Indledningsscenen forvarsler, at stykket intet rigtigt har at byde på: Mira ankommer helt overlæsset med bagage. Ud over sin rygsæk slæber hun på fire store tilsyneladende fyldte bæreposer. Hun slår sig ned på en lille bænk og signalerer træthed, mens hun forklarer, at hun ikke er vokset op i en kernefamilie, og at det i dag er ”skiftedag”.
Men det er tydeligt for enhver, at der ikke er noget indhold i poserne – de vejer intet. Det er fake. På lignende vis er teaterforestillingen skruet sammen uden vægt og som et forsøg på at efterligne et bogforlæg i form af et julekalenderbog i 24 afsnit, som Sabine Lemire har forfattet, og som Rasmus Bregnhøi har lavet illustrationer til. Men bestræbelsen på at oversætte fra et prosa-skrevet tegneserieunivers er helt forfejlet.
En forståelig…
At være skilsmissebarn er i dag nærmest lige så almindeligt, som at være barn i en familie, hvor forældrene bliver sammen. I det lys giver det god mening at forfatte en tekst om, hvor frustrerende det kan være at være delebarn i familier, hvor far og mor ikke kan finde ud af at tackle situationerne, men i stedet opfører sig tåbeligt og tager dumme beslutninger hen over hovedet på deres børn.
I ’Miras jul’ kan en del børn blandt publikum givetvis genkende en mor, som konstant tror, hun ved bedst. Som helst og oftest bestemmer alting. Som nødigt vil give den bortrejste far plads. Og som samtidig undervejs viser, at hun elsker sit barn. Ligesom en far, der mere eller mindre kejtet forsøger at skabe kontakt og få tid med sit barn, er en far, som vækker genklang.
Sabine Lemire, som i øvrigt var en af deltagerne på Dramatiker Væksthus 2019/2021, har skruet historien sammen af mundrette replikker i et nutidigt sprog, der undervejs består af bevidst ‘unge vendinger’.
Den udspiller sig en december-måned, hvor næsten alt og alle er stride overfor Mira. Miras forældre vil have, at Mira selv finder ud af hvem af dem, hun vil holde jul hos. Og i skolen får Mira en meget ondskabsfuld drillenisse.
Men lige før juleaften ender alt i fryd og gammen. Nissemysteriet bliver opklaret. Og den 24. bliver en aften, hvor Mira har begge forældre omkring sig og hvor alt ånder fred.
… men også noget forkludret fortælling
Det bagvedliggende budskab – som ekspliciteres flere gang – er at gøre opmærksom på, hvor urimeligt dumt voksne og i særdeleshed forældre kan opføre sig. Samt hvor lidt der skal til for at noget godt kan opstå.
Teksten taler i sit tydelige sprog (med replikker som ”det gik da meget godt”, ”men vi gjorde det” og Miras opremsning af, at juleaften blev en, hvor ingen sloges, ingen græd, ingen fik forstoppelse, og ingen skændes) for, at skilsmisseforældre med held kan fejre jul sammen med deres fælles barn. Ovenikøbet med papsøskende, papbedsteforældre og en (sær) voksenven.
Men det virker noget forlorent, og logikken holder ikke rigtigt vand. Det fremstilles til slut som om fællesjuleaftenprojektet har været Miras, men det er Miras mor, som får ideen og gennemtrumfer den overfor Miras far som en idé, hun er blevet enig med Mira om.
Fadæsen med Miras drillenisse er også med for at vise, hvor tåbelige voksne kan være. Det er Miras matematiklærer, der sender Mira stinkende pakker, fordi han vil hævne sig på den ondskabsfulde nisse, han selv har fået og som han tror er Mira.
Hans drillenisse er imidlertid klassens hystadepige, ‘drama queen’-Beate. Èt er at vi lynhurtigt og lang tid før det lægges ind i fortællingen gætter, hvem de to drillenisser, er. Noget andet og værre er, at det er en noget letkøbt og forsimplet måde at fremstille voksnes voksensvaghed.
