Danmarks dyreste børne-tv-program viser sig – efterhånden som skuffer og ringbind lukkes op – i følge Politiken at have kostet skatteydere og licensbetalere – og det er vel stort set de samme – en kvart milliard kroner (242.000.000 kr.). Hertil kommer deltagerbetaling og entréindtægter, så de samlede udgifter endte på 309.000.000 kr. Det er immervæk en slat penge for et par dages skæg og ballade med europæisk Melodi Grand Prix i København.
Det går over lupholderens forstand, hvordan nogen ved deres fulde fem kan finde på at brænde så mange penge af på en omgang tomme kalorier, og det uanset hvor mange seere begivenheden havde ud over Europa. Og lupholderen ved jo godt, som den gamle rotte han er, at man vil forsvare frådseriet med offentlige midler med, at pengene vil komme mangefold igen som øgede turistindtægter. Det kan man selvfølgelig godt drømme om, men det er og bliver en feberfantasi, fup og fiduser, luftsteg og vindfrikadeller. Man må nok konstatere, at pengene er smidt ud af vinduet.
Nå, mens parthaverne i Melodi Grand Prix'et har travlt med at vaske hænder og gnubbe ansvaret over på hinanden, så ser lupholderen frem til, at der nu er sat en Rigsrevisions-undersøgelse i gang af hele moradset. Det bliver nok artige sager, der vil vise sig, selvom hele arrangementet givetvis er sovset ind i juristerier.
242.000.000 kroner: Det er godt nok mange penge!
Jamen hov, skrev lupholderen ikke, at det var et børne-tv-program, Melodi Grand Prix'et? Jo, det gjorde han! Hvordan kan han gøre det?
Grand Prix'et er ligesom tilsvarende estradekonkurrencer for dilettanteriets triumf på de danske tv-stationer, 'Sild med svans', 'X Factor' osv. osv. – programtyper, der er vokset op som svampe af skovmulden på en fugtmættet efterårsdag, karakteristisk ved at der er udviklet en måde at tale til seerne på, der mimer voksnes misforståede opfattelse af, hvordan man taler til børn: Med store bogstaver, fejlagtige betoninger og fræsende juhu-fjant i stemmen. Seerne bliver talt til som en flok sinker. Alting gentages i det uende- og ulidelige. Med faste formler og floskuløse opråb: 'Giv ham en stor hånd!' Og som seer venter man bare på at se den store hånd blive overrakt. Men man venter forgæves. Der er hverken en stor eller en lille hånd.
Måske skal man så alligevel ikke se det europæiske Melodi Grand Prix som en børne-tv-udsendelse, men – svarende til de nævnte andre estradekonkurrencer – som udtryk for den infantilisering, der finder sted i de her år i det offentlige og mediemæssige rum, en holden befolkningen hen på baby-stadiet. Og det sker jo ikke alene her. Politikernes talen til os er en anden infantiliserings-genre. Pludre-tv og -radio er en anden.
Men 242.000.000 offentlige kroner for et Melodi Grand Prix: Det er saftsusemig mange penge!
Infantiliseringen udfolder sig tydeligst i konkurrencegenrer, hvor der – som det siges igen og igen – kun er én vinder! En ideologisk konkurrencementalitet smugles lige så stille ind i hovedet på seerne under dække af fis og ballade og med en henvendelse, der taler til vores infantile rester. Det klinger så smukt sammen med overordnede politiske signaler fra finansministeren om, at vi lever i, og at Socialdemokraterne kæmper for, at vi skal leve i en konkurrencestat.
Lupholderen kan godt høre, at hans læserinder efterhånden tænker, at han er langt ude. At han lider af ideologikritisk efterslæb fra 1970'erne. Det er der så ikke noget at gøre ved, er hans svar. Måske er det, der mangler i disse år, netop et minimum af kritisk sans.
Og 242.000.000 skatteyder-kroner. Det er dælen sgisme mange penge!
– Men, hvad har det så med teater at gøre? Er teateravisen.dk ikke er teateravis? siger den ensomme læserinde, der stadig hænger på. – Er lupholderen ikke ved at gå til i forsuring?
– Det er da et synspunkt, svarer lupholderen med en karakteristisk afværgemekanisme fra det politiske overdrev. Men lad os så prøve at komme til teatret og det optrædende.
Det karakteristiske ved de tv-genrer, lupholderen har udsat for ideologikritisk storvask, er, at det er udsendelsestyper, hvor nogen optræder på en scene for et levende publikum. Og at tv-kikkerne er publikum både til de optrædende og til publikum i studiet. Der er altså tale om en dobbelt-kikker-position, hvor seerne på én og samme tid er tæt på de optrædende, men samtidig fjernt fra dem, fordi de ikke er publikum i studiet. Denne fjernhed forsøger programtypen at overvinde ved at indbygge pseudodemokratiske seerafstemninger om, hvem af de optrædende, der skal sendes hjem og dermed udgå af konkurrencen. Seerne søges aktiveret i et uigennemskueligt afstemnings morads, hvor resultatet aldrig offentliggøres. Om der er 120 eller 300.000 seere, der har stemt, tæller ikke. Om det overhovedet er en seerafstemning, der bestemmer resultatet, eller om det er programmagerne, der stille og roligt sidder og manipulerer, er uigennemskueligt. Kun resultatet tæller.
242.000.000 skatteyder-kroner!
Den infantilisering, man oplever i tv's konkurrencegenrer, har tilsyneladende et arnested dér, hvor tv mest mimer optrædende – ja, nok ikke kunst – men så bare optræden, estrade, performativitet. Altså dér, hvor tv ligner affilmet teater. Det kan godt give anledning til lidt eftertanke, at det lige er dén genre, der ser ud til at være velegnet til at døve seerne hen med baby-talk og pseudodemokrati.
242.000.000!
Der kunne godt nok komme en del kunst ud af den slat penge, fx børne- og ungdomsteater.
