Først bragede Teatret st.tv. igennem med teenageforestillingen ’6, P LR K’ – om mobiltelefoner og mobning og sexflirt, der pludselig tog overhånd. Anstrengelserne resulterede i en Reumert i 2010. Og nu står Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen så igen på scenen som hårdkogte teenagetøser i ’V.I.P.’, her sammen med Lotte Bergstrøms mindst lige så drevne drengepige.
Om de virkelig er hårdkogte? Det er det, der er spørgsmålet. For det er netop forskellen mellem pigernes tilstræbte facade og deres virkelige følelser indeni, der skaber forestillingens psykiske spænding.
Line Mørkebys nye stykke er endnu en beretning om teenagere, der styrter sig selv ud i ulovligheder og selvdestruktion, simpelthen fordi de ikke formår at sige nej i tide – og fordi de slet ikke har overblik over konsekvenserne af deres egne handlinger. Her er også drysset rigeligt med fortidstraumer ind mellem replikkerne – og rundhåndet med politispænding i slutscenen; her er antagelig også dramaeffekter nok til en amerikansk film. Men historien berettes ikke med voksen bagklogskab. Nej, den fortælles i nuet gennem de tre piger, der på få dage bliver mange år ældre…
Make-up og Mørkeby
Anders Lundorph har igen instrueret Line Mørkebys replikker for Teatret st.tv. Hans tilsyneladende løse performerstil og talesprogsattituder skaber en umiddelbar genkendelighed og anerkendelse hos teenagetilskuerne.
Det er sådan her, livet kan være, når man er 13 – eller når man lige er fyldt 16. I hvert fald hvis man tilhører det overlevelsessegment, som både skole og forældre har mistet følingen med. De mere ’almindelige’ teenagetilskuere må bare få én på opleveren – og åbne øjnene… Lige som det gælder tilskuerne til AliaZ Productions og Pollner Teaterproduktions tilsvarende heftige pigeforestilling, ’Vildt Voldsomt Venskab’.
Men selv om performerne styrter sig ud i blæreattituderne med spontan tonserenergi, så skal man ikke lade sig ikke narre: Iscenesættelsen er totalkontrolleret ned til mindste åndedræt; det er derfor, den virker. Inspirationen fra en workshop med Pigegruppen på Haderslevgades skole har bare tydeligvis sat sig sine doku-spor…
Desuden har Signe Krogh skabt en både enkel og skræmmende scenografi, hvis gakkede graffitigrafik bidrager til stemning af provokation og ensomhed hos de piger, hvis forældre ikke længere er der for dem – hvis de altså nogensinde har været det.
Reelt er disse piger kun indrammet af det tøj, som de selv så omhyggeligt vælger. Tøjet og håret og de alt for store øreringe – og den alt for tydelige makeup – udgør deres eksistentielle ’branding’.
Wannabes er også bange
Replikkerne er hårde. ’Min barndom er blot et minde om, hvordan det IKKE skal være,’ siger barskerpigen. Drengepigen lægger strategien bag sin hættetrøje og sit looselook. Og wannerbe-toughien prøver på alle måder at overbevise de andre om, at hun har kappet sin tryghed til forældrene. ’Jeg skriver lige til min far så, ik’?’ siger hun bevidst henkastet, mens hun prøver at efterligne den rå gadetøs.
De tre performere går ind i pigesjælene uden filter. Betina Grove spiller den nervøse, mens Marianne Søndergaard spiller den kække dulle, der tør det hele – og som stjæler resten. Alligevel er de begge to både overkåde og pissebange ved tanken om at optræde i det band, de lige har bakset sammen.
Lotte Bergstrøm følger trit som drengepigen, men hun supplerer også med en kølig og næsten revyagtig udlevering af typerne i en teenagers verden.
Det er en meget stærk og moderne skuespillertrio, der viser skuespillerhåndværket frem lige så resolut og metakommenterende, som man kan se det i voksenforestillinger som f.eks. ’Kvinde kend din krop’ på Mungo Park og ’Udslet Hornsleth’ på Teater V. Og lige så morsomt. Her sat ind i Sune Skuldbøl Vraas troværdigt rå musikkulisse.
Det er for din egen skyld
Skuespillerne spiller ikke blot de tre piger. De skifter også lynhurtigt over til at spille en familieterapeut med floskler, en normalitetssøgende mor og en overbekymrede fars ubehjælpsomme forsøg på at nærme sig sin egen datter med ’det-er-for-din-egen-skyld’-argumenter. Og knips, så spiller de pigerne igen. Piger, der er totalt ligeglade med de voksne. Piger for hvem det eneste, der tæller, er de jævnaldrendes accept – og respekt.
’Er du klar over, hvor meget vi lignede nogle tabere derinde? spørger den ene, da de er løbet væk fra deres egen koncertfiasko. Nederlagsfornemmelsen forvandler sig til hævntrang, så de pludselig kaster sig over hende ’megaluderen Porno-Pernille’, der netop har stået og kysset på ham den lækre… Og så er der dømt pigevold.
Handlingen tager fart. Tre piger i en tunnel. En pige, der kommer gående. Standsning, trusler, slag. Kamp og spark, cigaretter mod hud – og løb. Og et efterspil, som pigerne ikke havde regnet med – og som tilskuerne nok heller ikke havde gættet. Nemlig en præsentation af den nye straffelovgivning, som gør det muligt at fængsle unge helt ned til 14 år…
Dermed bliver ’V.I.P.’ også et effektfuldt indlæg i debatten om ungdomsstraf. Men forestillingens styrke er dens suveræne tilgang til de unges selvsyn og de unges virkelighedsopfattelse. Spillerne formår at præsentere lige akkurat det ’tunnelsyn’, som får teenagere til at agere ansvarsløst og forfærdeligt – og umiddelbart skruppelløst.
Tak til disse fighterbitches for deres frygtindgydende flair for teenagevolden: Vildt Imponerende Powerchicks.
