Man skal tage skoene af. Allerede dér bliver jeg en lille smule træt. Måske har jeg smidt skoene lidt for mange gange i dansk børneteater.
Forestillingen er leg på gulv, her kaldet en danseforestilling, udtrykt i rytmisk bevægelse, beregnet på at kunne opleves af 0-4-årige og deres forældre.
Først slæbes et gyldent gardin over gulvet – det skal symbolisere vand, sådan som alt andet i den lille forestilling gør det. Små kulørte sandposer skal være vanddråber, siden svømmer de to kvindelige medvirkende lidt rundt i store blå stofbaner, triller med tomme flasker, lader små lammeskyer med blå regnbånd brage mod hinanden, lader det fyge med blå papirsne eller blæser sæbebobler over vores hoveder.
Det sidste var det sjoveste. Her var endelig en flig af den magi, forestillingen ellers savnede så fatalt. Tænk hvis hele rummet havde været fyldt med sæbebobler! Nu blev det bare, som resten af forestillingen, til en lidt forkølet omgang bobleri.
Miseren skal findes både i det koreografiske og det sceniske udtryk. Dansegulvet er gabende tomt, i baggrunden kun et par forvredne vandrør og nogle stabler af tomme vandflasker foran den sorte bagvæg.
Lyset er lige så stemningsforladt – køligt og nøgternt, fuldkommen blottet for den eventyrmagi, der måske kunne have fanget de små tilskuere ind. I stedet lød det om og om igen: ’Hvad er det?’, når de to dansere bevægede sig rundt på scenen.
For det hele var alt for abstrakt og diffust, også for de 3-4-årige, mens det slet ikke giver nogen mening at divertere med teater, godt eller skidt, for 0-2-årige.
Manger scenisk ramme
Tænk hvad man kunne have disket op med af sjove historier og billedmagiske øjeblikke, hvis man havde haft en ordentlig scenisk ramme; tænk hvad to skuespillere kunne have leget frem, hvis man havde brugt ord og bevægelse i forening.
Det gav nemlig ingen mening at bruge to dansere – dertil var trinsproget og sværhedsgraden alt for beskedne. Et par løftede ben og lidt bagoverbøjede kroppe gør altså ingen koreografisk sommer. Det samme gjaldt de enkelte situationer. De blev slået an, men aldrig foldet ordentligt ud eller brugt til noget.
Jeg savnede poesi, billeder der fortalte noget, og ikke mindst brug af lyset til at definere de enkelte situationer. En udmærket guitar-spiller akkompagnerede nydeligt, men fortryllet blev jeg altså ikke.
Bagefter tog jeg mine sko på igen. De var også skuffede.
