Der hviler en fascinerende ro over WunderVerks 'Udsigter fra min bedstemors køkken'. Forestillingen er intim i allerhøjeste grad. Den er eksklusiv i den forstand, at der kun bliver lukket 10-12 publikummer ind til hver forestilling. Og særlig på den måde, at den foregår i et privat køkken, hvor man bænkes tæt omkring et køkkenbord.
Køkkenet skal spejle det sønderjyske køkken i det hus, hvor Annette Asp Christensens bedstemor Johanne Hansen tilbragte hele sit liv.
Forestillingen skildrer Johannes liv og den gør det i et samspil med Anette Asp Christensen, som både spiller sig selv og animerer bedstemoren i form af en live-size dukke.
Asp Christensen finder dukken frem fra en hvid kuffert efter først at have introduceret os for sin lyst til og arbejde med at søge tilbage og finde ud af, hvorfra hun kommer, hvordan livet har været for hendes rødder og hvad nationalitet vil sige.
Lyslevende dukke-bedstemor
Vi kommer langt omkring. Det giver i sig selv en intimitet at sidde sammen rundt om et lille kaffebord, hvor vi af bedstemoren får serveret friskbrygget kaffe, boller med tandtykt smør og svesketærte.
Nærheden er i høj grad betinget af, at Anette Asp Christensen selv er så nærværende og troværdig, når hun med et intenst blik fortæller om hvordan hun har fundet ting og minder frem.
Det forstærkes tillige af det nærvær, man oplever sammen med bedstemoren, som Christensen animerer meget overbevisende – ved at forandre sin stemmeføring til sønderjysk dialekt og ved at trække ordene anderledes langsomt ud.
Det tilfører også meget godt, at den dukke, hun selv har fremstillet, er så udtryksfuld og kan få så plastisk og levende gammel-kone-mimik. Christensen trisser af sted som bedstemoren med blå kjole, godt furet ansigt og en stærk og følsom absoluthed i mælet på en måde, så vi lynhurtigt kommer til at knuselske den gamle dame.
Den lille miniaturemodel af bedstemorens køkken, som hun finder frem og anbringer på bordet foran os, er også med til at skabe billeder af og tanker om Johannes liv.
Soldatertumult
Via færdiggørelse af svesketærten og med et lille kortudsnit og små legetøjssoldater breder Asp Christensen historien ud til en slægtsskildring og med det en omfattende og meget detaljeret fortælling om, hvor mange forskellige folk (vendere, vikinger, danere m.fl.) der gennem tiden har erobret og bosat sig i området. Hvordan grænserne flyttede sig nye steder hen over tid. Og hvordan krigene medførte at folk blev sårede, måtte flygte eller døde.
Det er lige før, at grænselands-historielektionen bliver for omfattende – også fordi den måde, hvorpå den bliver iscenesat, sker ved nærmest at kaste soldater ned på landkortet og rykke dem hastigt rundt sådan lidt huler-til-bulteragtigt.
Måske en sådan facon for at tilkendegive krigs voldsomhed og absurditet. Men det virker også flimrende, og det har et strejf af noget upræcist og sløset.
Intimt format og herlig kontakt
Heldigvis opvejes det fint af den intime stemning, som det lille format giver, og af den gode kontakt man som publikum får med både Anette Asp Christensen og hendes bedstemor.
Det er via den fysiske tæthed og via de to mennesker – det de faktisk siger og den både lune, humoristiske og kontante måde, hvorpå de viser os (håndskrevne hæfter) og serverer (uddrag af et sønderjysk kaffebord), at der vokser tanker og følelser frem i én. Tanker omkring rødder, tilhørsforhold, nationalitet, behov, handelsmagt og finansinteresser, forandringer i tid og geografier og meget mere.
