Af: Randi K.Pedersen

8. januar 2009

Udspekuleret undertrykkelse

En voluminøs musikalsk farcestil slører substansen i en historie om magt og undertrykkelse.

Er imperialisme kun et begreb for gamle venstrefløjsflippere? Eller er det en realitet, teatret kan vise frem og gøre moderne børn klogere på. Teatret Batida tror tydeligvis på det sidste, men lykkes kun delvis med at vise, at det er ikke helt forkert. Forestillingen om Herman, der lander med en faldskærm midt i dukkeskoven, er en moderne eventyrhistorie om overgreb og undertrykkelse – både personligt og verdensomspændende.

Det er ikke en hær af farlige soldater, der forgriber sig på de overmodne og groteske dukkedamer, som – afslører det sig – er mægtig opsatte på at blive ”hvide”. Det er meget mere udspekuleret. Her er vejen til magten kridhvid kultur
imperialisme, og den er mere klædelig, end grov vold.

Herman er ikke en led karl i grimt kamouflagetøj. Han er en pæn actionmand af vor tid og kultur, der optræder i kridhvidt jakkesæt og cowboyhat! Derfor lægger man ekstra mærke til den sorte pistol, han har i bæltet. Det vil sige vi – publikum – gør. Mens dukkedamerne hverken ser eller hører faresignalerne.

De lader sig tværtimod villigt forføre af Hermans snak om Tidsånden.
En luftig størrelse, der giver avanceret teknik og tidstyranniet på det enorme vægur langt større plads, end demokratiet. Så selvom den hvide mand måske bilder sig ind, at han vil det gode, så kan det kun ende det galt.

Fladtrådte klichér

Det gør det også, efter alt for mange og lange forviklinger. Så galt, at det koster Herman livet, og dukkedamerne vender tilbage til deres dukkeskov. Ikke ligefrem en lykkelig slutning på den lidt tynde historie, der fungere bedst, når de medvirkende griber til musikken. Instrumenterne hænger de skæggeste steder og dukker pludselig frem, mens sangteksterne løbende kommenterer de mere eller mindre vanvittige situationer.

Hu hej går det over stok og sten, når ikke lige den hvide mand går i stå, fordi hans tidsur
går i udu. Men desværre slører iscenesættelsens voluminøse, musikalske farcestil hurtigt forestillingens sympatiske intentioner. Skuespillet savner nogle finere nuancer og karakteristikker, der kunne gøre dukkerne menneskelige. I stedet bliver de ikke meget mere end fladtrådte klichéer, og man kører træt i strømmen af komiske påfund, der overdøver substansen i indholdet.

Når Carmen fra dukkeskoven maler sig hvid i hovedet, gifter sig med Herman og straks giver sig til at støvsuge, er symbolikken sjov og til at forstå. Men når dukkestellet til sidst ryger sig en tur og Herman bliver skudt ligeosm i Bizet’s opera! er det mere fjollet end tankevækkende.

Fint nok, at de fire, klumsede dukkedamer gør oprør mod den hvide, mægtige manipulator og igen finder sammen i fælles forståelse af, at de aldrig kan og skal blive hvide. Men netop fordi det faktisk sker, er det er svært at se det skægge i, at de i stedet for udvikling vælger at vende verden ryggen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.