Gardiner bliver trukket for, kister bliver åbnet, lig bliver kværnet, økser svunget, hunde kan andet end at gø og særlige personager får kamæleonskiftende, elektrisk lysende øjne.
Der er horror for alle pengene og også en god portion humor i Sofie Krog Teaters nye forestilling ’The House’. En række personager er samlet i det store faldefærdige hus, hvor hele stykket udspiller sig på tre etager og med livlig trafik rundt om huset.
Plottet skal selvfølgelig ikke røbes. Men det kredser om et testamente, som alle vil have fingrene i, efter at husets ejer, den gamle Dame, vælger at omskrive det.
Forestillingen er både snurrigt og sjovt bygget op. Dramaturgien er legende, og Sofie Krog og stykkets medskaber David Farco har dygtigt afluret horrorgenrens greb. Som tilskuer til alle de planer, der bliver lagt og alle de mere eller mindre groteske og makabre benspænd, der fluks følger efter, er man godt og underholdende beskæftiget i samtlige forestillingens cirka 60 minutter.
Alene huset fastholder ens blik. Det store byggeri, som illustrerer en faldefærdig gammel villa, er fyldt med skønne visuelle detaljer, som bliver udsat for en effektfuld belysning. Her er indendørstrapper, som dukkerne bevæger sig ned ad. Gardiner, som blafrer. Alkover, der er gode for en gang skyggespil. Forgemakker og baglokaler. Små reoler til kriminelle skatte og vindueskarme til at placere giftfyldte drinks på. Udendørs gangbroer, kærkomne gemmesteder og lavtliggende kælderrum.
Hele herligheden kan tillige dreje rundt. Og det udnyttes flot til at invitere os indenfor bag de vægge – som for øvrigt står som den rammefortællende ‘person’ for hele den syrede horror.
En crazy horrorfortælling, der også får alt hvad den kan trække på filmisk spændingsmusik i den uhyggeskabende ende, krydret med livlige nærmest cirkus- og kabaretagtige toner. Helt i stil med det lag af ironi eller distance til grusomhederne i horrorgenrens gøremål, som forestillingen lægger. For rigtigt uhyggeligt bliver det aldrig – mere pirrende og drilsk sjov og ballade.
Gummielastiske dukker
Dukkerne, som Sofie Krogh og David Farco må være ganske travlt beskæftiget med at styre, har gummielastiske ansigter. At de overhovedet har mimik, er oplagt passende til genren, hvor rædselsslagne munde, opspilede øjne og andre ekstreme ‘ansigtstræk’ er hyppigt forekommende.
Her er en vis resolut dame med knold i nakken, en kuli af en tjener, en adstadig advokat, der med promiller indenbords slipper noget af et forførergen løs. Her er et kosteligt komisk makkerpar, der konstant kommer grueligt galt af sted. Hvis ikke den står på selvforskyldte mavepumper står den på drastiske besvimelser. Og ikke mindst er der en helt speciel hund…
Dukkeføringen er som nævnt tjep. Det er ikke finmotorikkens teater. I stedet typificerer dukkernes lidt mere kantede bevægelser de personer, de tegner.
’The House’ er begavet og underholdende teater. En comedy thriller, som er hamrende godt og professionelt lavet. Og det er teater med det der, efter debutstykket ’Diva’ og nu ’The House’ begynder at tegne sig som et særligt og personligt Sofie Krog Teater-brand.
