Liv. Varme og ro. Farver og humør. Skønne smil og blink i øjet. Det Lille Teaters 'Panama er alletiders' har det hele.
Forestillingen er blevet til en herlig lys og livsbekræftende sag, som både taler til børnemålgruppen og voksne. Den er meget kær uden at være sentimental og sukker-sød-nuttet.
Hvorfor da så vellykket? Gode ingredienser skabt af gedigent dygtige folk er det enkle svar. Uddybede har det blandt andet at gøre med, at vi bliver taget så tryghedsskabende imod af Bo Carlsson. Iført himmellyseblå habitjakke dukker han frem som fortælleren, der med rolig stemme åbner eventyret med 'Der var en gang en lille bjørn og en lille tiger….'
Helt små er Bjørn og Tiger nu ikke, for da Carlsson har varmet op under fortællingen ved at præsentere dem og deres hus med røg op af skorstenen, begynder Marie Mondrup og Karin Bang-Heinemeier, som ligger hulter til bulter oven i hinanden og sover, at røre på sig og snakke i søvne. På en fint charmerende måde med blandt andet mumlen om fiskefangst. Og snart efter verfer de en flue væk, som sætter sig på deres næser. Der er ro på og der sker samtidig noget.
Noget af det første Bjørn og Tiger fortæller hinanden og os, er, at der ikke er noget at være bange for – nu de har hinanden, nu Bjørn har sin fiskestang og kan fange fisk, de kan spise, og nu Tiger har en Tigerand (en skøn lille tigerstribet and på hjul) og desuden kan samle svampe i sin lille røde gryde. Siden handler det om at de to dyr begiver sig ud for at finde deres drømmeland, Panama – landet som er det smukkeste af alle og hvor der dufter af bananer.
Flod og låger
Rolf Søborg Hansen har skabt en enkel og mulighedsgivende scenografi med en lille flodrende, små låger i gulvet og plads til dryppende regn og drivende skyer. Et rum i klar grøn og blå farve, som hans charmerende dyrekreationer kan boltre sig i.
Stor succes blandt publikum har det første dyr eller rettere den and, som med sit nikkende grønne hoved og sine bagud-padlende orange fødder tager sig en tur hen af vandløbet – den lille rille i det grønne gulv, som fikst er fremstillet.
Siden støder et lille aktivt gravende gråt musepar til. Et meget positivt indstillet pindsvin og dets hare-medbeboer. En rød fødselsdagsfejrende ræv dukker også frem. En meget halelogrende ko. Og en krage, der bekræfter hvad Bjørn lige har sagt, at fugle ikke er dumme.
Kragen ved nemlig – som alle i fortællingen – at Panama, det finder man ved at gå til venstre. Gentagelsen af dette 'gå til venstre'-faktum er noget af det, som giver forestillingen sødme.
Det bliver næsten ligesom sætningen: 'Så er der ingen grund til at være bange' til et slags refræn – en velkommen genklang.
Optimisme
Marie Mondrup og Karin Bang-Heinemeier kommer flot ud over scenekanten som henholdsvis Bjørn og Tiger. Mondrup spiller som en slags beskyttende storesøster med en glæde og åbenhed i kroppen og med øjne som stråler. Et blødt og brunt 'dyr' som tager sig elskeligt ud.
Karin Bang-Heinemeier lyser også op med sin noget mere forsigtige – men stadigvæk gå-på-mod-agtige facon. Rigtigt fint er også deres samspil, når de, i Rikke Wölcks sikre og sanse-opmærksomme iscenesættelse, bevæger sig med muntre sidelæns krydsende trin og i optimistiske gangarter.
Uden en enkel, klar og godt afbalanceret dramatisering fra Alexandra Moltke Johansens side kunne forestillingen også være endt som udvendig, snurrig og flad.
Hertil føjer Matilde Böchers kompositioner en fin lydside til de to dyrs Panama-rejse. Ligesom der er både liv og ro i kostumedesignet.
Efter 35 minutter i varmt selskab med Bjørn, Tiger og Co. tror jeg alle aldre går venskabsbestyrket ud på Lavendelstræde, hvor der nu også dufter af bananer.
