Evig ung. Hvem vil ikke gerne være det – og dog. Hvis Munk og Pollners guidede teatertour de force gennem syv årtiers ungdomskulturer står til troende, kræver det en omstillingsparathed
af enorme dimensioner at forblive ”Forever Young”. Til gengæld er det et godt stykke af vejen temmelig underholdende at opleve en række personers tidstypiske, autentiske oplevelser fremført som satirisk debatteater med streg under debat.
Dramaturgien er enkel. Scene følger efter scene, årti efter årti i gumpetung, kronologisk rækkefølge. Rammen om forestillingen er de skiftende epokers store strømninger, der præsenteres som medkommenterende diasshow. Meget oplysende, men ikke særligt spændende at se på. Så er skoletavlen med påtegnet vindue ud mod den store, ventende verden og ghettoblasteren i megastørrelse meget sjovere tænkt. Men det hører hjemme langt senere end de første og fjerneste og mest underholdende årtier, selvom temaerne egentlig er triste.
Det var dengang, de unge sagde De og fulgte hinanden til sporvognen. Sex var forbudt og farligt og livstruende aborter unge kvinders eneste alternativ til uønskede ægteskaber. Men den frække rock’en roll spiller allerede med, og snart holder også teenagerne deres indtog. Et skelsættende skift, der også virker som et gearskifte i forestillingen, hvor handlingsgangen bliver hurtigere og mere forudsigelig og komikkens numre mere revyagtige.
Liv i kludene
Dobbeltmoralen blomstrer i forestillingens lange række af skægge rollespil, der momentvis giver plads til mere følsomme personkarakteristikker. Hver generation lader til at have haft sit
ungdomsoprør på hjemmefronten, der ikke har spor med 1968- generationens at skaffe. Omvendt står det klart, at selv om rødstrømper og Mao-kollektiver for længst er blevet et overstået, historisk faktum , er familiens autoritet aldrig siden blevet den samme.
Et fedt påfund er en sjov udgave af hva’-nu-hvis trenden. For hvis voksne i fremtiden faktisk kan forblive unge, så forsvinder ungdommen vel eller hvordan? I denne omgang er der nu ingen fare at øjne. Tværtimod kommer der efterhånden for alvor liv i de unge klude, når musikken bliver mere mangfoldig.
Med drønskæg disco-dans, punk, heavy og skønne hiphop-parodier viser forestillingen, at ungdommen for længst er holdt op med at dele sig efter anskuelse. I stedet drejer det sig om stilarter og pengepung. Hvor nutidens dyre, netbaserede samvær og mærkevare-shopping mere lader til at afspejle end at påvirke det omgivende forbrugersamfund. Mens alternative subkulturer som altid mistænkeliggøres.
Konklusionen på forestillingens noget hårdtpumpede, sceniske anskuelsesundervisning er, at det ikke er noget nyt. I årtier har danske unge tilsyneladende fundet – og er mere eller mindre blevet påduttet – deres forbilleder fra den anden side af Atlanten. Mærkelig nok ser det ud til, at hverken indvandring, rygsæk-rejser eller world wide kommunikation kan ændre på det – nærmest tværtimod.
