En stærk følelse af samhørighed og fællesskab strømmer pludselig igennem mig på denne sene fredag eftermiddag i maj. Vi er en meget stor skare teaterfolk samlet på Plaza Vieja, hovedtorvet lige i hjertet af Havanas nydeligt renoverede historiske centrum. Omkring os står også hundredvis af lokale børnehave- og skolebørn i alle aldre. Vi skal gå i parade sammen. Vi skal nemlig åbne den 21. verdenskongres for teater for børn og unge – og det skal ikke gå stille af.
Her står vi så i den stikkende, sene eftermiddagssol og afventer paradens start, og jeg smager lidt på den dér fællesskabsfølelse igen. Omkring mig snakkes og hilses der på nye og gamle bekendtskaber – på mange forskellige sprog: Hola, hello, guten Tag, bonne journée, ciao, góðan daginn, halløjsa osv. Selv hilser jeg bl.a. på en mexicansk, en australsk, en engelsk og en pakistansk bekendt fra kongressens arrangørgruppe – og så hilser jeg på danske Louis Valente Sørensen, der står lige midt på pladsen med et smil, der ikke lige er til at tørre af. Han er en glad mand i dag:
»Dette er bare den største forløsning,« udbryder han, mens hans blik fanger nogle af de mange smilende ansigter omkring ham. Det er mange måneders planlægningsarbejde, der lige nu kulminerer for øjnene af os, og som Louis har stået i spidsen for i hans egenskab af generalsekretær for det internationale teaternetværk for børne- og ungdomsteater, ASSITEJ International.
Så fløjtes det hele i gang, og et stort, velspillende march-orkester sørger for, at vi alle ved, hvor turen går hen. Virtuose tromme-, trompet- og klarinetspillere slår takten an: Tam, tam, tam! Og pludselig er det Havana, der kigger på os – og ikke omvendt som få minutter tidligere, hvor vi i rollen som velbeslåede vestlige turister måtte bane os vej gennem gaderne, mens der ustandselig blev råbt ’Cambio? Taxi? Cigars?’ efter os.
Nej, nu er vi i centrum på en ny måde, og det føles ganske magisk at gå gennem de lune gader i Havanas centrum som en del af et spillende og syngende menneskehav på mange hundrede mennesker – en organisme fuld af musik, glæde og virkelyst – og med et fælles mål, der i første omgang er byens store udendørs amfiteaterscene, hvor der resten af aftenen kunne opleves et gratis, folkloristisk, næsten to timer langt show, der formelt set skød kongressen i gang. Sådan!
Og sådan landede jeg altså i dette caribiske land, hvor nationaløllen hedder Cristal, grund- og hjerterytmen er den cubanske ’son’, og hvor turisterne altid betaler meget mere for alt end de lokale. Selvfølgelig – for det har vi jo råd til.
Varme, programændringer og strømafbrydelser
Da vi havde vænnet os til den vedholdende, fugtige varme på over 30 grader hver dag, de næsten altid sikkerhedsseleløse taxier, ustabile internetforbindelser og at man som turist veksler sine penge på semi-klandestine måder på gaden, var vi klar til at kaste os ud i ti dages kongresaktiviteter. Teater skulle opleves, foredrag høres, workshops afholdes (og deltages i) og netværk skabes og vedligeholdes.
Programmet var omfattende og havde også ligget tilgængeligt på kongressens hjemmeside i ugevis. Vi havde studeret det grundigt – og vi havde prøvet at lægge detaljerede dagsplaner i forvejen.
Men den cubanske virkelighed var anderledes, og vi måtte hurtigt pakke vores danske higen efter punktlighed og skemalægning væk.
For selvom de lokale arrangører både ihærdigt og vedholdende prøvede at opdatere alle kongresdeltagere om programændringer på diverse WhatsApp-tråde, skete tingene i et andet tempo og på en anden måde her i Havana. Forestillinger og møder blev aflyst eller flyttet med kort varsel, og vi måtte vænne os til at lægge – og omlægge – vores dagsprogram løbende. Der er nemlig mange sten på vejen, når man skal lave så stort et arrangement i Cuba; f.eks. dårlige telefonforbindelser, transportudfordringer og hyppige strømafbrydelser.
Men da vi havde vænnet os til de nye rutiner og den caribiske virkelighed, kunne vi efterhånden også navigere mere frit i kongressens overdådige ta’-selv-bord af aktiviteter. For der var nok at opleve og dykke ned i, og derfor er min kongresoplevelse også forskellig fra mine kollegers – fordi vi skar alle kagen lidt forskelligt ud, og vi oplevede ganske forskellige ting undervejs.
