Intentionen er god nok: At ville fortælle en historie om homoseksualitet for børn på fem til ti år. At ville formidle, at to mænd også og lige så vel som en mand og en kvinde kan blive tiltrukket af hinanden og elske hinanden. At det er normalt, at der intet galt er i det.
Problemet opstår når både tekst og servering kokser. Når der ikke er hoved og hale i historien. Når iscenesættelsen er sjusket og ubehjælpsom uinteressant. Når skuespillet og dukkeføringen er slap og ringe. Når de tre handskedukker håndværksmæssigt er dårligt udført. Og når det scenografiske udtryk er letkøbt og rodet.
Titlen refererer til to personer. Simon Samler som iført arbejdstøj samler og sorterer skrald og som en dag bliver positivt distraheret i sit arbejde, fordi han møder den hvidklædte mand, Ingenting, som han bliver forelsket i.
Med til historien hører også Simons mor, en under tagryggen boende rappenskralde, som henslængt fra den sofa, hun knapt gider lette sig fra, fortæller, at hun er fast besluttet på, at Simon skal giftes med en kvinde. Ligesom Simon Samler og Ingenting er hun en handskedukke.
Hertil kommer nok en person, den skraldemand, som har placeret et kasseret dukkehus ovenpå en stor grøn skraldespand, der står på en lille rundt imiteret græsplæne med blomster hist og pist.
Skraldemanden spilles af Harald Maxmillian Stoltenberg iført skraldemandsvest og Kansas arbejdsbukser. Og endelig kan man også sige, at forestillingens dukkefører og skuespiller Harald Maxmillian Stoltenberg selv spiller en rolle, nemlig den at introducere en slags forhistorie til historien: En fortælling om, at han som barn legede med biler, men også havde sådan lyst til at få et dukkehus at lege med og spille dukketeater i, ligesom han gjorde ovre ved naboens pige – men det var ifølge hans mor forbudt for drenge.
'Sådan er det heldigvis ikke i dag', siger Stoltenberg og slutter introduktionen af med at sige, at nu spiller han dukketeater.
Ingenting lander på en tagryg
Efter den noget pædagogisk forklarende prolog vipper Stoltenberg skraldespandslåget ned, tager handskedukken Simon Samler på den ene hånd og lader ham sortere ting og sager fra dukkehuset i små kurve med forskellig påskrift: Træ, Plastik, Elektronik osv.
Det er muligt at børnepublikummet følger med i, om Simon Samler sorterer affaldet rigtigt eller forkert. Men som dukkespil bliver det udført helt uden energi og appel.
Snart efter kommer Ingenting svævende hen over dukkehustagryggen som en hvidklædt skikkelse. En engel? Et spøgelse? En hvad for en? – tænker vi som publikum. De yngste bliver i al fald ladt grundigt i stikken.
Simon Samler sværmer omkring Ingenting i en visning af noget, der skal ligne tiltrækning, men reelt er uden magi. Dertil række hverken iscenesættelsens greb eller dukkernes udtryk. Med til førstemødet hører også en forkludret replikudveksling mellem Simon Samler og Ingenting.
Ingenting fortæller, at han ingen steder har at bo, at han gerne vil bo hos Simon Samler, og sammen drikker de kaffe. Ingenting spilder kaffe og må derfor vaskes og lægges til tørre – behændigt arrangeret, for da ligger han klar til, at Simon Samlers mor kan slå sin heteroseksuelt orienterede klo i ham med replikken: 'Min søn skal giftes med en dejlig dame, som kan danse tango og hænge gardiner op' – for derpå at kyle Ingenting ned i skraldespanden.
Tango og gardiner
Man kan ikke fortænke de små publikumspoder i at måbe over et fortælleforløb, der udvikler sig til, at Simon Samlers mor kyler Ingenting i skraldespanden for senere at acceptere, ja ligefrem holde af Ingenting, da han demonstrer, at han både kan danse tango og hænge gardiner op.
Og Simon Samler? Han får ondt i brystet og ringer til lægen, der giver ham den besked, at han skal følge sit hjerte. Sit hjerte finder Simon Samler vajende på en pind med en Amors pil skudt gennem sig. Hjertet peger ned i skraldespanden og på den måde redder Simon Samler Ingenting op.
Efter en noget ubehjælpsom replikudveksling a la: 'Jeg er en mand, og du er en mand'. 'Jo det kan man godt, hvis man vil være sammen' og 'Jamen så siger vi det', lover Simon Samler og Ingenting hinanden, at de altid vil være sammen. Svigermoderen – som undskylder sine handlinger – vindes som sagt med gardiner og dans.
Og vi – vi sidder tilbage med en historie uden interessant hoved og hale. Med en sjusket og uinteressant iscenesættelse. Med et skuespil og en dukkeføring, som ikke udviser begreb om variation og timing. Med dukker, som i det fysiske udtryk er udført med et minimum af forskellighed. Og med en scenografisk kulisse, som virker rodet og sjusket dækket af.
Sammenlagt er der ikke andet at konkludere end, at en forestilling så blottet for professionelt anstrøg må siges at blive tilbudt under forkert varebetegnelse.
