, så Igors datter kan komme i skole.
Moralen i forestillingen er altså en opfordring til, at man følger sit hjerte og bryder dansk lov. Det kræver unægtelig den slags hjerte, som Peter Hartmann mener, er det rigtige og varme.
Synspunktet er velkendt, ikke mindst fra den politiske arena, hvor det er fast mantra i godhedsindustrien og afdelingen for rigtige meninger. Andre kalder det vist selvtægt.
Når det er sagt, er Peter Hartmann en habil fortæller med god energi i krop og stemme. Han kan også kunsten at være helt tyst, når noget for alvor står på spil, eller når tingene bliver lidt finurlige.
Som fortælleteater er det hverken specielt imponerende eller det modsatte. Så det er nok mest budskabet, der vil afgøre, om forestillingen virker attraktiv eller det modsatte.