Teater i 32 graders varme
Kongressens officielle teaterprogram bestod af i alt 25 kuraterede forestillinger – udvalgt af arrangørerne blandt mange hundrede indsendte forslag. Derfor var mine forventninger til det, vi skulle se, ret høje. Jeg nåede at se i alt 15 meget forskellige ting – både lokale ting og fra mange kroge af verden. Fra Danmark deltog Teatergruppen Batida med deres nyeste forestilling ’Til Helvede med Paradis’.
Fælles for dem alle var uden tvivl store kunstneriske ambitioner, en lyst til at fortælle historier og at påvirke deres publikum i én eller anden retning. Meget få ville kun underholde, selvom dét bestemt også har sin eksistensberettigelse. Jeg så kun et par forestillinger, som jeg ville klassificere som under den standard, som man ville kunne forvente at møde på en kongres af denne størrelse og betydning.
Resten var interessant at opleve, selvom intet var revolutionært anderledes eller sensationelt nyt, hvilket man selvfølgelig kunne have håbet på. Det ligger udenfor denne artikels format at skulle omtale eller måske endda anmelde forestillinger, men tillad mig nu alligevel at knytte et par bemærkninger til en lille håndfuld af de teateroplevelser, jeg havde i Havana.
Den sydafrikanske forestilling ’Bounced’ – produceret af Magnet Theatre – for aldersgruppen 3+ var en lille perle. Helt uden ord, men med masser af bevægelse, klovnerier og sang, formåede performerne at få alle (også dem over tre år!) med ind i en historie, der grundlæggende handlede om: Hvem er inde? Hvem er ude? Og hvem skal vi eller bør vi følge? Banalt måske, men dejlig professionelt udført og fortalt. Og det forventede man også næsten, for Magnet Theatre er et meget velanset teater med mange års erfaring og adskillige produktioner både for voksne og børn bag sig.
Det samme tema – det at være inde eller ude af fællesskabet – mødte vi også i danseforestillingen ’Beautifully Different’ af det multikulturelle og internationale dansekompagni Ceren Oran & Moving Borders, der har base i Tyskland. Her var udtrykket en del mere abstrakt, eftersom at aldersgruppen, forestillingen henvendte sig til, var 6+. Men budskabet gik rent ind: Hvem skal vi følge? Hvorfor er der nogen, der altid er udenfor? Eller er det i virkeligheden sjovere at være alene og bestemme alt selv? Og så få de andre til at følge sig? Den tyrkiske koreograf Ceren Oran, der også selv stod på scenen i Cuba, er uhyre produktiv og kendt for at holde fanen højt kvalitetsmæssigt. Dét gjorde hun også i Havana.
I forestillingen ’Famiglie’ (familie) var temaet familieforhold og måske alternative familiekonstellationer det fremherskende tema. Italienske Teatro Testoni Ragazzi præsenterede dette ret komplicerede emne helt ordløst og for et børnepublikum, som var interesseret og medlevende hele vejen igennem forestillingen.
Seancen efter forestillingens formelle afslutning udviklede sig ganske interessant, fordi skuespillerne opfordrede børnepublikummet til at sammensætte deres egne bud på familier ud fra de mannequin-dukker, der var på scenen. De kom hurtigt til kort, for der var jo ’for mange’ mænd på scenen – og det dur jo ikke med en bedstemor, der er gravid! De nye moderne familiestrukturer – der i en latinamerikansk kontekst ofte ligger langt fra ’det normale’ – manifesterede sig tydeligt på scenen. Meget tankevækkende.
Der var faktisk mange gode teateroplevelser at få undervejs på kongressen – selvom varmen sommetider var kvælende i teatersalene. Det bedste af det hele var dog, at i langt de fleste tilfælde, hvor jeg så teater, oplevede jeg det i selskab med børn og unge – og ofte i den rigtige aldersgruppe. Det er en gave at se kunst på den måde. Små verbale udbrud som »genialt!« eller »uuuhhh!??!« eller »se lige ham dér, nej altså!« sætter sig fast i en voksen blødhjertet teatergænger, og det varmer helt ind i sjælen. Sådan kan scenekunsten være, når den er bedst.
