Der er et eller andet symbolsk i – i det mindste for lupholderen – at dagen før, han (altså holderen, ikke ministeren, der først dukker op om lidt) blev en del af ældrebyrden, fremsatte kulturministeren, som nu hedder Uffe (og ikke Mogens, som lupholderen ville have væddet på for et halvt år siden, men gudskelov ikke gjorde), det ændringsforslag (L 98) til teaterloven, der var en paragrafering af det teaterpolitiske forlig, som hans parti (ministerens, ikke lupholderens, han har ikke noget parti) og en masse andre partier havde indgået helt tilbage i juni 2011; ja, det forekommer at være en menneskealder siden, i hvert fald engang i oldtiden.
Og så må lupholderen oven i købet indrømme, at han først fik færten af lovforslaget, da hans redaktør skrev til ham for et par dage siden. Han (her menes: lupholderen) havde gået rundt i lykkelig uvidenhed og troet, at der var fred og ingen fare, lige på nær Det Kongelige Teater, hvor konflikterne væltede ud af alle sprækker i såvel nye som gamle bygninger. Kulturministeriet lagde ikke nogen pressemeddelelse om fremsættelsen af lovforslaget ud på ministeriets hjemmeside. Ingen aviser skrev (følgelig) om det. De var også mere optaget af Det Konfliktfyldte Teater. Så lovforslaget og den kommende lovændring er måske tænkt som den hemmelige lov.
Nu er det desuden lykkedes Folketinget at afholde første behandling af Uffes forslag. Det skete i fredags (23. marts), og det varede 26 minutter alt inklusive. Med otte ordførere og en minister giver det et gennemsnit på tre minutter til hver. Man kan ikke beskylde Folketinget for at spilde tiden med uvæsentligheder, sådan en fredag formiddag før en solrig forårsweekend. Men det lettede også første behandlingen, at alle stort set sagde det samme.
Det mest interessante ved første behandlingen var i øvrigt, at alle nu er enige om alting. Selvom Enhedslisten som de eneste ikke deltog i det teaterpolitiske forlig, så er de nu også blevet enige. Hele Folketinget er enigt. Så må det da være et rigtig godt lovforslag, der fører til et fremragende og blomstrende dansk teater. 179 folketingsmedlemmer kan da ikke tage fejl.
Det, som flere ordførere ved første behandlingen syntes var rigtig godt ved lovforslaget, er, at teaterloven nu kommer til at hedde scenekunstloven eller altså officielt "Lov om scenekunst". Det skulle have rigtig stor betydning for musikdramatik, dans, nycirkus, performance, etc., som det forlød. Her må lupholderen igen, igen undre sig og gnyffe. Hvorfor "scenekunst" er et mere inkluderende begreb end "teater" går over hans forstand. Hvad så i øvrigt med teater, der ikke bruger en scene? Hvordan kan det være omfattet af scenekunstloven? Burde Det Kongelige Teater i øvrigt ikke omdøbes til Det Kongelige Scenekunststed? Ville det ikke være mere inkluderende simpelthen at kalde teaterloven for "lov om kunst" eller populært "kunstloven"?
Ellers svarer det lovforslag, der nu er fremsat, og som med garanti vedtages, fordi alle er enige, og fordi det ikke koster en krone, stort set til det udkast, der var til høring i oktober 2011 (se lupholderens opstød fra oktober) med lidt præciseringer og da også forbedringer, som stadig ikke koster en krone.
Det allervigtigste i lovforslaget er, at kulturministeren ikke længere kan overtage Kunstrådets beføjelser eller give Kunstrådet instruktioner. Det har han/hun heller aldrig gjort, men muligheden har været der i teaterlovens § 23. Den paragraf ophæves, og armslængden bliver dermed uden kattelem fra lovens vedtagelse. Det er rigtig godt.
