Storslået, stramt og sjovt. Så kort kan Årets Reumert 2024 beskrives. Den årlige fest for dansk scenekunst blev afviklet på under tre timer i det nye Teater- og Musikhuset ODEON, hvis imposante rammer passede fint til lejligheden. Det store scenerum var udstyret med smukke tårnhøje skulpturer og dekorative røde tæpper som et bånd til det klassiske teater. En flot ramme om et forrygende veloplagt sceneshow, hvor klapsalverne rungede i en lind strøm, der flere gange fik taget til at løfte sig.
Succesen skyldtes i høj grad værterne Marie Knudsen Fogh og Rikke Westi. De to skuespillere fortjener deres helt egen ekstra Reumertpris for sammen med musiker og komponist Kevin Eagle Oliver at levere en kaskade af rappe replikker og ustyrlig komik, der blev hjulpet på vej af ubeskrivelige kostumer og masker.
Marie Knudsen Fogh modtog i 2022 den traditionsrige Teaterpokal for sine evner som dramatisk skuespiller. Men hun er også et energisprudlende festfyrværkeri, som – uden at forklejne andre -viste, hvilket kolossalt kunstnerisk vingefang store scenekunstnere har.
Spektakulært festtøj
Oscar-festernes overgearede kostumepragt har fra starten sat deres spor ved uddelingen af Reumertpriserne, om end i langt minde outrerede udgaver. Årets fest var ingen undtagelse. ODEON vrimlede med begejstrede tilskuere i farvestrålende og spektakulært festtøj, hvor målet for en dels vedkommende mere syntes at have været at blive klædt af end at blive klædt på. Men efter pausen, der kun varede en kaffekops tid, blev de og resten af publikum slået fuldstændig af banen.
Marie Knudsen Fogh, som i forvejen optrådte med iøjnefaldende millimeterkort plyshår, indtog scenen splitternøgen i al sin skønne frodighed. Bort set fra et mindre stykke stof, som hun vist nok kaldte skridtbind og pænt takkede for, at nogen havde fundet til hende.
Efter at Rikke Westi, som stod for sin herlige del af løjerne, omsorgsfuldt havde tildækket sin medværtinde, fortsatte aftenens egentlig gode formål, uddelingen af Årets Reumert 2024.
Med en målrettet satire var der indledningsvis sat prop i udsigten til en aften fuld af alt for lange og alt for rørstrømske takketaler. De nominerede var også klogelig blevet advaret om, at talerne var tidsbegrænsede.
Blev det overskredet, og det skete forbløffende få gange, lød der advarende larm fra musikken og kontant besked fra værterne om at forføje sig ned fra scenen. Da det kneb for et større hold blandt prismodtagerne, blev de håndfast og med store armbevægelser gennet ned, mens komikken fik endnu en tak opad.
Velmotiveret hæderspris
Korte fyndige videoklip præsenterede den lange række af nominerede til de mange priser – 19 i alt -plus som nummer 20 Årets Hæderspris. Den modtog teaterinstruktør og dramatiker Christian Lollike for, som det bl.a. andet lød i begrundelsen fra Reumert-juryens forperson, Rie Hammer, ”at begejstre og provokere publikum og politikere med sine brutale, barske og begavede bud på samtidsteater, aktionskunst, musikdramatik og klassikerfornyelse”.
Christian Lollike kvitterede med en indsigtsfuld takketale for sin velmotiverede pris. Trods en vis bekymring over ikke mere at være en helt ung oprører lovede han at forsætte med at gå i clinch med virkeligheden. Også, når det ikke er populært blandt politikere og andre med magt og indflydelse. Hvilket skyldes, at han griber fat i tabubelagte emner, som mange helst vil lukke øjnene for, men konfronteres med og må tage stilling til.
Årets øvrige Reumert-priser viste en velkommen og tiltrængt vilje til bogstavelig talt at bevæge sig væk fra de store teatrets dominans, når det kommer til tildeling af landets forskellige priser. De faste scener og mere traditionelle teaterformer blev dog langt fra glemt, for samtlige skuespillerpriser gik til medvirkende i forestillinger på disse teatre. Men horisonten er udvidet til i høj grad at omfatte landets mange små teatre med og uden egen scene. Det var Teatergrad som velfortjent modtager af brancheprisen som Årets Teater et markant eksempel på.
Kunsten åbner øjne
Andre af de mange gode eksempler var Teatret Møllen, der både stod bag prisen til Årets scenograf, som Laura Rasmussen modtog for ’Margrethe I’ og prisen som Årets musikteater. Den delte Teatret Møllen dog med Æ Teater for forestillingen ’Omve’n hjemve’. I København var det forestillingen ’It’s so cute I’m gonna die’, der med prisen som Årets danseforestilling fik sat fokus på Gunilla Lind Danseteater i samarbejde med Blaagaard Teater.
Undervejs i showet blev prisuddelingerne fulgt op af stærke indslag fra fire forestillinger, der klart og klogt afspejlede Reumert-prisernes geografiske og genremæssige bredde og fordeling. Men det var også det ene punkt i aftenens forløb, hvor man kunne have brugt et par indslag mere. Der manglede lige en solo og en sang fra årets danser og fra årets operasanger blandt programmets andre numre, hvoraf flere var med musik.
Men der var meget at glæde over. Blandt andet at der midt i de mange visuelle muligheder, som moderne teknik byder på, blev taget et håndholdt følgespot i brug. Et fint billede på, at essensen af al scenekunst er levende mennesker. Det var dem og deres mangfoldighed at kunstnerisk indhold og kunnen og udtryk, der så fuldt fortjent blev hyldet og fejret.
Det blev understreget, da Marie Knudsen Fogh slog fast, at det, som kunsten kan, er at åbne folks øjne og være med til at forandre tingene.