Netværk, opera-rap og mariachi-orkestre
Når kongresdeltagerne ikke havde travlt på selve ASSITEJ-generalforsamlingen, hvis møder foregik på det historiske Hotel Nacional midt i byen, så teater eller deltog i workshops, hang man ud i Pabellón Cuba; et brutalistisk beton-byggeri fra 60’erne placeret centralt i byen, og hvor der altid var folk at netværke med over en kold øl eller drink til ud på de små timer.
Pabellón Cuba var også stedet, hvor det var muligt at gå til én eller flere af de mange receptioner, som deltagerne skiftedes til at arrangere for hinanden.
Hvad med god tysk øl, akkompagneret af en kunstner, der kunne synge opera-rap!? Eller hvad med et sydkoreansk orkester, der spillede cubansk musik på traditionelle asiatiske instrumenter, mens man nød en smagsprøve på en velsmagende nudelret? Eller hvad med et yderst velspillende mariachi-orkester, der kunne få en eller flere gode mexicanske øl til at forsvinde i halsen ret hurtigt? Eller hvad med en veloplagt optræden af Asguer Zap Showteater i anledning af den nordisk-baltiske reception, hvortil den norske delegation havde medbragt et stort telt, hvori receptionens mundgodter kunne serveres?
Nej, der var ingen undskyldninger for at kede sig på Pabellón Cuba. Og det var jo også her, at der blev netværket og afholdt en lang række møder – både formelle og uformelle i løbet af hele kongressen. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, som var på sin første verdenskongres, var selvfølgelig også at finde i den store mængde af internationale teaterfolk på disse varme netværksaftener. Og på spørgsmålet om, hvorvidt hendes tilstedeværelse her i Havana overhovedet kunne betale sig, svarede hun uden tøven:
»Jeg har haft møder og snakke med så mange interessante mennesker, som kun kan lade sig i sådan en sammenhæng her, hvor man pludselig befinder sig i grupper, man måske aldrig aktivt ville have opsøgt ellers. Det er så givende, og jeg har mange nye kontakter med mig hjem i tasken. Noget jeg aldrig i livet ville have kunnet opnå under f.eks. et Teams- eller Zoommøde – uanset hvor veltilrettelagt det ellers kunne have været med elektroniske break out-muligheder, etc. Nej, det direkte møde med nye mennesker er stadig så værdifuldt – måske især for os teaterfolk, der jo arbejder med en levende kunstart hver dag.«
Creative Europe på caribisk visit
Det store Creative Europe-projekt, BABEL – or the art of listening in TYA var også en del af kongressens officielle program. Teatercentrum i Danmark er såkaldt lead partner på projektet, hvis daglige styring varetages af konsulent Naja Birke på Teatercentrum i København. Alene projektets budget på i alt to mio. euro giver det en vis tyngde i det overordnede kongresprogram.
Projektets hovedaktivitet er normalt afholdelse af en række masterclass-workshops i forskellige lande i Europa, men projektet rækker også ud over Fort Europas grænser, og i Havana blev der således afholdt en regional workshop, hvor en stor gruppe udvalgte teaterfolk fra hele regionen fik mulighed for at blive undervist i hhv. kunsten at skrive for børn, og hvordan man arbejder systematisk med at fortælle historier for børn via scenografiske hjælpemidler.
Undervisningen blev varetaget af universitetsuddannede lærere fra hhv. Spanien og Chile og foregik i lokaler på et tegnefilmstudie i byens udkant. 12 timers undervisning blev det til i alt fordelt over tre dage. Kursisterne var mestendels spansktalende, men fire var udelukkende engelsktalende, hvilket komplicerede den daglige undervisning, der udelukkende foregik på spansk, lidt. Heldigvis var hjælpen nær i form af en lokal tolk, der kunne træde til med kort varsel – og som klaskede sammen af udmattelse hver eftermiddag, når undervisningen var slut.
Den vigtige scenekunst indgyder håb
Med det meste af kongressen allerede i bakspejlet mødtes jeg en søndag formiddag med dramatiker Jesper Bræstrup Karlsen, som var en del af den danske delegation, til en snak om hans umiddelbare indtryk af forholdene i Cuba i almindelighed og den lokale scenekunst i særdeleshed. Et cafébord i parken bag byens store, historiske Hotel Nacional tjente som base for vores snak, mens løsgående høns, skrigende påfugle og larmende cafégæster gjorde deres til at forstyrre vores samtale, der samtidig blev produceret som en podcast.
