Da romantikken, og ikke mindst nationalromantikken, fejede over Europa i første halvdel af 1800-tallet, var indsamlingen af de forskellige landes gamle folkeeventyr en af kerneopgaverne. Og gudsketak for det. Gåsemors fortællinger fra Frankrig kom til hæder og værdighed og genskabelse, Brødrene Grimm skabte deres samling over tyske (og flere andre landes) eventyr, Elias Lønnroth samlede den finske fortællertradition i 'Kalevala'. Og så videre.
I Norge var der særligt to unge mænd – Peter Christen Asbjørnsen og Jørgen Moe – der begyndte den langvarige indsamling af eventyr , som stadigvæk levede i bygd og by i mundtlige overleveringer fra gammel tid.
Ambitiøst
Syddjurs Egnsteater skal have honnør for at have hevet tre af de mest centrale eventyr ud af Asbjørnsen og Moes tre tykke bind: 'Askeladden og de gode hjelperne' – eller 'Askefis' på dansk i 2009 (da de endnu hed Teaterkompagniet), 'Kvitebjørn Kong Valemon' eller 'Østenfor solen og vestenfor månen' i 2012, og nu 'De tre kongsdøtrene i berget det blå' eller 'I det blå bjerg' i 2014.
Alle har været fremført som dukketeater med synlige dukkeførere, med skiftende instruktører og delvist også skiftende aktører. Men to personer har stået centralt i hele trilogien: Selv om dukkerne har fået forskelligt udtryk og udformning i de tre forestillinger, har ansvaret for scenografien og dukkerne hele vejen ligget hos Niels Secher. Og som teaterleder – og med sin norske baggrund – har det været Hege Tokle, der har stået for trilogi-ideen som sådan.
Så meget om baggrund og anerkendelse af det ambitiøse projekt.
Ung pige forsvundet!
Kongen er ulykkelig. Han og hans dronning har ikke kunnet få børn. En gammel kone, en heks, kommer til og spår at han vil få en datter, både fin og smuk, men hun må ikke gå udenfor en dør, før hun har fyldt 15 år. Ellers vil en frygtelig storm hente hende og tage hende væk.
Det går, som det altid går i eventyret. Prinsessen fødes året efter og alle er lykkelige. Men 14 år gammel overbeviser prinsessen den trofaste vagt om, at 'en lille tur i haven' ikke kan være farlig. Med fæle konsekvenser, for stormen kommer, og væk er hun.
'Den der finder prinsessen, får både hende og det halve kongerige!' råbes der ud over hele landet, og mange brave mænd vil prøve lykken. Uden held. Til sidst er der en kaptajn og en løjtnant, der vil af sted, og de får – trods modvilje og nedladende kommentarer – en menig soldat med på vejen.
Selvfølgelig er kaptajnen og løjtnanten de dumme og svigefulde, og selvfølgelig er den menige soldat helten i vores eventyr. Det bliver ham, der overvinder den skæggede olding og får sandheden ud af ham om, hvor prinsessen kan findes. Og det bliver ham der har det fornødne mod til at lade sig fire helt ned gennem ild og vand til det blå bjerg – den underjordiske verden hvor den grumme trold bor, og hvor prinsessen holdes fanget. Og hugger troldens hoveder af, ét for ét, alle tre.
Og det bliver de to svigefulde officerer, der haler prinsessen op og cutter rebet til den menige soldat. Hvorpå de tager prinsessen i triumf tilbage til kongen og efterlader vores helt i underverdenen.
Men i eventyrene findes der altid et råd, for eksempel i form af en ørn som kan flyve helten ud af bjerget, så retfærdigheden kan sejre til sidst.
Både enkelt og mangfoldigt
Scenografien til 'I det blå bjerg' består af tre trappestiger, stoffer der kan danderes i alle mulige former og faconer, og to enkle kasser på forscenen. Det er forbløffende hvor smidigt dette – også med lysets hjælp – lader sig forvandle fra slot og by til bjergtoppe og slugter og videre til det blå bjergs skumle indre. Ingen fesen naturalisme, det er råt tilhugget og har masser af hår på brystet.
Det samme gælder dukkerne. De er hverken smukke eller bedårende, ikke engang prinsessen, men kraftigt udtryksfulde. Vagtsomme, enfoldige, glade, naive, durkdrevne.
De er en fornøjelse at følge, og den tre-hovedede trold er helt fantastisk – en blanding af kinesisk løve, afrikansk maske og en hjernedød Voldemort.
Udtryksfulde, ikke mindst fordi de bliver ført af to meget dygtige førere – Margit Watt-Boolsen og Kenneth Andersson. Deres samspil med dukkerne er forbilledligt. Både de 'store' dukker der går i ét med deres fører, og de små handskedukker bagved et forhæng – både spil og skift foregår smidigt og uden stress.
I det hele taget: 'I det blå bjerg' er en god historie, spændende fortalt, med mange sjove detaljer, en god morale og en lykkelig slutning.
Hvornår får vi den samlede trilogi at se?