Teksten er i det hele taget temmelig ‘flad’. Den savner i den grad nuancer og musikalitet. Det kan meget vel være, at Lemires tekst fungerer i bogens tegneserieregi med adskilte men alligevel sammenhængende julekalenderafsnit. Men hendes dramatisering virker på scenen nærmest dilettantisk. Det samme gør iscenesættelsen og scenografien, fordi man i såvel arrangementer som visualitet vil imitere forlægget.
Utæt illusion
For publikummer, der måtte kende til Rasmus Bregnhøis tegneserieillustrationer, er der måske noget sjovt at hente i at se hans streg gå igen i bygninger, klasselokaler og stuer på en teaterscene. Men som kulisserne tager sig ud i form af store bemalede papstykker, der konstant vendes og drejes, er det både uskønt og forstyrrende for forestillingen.
Illusionen bliver slået i stykker alle de gange, man i mellemrummene mellem kulisserne ser skuespillerne spæne forbi bagved for at nå over i scenens anden side for at være klar til at entrere i nye kostumer som en anden rolle end de spillede umiddelbart før. Helt galt går det i en scene, hvor Mira mødes med begge sine forældre og som bagkulisse har sit klasseværelse i skolen!
Havde der været tale om en parodi eller en leg med det at koble tegneserieuniversets tegninger med teatermediet muligheder for rumindretning, kunne det måske have fungeret. Men her spreder tegningerne og brugen af dem i stedet mestendels en stemning af amatørisme.
Galoperende zap
Mette Ovesens arrangementer består af til stadighed hurtige skift. Line Vejgaard Kjær, Marie Vestergård Jacobsen og Mikkel Moltke Hvilsom pisker ud og ind af scenen.
Line Vejgaard Kjær har kun rollen som Mira at holde styr på, og den spiller hun hele vejen igennem på en lidt påtaget indlevet og noget glat måde. Vi kommer aldrig rigtigt ind under huden på Mira, og Kjærs spil fortæller os heller ikke rigtigt, hvor gammel Mira er.
Mikkel Moltke Hvilsom bevæger sig mere frit, nærmest som en fisk i vandet. At han er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia fornægter sig ikke. Hvilsom gestalter hurtigt og smidigt en lang stribe af roller: Far, papfar, morens mange kærester samt flere af Miras venner og hendes matematiklærer.
Og Marie Vestergård Jacobsen viser, at hun gelinde og med naturlig charme kan springe fra figurtegning til figurtegning som Miras mor, Miras klassekammerater og en lærer.
De tre medvirkende har susende travlt i en iscenesættelse som synes at ville ‘please’ og plagiere det hurtige og abrupte ved tegneseriegenren. Men som teater fungerer det ikke, at alt skal skifte så hurtigt og foregå i ryk, der næsten fremstår mekaniske. Nok et minus er, at skuespillerne ikke får mulighed for at folde deres spiltalenter ud.
På papir kan tankebobler, der illustrerer en persons tanker, fint afløses af tegninger, som illustrerer hvad personens siger højt. På scenen bliver det løst ved, at Mira skifter kropspositur. Drejene fungerer ikke rigtigt og de drukner i alle de øvrige drej og den fortravlede vigør.
Skuespillerne synes at bruge lige så meget tid på at omrokere og dreje scenografiblokke, løbe bag dem og skifte kostumer, som på at spille de mange forskellige roller foran papkulisserne. Og med roller i pap og rekvisitter i pap.
Rodet og postuleret hjertefest
Som finale skal de tre skuespillere tillige spille sammen med roller og rekvisitter i pap. Hidtil har det kun været Miras pap-drillenisse, de har skullet styre. Nu skal de ikke blot spille Mira, mor og papfar. De skal også bringe papudgaver af julemad, julegaver og julegæster ind på scenen, og de skal slæbe figurer af Miras far, papmor, papbedstemor, papbror med flere ind, spille sammen med dem og agere dem.
Det bliver en pæn kende både hektisk og rodet. Uanset den humor, der er indlagt med en vegansk papmor, en korsyngende veninde, der synger pivfalsk og en papbedstemor, der er meste til de våde varer.
Det værste er dog, at finalen ikke troværdigt formidler budskabet om sammenhold og hjernernes fest. At slutscenen postulerer at være en kulmination på noget godt, som vi slet ikke i forestillingen nuanceret har oplevet udvikle sig.
