Duften af noget syntetisk duftstof rammer tilskuerens næse som et nostalgimøde med barndommens yndlingsviskelæder. Synet af lyserøde plastikforhæng gør øjnene store i mødet med en kunstighedsverden, som om man selv befandt sig som del af pastelfarvet legeunivers à la My Little Pony i oversize. Samtidig hviner omkringvimsende hundehvalpedukker i batteridrevne kravlebevægelser og pisker stemningen op til det maksimalt nuttede.
Danseforestillingen ’It’s so cute I’m gonna die’ topper virkelig på nuttethedsskalaen. Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater har skabt en tiltrækkende og fuldstændig bizar forestilling for både teenagere og voksne.
Personligt har jeg nok aldrig set så KUNSTIG en forestilling før. Alt er af plastik. Alt udføres overdrevet og påtaget. Alt virker kalkuleret, som om det hele var skabt af en legetøjsspekulant og en psykolog i uhyggelig masseforførelse. Med nuttetheden som en ultimativ kamuflage af noget, man først sent opdager egentlig er destruktion, vold og krig. Noget af en mundfuld, når man ellers bare sidder og betragter nogle cute plyshvalpe piske rundt mellem ihhhh-hvinende dansere.
Angrebslysten lyd
I ’It’s so cute I’m gonna die’ har koreografen Gunilla Lind fundet et stærkt personligt og uforudsigeligt udtryk, der kombinerer hendes særlige sans for komik med en voldsom samfundssatire, der svier.
I hendes danseforestilling ’Vanity of Modern Panic’ fra 2018 skabte hun et lyserødt kvindeunivers, hvor kvindens forfængelighed og satsen på det ydre udtryk blev parodieret med gakkede kostumer og absurde bevægelsesgentagelser.
Universet i ’It’s so cute I’m gonna die’ er også lyserødt. Eller rettere: Alle nuancer fra lyserødt til pink og lilla. Scenografien er af Lise Marie Birch, der lige nu er ’queen of pink’ blandt danske scenografer.
Sammen med Lars Englund Frimann har hun skabt en klaustrofobisk plastikverden af et bugtende badeforhæng, der hele tiden skifter farve og stemning, fordi det belyses så dramatisk af Thora Eriksens idylsatiriske lysdesign. Altsammen åbenbart hjulpet på rette nuttethedskurs af Emma Holten, der har været ’cute-konsulent’ på forestillingen.
Men hvis man tror, at denne forestilling virker ’tøset’, så tager man fejl. Komponisten Lydmor har skabt en angrebslysten lydside med lutter kunstige toner – som om computermanipulationen af musikken i sig selv er belagt med pink overtoner. Instrumenterne svinger fra xylofonagtige hyggetoner til skingre glasklokker, og nedenunder ligger en opslugende dundren, der afspilles med så høj volumen i Blaagaards gamle teatersal på Nørrebrogade, at både sæder og tilskuerkroppe ryster og dunker. Ubehageligt og pågående – og ørepropinviterende. Med en vibrerende trussel, der ellers ligger langt fra den lyserøde wrapping på scenen.
Tante Grøn på speed
Forestillingens fire veloplagte dansere bærer truslen med sig. De dukker godt nok op iført plastikkostumer med crop tops og shorts med flæser – og med babyhuer med dyreører. De er klædt i hver sin farve: Gul, grøn, blå og lilla. Men dette er ikke tantehygge som i Elsa Beskows gamle børnebog ’Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla’. Dette er Tante Lilla på speed og Tante Grøn i catwalks-positurer med hårde hæle – og Tante Lilla med kyniske hofteskub og sølvballoner i stedet for paraply.
’We all know there are lines we don’t cross!’ Sådan lyder en digitaliseret stemme i den hårdtslående og effektive mottoagtige tekst af Rikke Frigast Jakobsen, der som forestillingens dramaturg også har sørget for sikre overgange mellem scenerne, hver gang den syntestiske stemning nærmer sig det ubærlige.
I Gunilla Linds koreografiske verden findes intet ægte og intet levende. Her er kun udvendighed og kunstighed. Lige som de små hundehvalpedukker bare bliver ved med at bevæge sig forover, når de banker ind i flæsekanten på det lyserøde gulvtæppe, så bliver danserne også ved og ved med at banke ind i væggen eller at kaste sig ind over hinanden uden bremseklodser.
Danserne Alvilda Faber Striim, Josefine Elba Ibsen, Ruth Rebekka Hansen og Marcus Alexander Roydes imponerer med en nærmest grotesk nuttethedskonsekvens. Til at begynde med bevæger de sig alle fire rundt i fotolækre positurer, unisex og uden køn. Så skifter de gear og sætter sig selv i slowmotion, hvor de fletter sig ind i hysteriske bunker af arme og ben. Med forbavsede øjne og arme, der rækker ivrigt ud efter hinanden.
Alle slår alle
Men så smider de deres dyrehuer og flæseoverdele. Akkurat lige som hundehvalpene strippes for deres pynteplys, så man kan se ind til dukkerobotternes rå batterihylstre, så ser man her tilsyneladende ind til deres dansernes urkroppe. Deres urinstinkter pibler frem, og pludselig forvandler de søde kærtegn sig til aggressive udfald.
Den utrætteligt stærke Marcus Alexcander Roydes springer op i luften og drejer, hvorefter han lander liggende på gulvet og ruller rundt. Ikke én gang, ikke to gange, men utallige gange, igen og igen – fuldstændig som en robot, der er gået i uhyggeligt loop. Og en af kvinderne griber pludselig fat om noget, som ligner et konfettirør, men som måske bare er et symbolsk urvåben: Staven, der kan slå en anden ihjel.
Så bryder volden ud mellem disse ’nuttede’ skabninger. Den accelererer ind til det ulidelige, mens Lydmors lyd vokser brutalt til det monumentale. Krigen er total: Grøn slår gul. Blå slår lilla. Alle slår alle.
Tilbage står urmennesket. Sejrende som en fætter til en af de to vildmænd i Danmarks kongelige våbenskjold – eller som en truende AI, der dyrker ’de nuttede arters udryddelse’? Uanset hvordan man tolker slutningen, så er Gunilla Linds nærmest hypnotiserende danseforestilling et syntetisk sansebombardement af kvalmende kunstighed og viskelæderduft. Øredøvende og øjenflænsende. Med satire, der svier.