Ellers fjerner loven egnsteaterkonsulenterne og deres evalueringer. Evalueringsopgaven overtages af Kunstrådet og dets Scenekunstudvalg, som kan gennemføre dem i dialog med egnsteatrene og deres kommune. Og der vil stadig være mulighed for at stoppe for statsstøtten til et egnsteater, der bedømmes som for dårligt. Det vil ikke være Kunstrådet selv, der skal evaluere. Man forestiller sig at hyre konsulenter til at lave arbejdet. Og de penge, der hidtil har været afsat til kvalitetsudviklingsprojekter på egnsteatrene, kan fremover også anvendes til evalueringer. Så kan de selv betale for det, kan de!
Det kan undre lupholderen, at man i ny klæder vil opretholde evalueringer af egnsteatrene. Hvorfor er tiltroen til dem og deres kommuner så helt og aldeles ringe på Christiansborg og i Nybrogade?
Om egnsteatre indsættes der i teaterloven en bestemmelse, der gør det muligt, at egnsteatre bliver flerkommunale eller kan fusionere, og at kommunerne kan få statsrefusion af det samlede støttebeløb, uanset om maksimumsloftet overskrides. Det kan blive en interessant bestemmelse, som kan muliggøre nye teaterstørrelser på landkortet, men hvor risikoen også kan være en skævvridning af den statslige egnsteaterstøtte. Selvom den statslige pengepose ikke bliver større, så kan man – i hvert fald teoretisk – forestille sig, at nye teaterstørrelser mellem de nuværende egnsteatre og landsdelsscenerne vil kunne opsuge en uforholdsmæssig del af statspengene. Men det er nok at se spøgelser ved højlys dag, som lupholderen har for vane.
At maksimumsloftet fjernes for små storbyteatre har vist ingen praktisk betydning, men skal da noteres.
At UBOT nedlægges, men at dets aktiviteter fortsætter i Teatercentrum med statsstøtte, har nok heller ikke den store omvæltende betydning.
Ellers er det store nummer i lovrevisionen, at Københavns Teater får en ordentlig en med Mester Erik. Fremover bliver det til Det Københavnske Teatersamarbejde, og alle drømme om en centralistisk teaterkoncern, som Brian Mikkelsen måske havde i sin tid, kan man godt skrotte. De involverede teatre genvinder noget af deres selvstyre. Og det er jo altsammen meget godt, men hvorfor i himlens navn man ikke lukkede skidtet, går over lupholderens forstand. Efter at Det Ny Teater ikke længere hører under Det Københavnske Teatersamarbejde, og hvor der altså kun er fem teatre tilbage i firmaet, så er det da et spørgsmål, hvorfor der skal en overadministration til?
Og så vil der ikke længere være et kapitel i teaterloven om landsdelsscener og et om de store turnéteatre. Disse teatre bliver ikke nævnt i den kommende scenekunstlov, og i stedet for særskilte bestemmelser for dem bliver der lavet et kapitel om "Teatre og andre institutioner på scenekunstområdet med særlige opgaver". Det er interessant at iagttage, hvordan ministeriet i lovforslagets bemærkninger har besvær med at beskrive, hvordan dette rodsammen skal forstås. Man forestiller sig fx Teatercentrum og Dansens Hus placeret i denne brokkasse sammen med de hidtidige landsdelsscener. Det er derfor virkelig en generalistbeskrivelse, der er kommet ud af det. På så højt niveau, at bestemmelserne kan omfatte simpelthen alt, der har med scenekunst at gøre. Det skal nok blive muntert, når presset mod disse bestemmelser vil vokse i de kommende år. Og når ministeren skal forklare, hvorfor dit og dat ikke også hører hjemme her – under den rene statsstøtte. Det fatale er, at alt, hvad der vedrører det mere indholdsmæssige og formålsprægede hos de pågældende teatre, flyttes fra loven til bekendtgørelser, eller altså fra det politiske niveau til det administrative. Det er måske ikke det mest smarte. Men det er tankevækkende.
Noget er OK, noget er mærkeligt. Intet er de dybtgående ændringer, Seeberg-udvalget foreslog. Vi fortsætter altså med lappeskrædderiet. Og om tre-fem år nedsættes et nyt teaterudvalg til at se på det hele. Og det kommer der nok heller ikke det store ud af. Men lupholderen vil også være der til den tid med sine sure kommentarer.
