Usynlige venner kan være de allerbedste. De er der altid, når man har brug for dem. Og det er tit deres skyld, hvis noget går galt. Desuden har de en særlig sans for det uhyggelige. Og de driller mindst lige så godt, som man selv gør det…
Det lader i hvert fald til at være disse egenskaber hos usynlige venner, som har fascineret Hege Tokle i Teaterkompagniets forestilling ’Kan du se mig?’.
Forestillingen er en solo for Hege Tokle selv, der egentlig bare sætter sig ned for at sy en knap i. Men så er det, at hun bliver forstyrret af nogen, der ikke er der: Kommodeskufferne går op og i. Fuglen i kukuret styrter ud og kukker uden varsel. Sukkerknalderne til kaffen forsvinder. Og der er bestemt noget uhyggeligt inde i garderobeskabet…
Svære ord
De 2-4-årige leger straks med på hendes idé. De hviner af fryd gennem det meste af forestillingen, og de noterer sig alverdens detaljer, som garanteret også vil dukke op under helt andre samtaler derhjemme: Vandkanden, synålen, forstørrelsesglasset – og den røde knap, der ikke passede…
Men dramaturgisk set er forestillingen spag. Historien er enkel, som den skal være det for denne målgruppe. Men den er meget hoppende i sin handling – og temmelig ujævn i sine replikker og dermed i de ord, der indrammer forestillingen. Det virker, som om forestillingen oprindelig var tænkt ordløs, hvorefter den har fået replikker tilsat. Det føles i hvert fald, som om man enten får for meget eller for lidt at vide undervejs.
Desuden er ordene helt forskellige i abstraktionsgrad. Ordet ’kreativ’ anvendes f.eks. her på samme måde, som når pædagoger taler om et ustyrligt barn med lovlig meget fantasi. Men 2-4-årige børn ved næppe, hvad ordet betyder. Heller ikke i en teaterforestilling.
Finurlige ting
Scenografien er en hyggelig stue. Typisk for scenografen og dukkemageren Carl Press myldrer det med finurlige ting, der bliver levende, men det vrimler også netop med skævheder og proportioner, så et tagvindue bliver hyggeligt, og så en gyngestol helt naturligt får sit eget liv.
Dermed er scenografien også fin til at skabe spøgelseshistoriens dobbelthed: både den dagligdags stemning og samtidig overnaturlige atmosfære, som opstår undervejs. Og teknisk er det vild imponerende, hvordan ting kan bevæge sig uden snore – som om det meste telepateres af sted med fjernstyrede magneter. Carl Press er vitterlig en animationsmester.
Musikken af Christen Frost leger muntert med og mindst lige så ubekymret om tyngdekraften som scenografien. Musikken er fint letbenet i begyndelsen, men undervejs bliver den næsten muzakagtig, som om der var tale om musik til en tv-konkurrence. Og dér holder den ikke niveau.
Kedelig radio
’Tiden flyver,’ lyder indledningsreplikken. Det gælder ikke helt for tilskueroplevelsen. Her er meget stilstand. Måske fordi det er svært at finde ud af, hvem kvinden på scenen egentlig er – og om hun er glad for sin usynlige ven eller mere bare irriteret på ham.
Desuden bliver hele indledningsscenen saboteret af en radio, som hun tænder, så man kan høre en manipuleret radioavis. For effekten går hen over hovedet på børnene; Christiansborg-nyheder og vejrudsigten bliver hverken mere eller mindre groteske for de tre-årige, fordi de samples i vildskab. Mon ikke denne idé skulle flyttes over i en teenageforestilling?
Godt smil
Hege Tokle er en skøn performer. Hun har en selvfølgelig autoritet i forhold til børnene, og hun har et smil, der gør dem rolige. Men på intet tidspunkt inddrager hun deres tilråb i den videre handling – selv ikke, når hun faktisk stiller et spørgsmål ud i salen, og børnene så prompte svarer. Det bliver underligt hult.
Samtidig er hendes spil ret indadvendt: Det meste af tiden sidder hun bare og syr sin knap i. Men så får hun pludselig nogle voldsomme udbrud af heftig aktivitet; særligt da hendes usynlige ven får kommoden til at ryste, så alt falder ned. Her bliver det næsten til cirkus. Bøgerne falder ned. Hun samler dem op. Flere bøger falder ned. Hun samler flere bøger op…
Spillet forvandler sig til klovneri, som ungerne skraldgriner over. Men tavsheden bagefter bliver lidt anstrengt. Og det er vel også derfor, at børnene derefter selv begynder at kommentere på forestillingen – sådan for at udfylde tavsheden…
Men jo. For de 2-4-årige må det være skønt med sådan en ’gyser’, hvor det uhyggelige aldrig bliver værre, end at man kan grine ad det. Alene derfor er forestillingen en succes hos ungerne.
For usynlige venner kan være fantastiske. Forestillingen kunne bare også selv ønske sig en usynlig ven: En dramaturg.