Jesper B. Karlsen har været i børne- og ungdomsteaterbranchen i over 25 år og har skrevet dramatik til utallige børne- og ungdomsforestillinger. Jesper er i første omgang på kongres for at blive inspireret, for – som han siger – så er det sundt at kigge lidt længere ud i verden og at sætte sig udover det eurocentriske teatersyn, som vi som europæere naturligt nok har adopteret over årene:
»Det er rigtig vigtigt at komme ud og høre og se, hvad de andre bakser med af problemer. Hvad bliver de inspireret af? Og især som verden ser ud lige nu, så er det vigtigt at lade sig inspirere af hvad som helst og bruge dette som en positiv energi i sit eget videre arbejde.«
Og selvom der jo er mange åbenlyse både kulturelle og økonomiske forskelle på hhv. Cuba og Danmark, så ser Jesper også mange ligheder, når vi taler om de forhold, som de lokale dramatikere og skribenter lever og arbejder under:
»De har problemer med, hvordan man taler til det politiske lag. De har problemer med, hvordan de skal finansiere den scenekunst, de gerne vil lave. Og de har problemer, hvem der skal sidde i vigtige stillinger for området. Så grundlæggende har vi de samme udfordringer, men – og det er måske det bedste af det hele – vi har også en glæde til fælles. En glæde over at arbejde med et publikum, som skal skabe vores fremtid.«
Og på spørgsmålet om, hvad Jesper især tager med sig fra Cuba i denne omgang, svarer han prompte – også selvom han godt kan høre, at det måske lyder lidt banalt i de arbejdende teaterfolks ører:
»Scenekunst er fantastisk. Det er forvandlende for de mennesker, der ser det. Og det er også forvandlende for os, der laver det. Det har en usvækket energi og kraft at lave scenekunst. For i scenekunsten er der en energi, et håb og en glæde – også blandt de cubanere, jeg har snakket med. Og dét er det virkelig dejligt at tage med sig hjem. Og dette giver os endnu en lejlighed til at huske hinanden på, hvor vigtigt det er at lave scenekunst.«
Revolutionsnostalgi og pittoresk forfald
Bare ordet ’Cuba’ fremkalder straks indre billeder hos mange – selv hos folk, der aldrig har sat deres ben i landet – af malerisk forfald, fattigdom, gamle amerikaner-biler, cigarrygende mænd i storblomstrede skjorter og gadeorkestre, der spiller landes sørgmodige sange på et hvert gadehjørne. Og ja, præcis sådan er det faktisk – nogen steder.
Men det er også et land med en stolt og overordnet set veluddannet befolkning. Her er kunstnerisk virkelyst og masser af talent – ikke kun indenfor teatret. Og folk er ambitiøse og kreative i alle livets forhold. Det er man nødt til at være i et land, hvor alt er op ad bakke i hverdagen. Der er nemlig knaphed på alt – mad, brændstof og energi.
Men som europæisk turistrejsende er det nemt at forfalde til misforstået og håbløs revolutionsromantik, når de mange gadeorkestre stadig synger om ’Comandante Che Guevara’ (den cubanske revolutions for længst afdøde – argentinske – frihedshelt), og når man stadig kan finde samme Che Guevaras samlede politiske skrifter i nye, genudgivne udgaver i vinduet eller på centrale pladser i enhver velassorteret boghandler. Jo, patos er der stadig ret meget af i Cuba.
Epilog: Uforglemmelige møder og mennesker
Patos var ligeledes en passende betegnelse for den stemning, som faktisk også prægede noget af kongressens sidste dag.
Her greb den nyligt genvalgte generalsekretær for ASSITEJ International, Louis Valente Sørensen, på generalforsamlingens formandspodium nemlig trompeten og spillede rutineret den gamle sang ’Inolvidablemente’ (uforglemmeligt) til ære for de ASSITEJ-folk, som var gået bort siden organisationens seneste generalforsamling. Én af disse var den danske teatermand og tidligere generalsekretær for ASSITEJ International, Michael Ramløse, der døde i januar 2022.
Louis Valente Sørensens trompetspil var en fin afslutningsfanfare på et storslået arrangement i den cubanske hovedstad, hvor byen altid summer af liv – om ikke andet, så høres lyden af et airconditionanlæg og et fjernt hanegal altid ét eller andet sted…
Søren Kristoffer Kløft er kommunikationskonsulent på Teatercentrum og PR- og presseansvarlig på Creative Europe-projektet BABEL – or the Art of Listening in TYA, som Teatercentrum er Lead Partner på.
