Vi kan se det hele. Se magien blive til. Den lille forestilling er som en tryllekunstner, der afslører alle sine numre – det er det, der er det fascinerende ved det. At se det umulige – forestillingens titel – blive muligt ved hjælp af små, sindrige tricks på computeren og på scenen.
Det er denne vekselvirkning mellem det tekniske og det magiske, der er forestillingens ide. På en blå scene – og en bestemt tone blåt kan blive ‘usynligt’ i en computer – udfolder to skuespillere sig. Dels med at fortælle en ordløs historie, dels med at skabe rammerne for historien i tæt samarbejde med to travle teknikere, der hygger sig i en rigtig teknikerhule med opslagstavle, computere og rekvisitter til venstre på scenen.
Den ordløse historie er en blanding af et moderne rumeventyr og den klassiske fortælling om Orfeus og Eurydike. Orfeus, der elskede sin Eurydike så højt, at han begav sig til dødsriget for at tigge døden om at få hende igen. Og det fik han på den betingelse, at han på vandringen tilbage til livet ikke måtte se på hende en eneste gang. Men da kærligheden var så stor, måtte han bare kaste et blik på hende, og vupti, forsvandt hun for altid tilbage i dødsriget.
Overrumplende visuelle effekter
Denne myte blander forestillingen med den 14 minutter lange film ‘Rejsen til månen’ – angiveligt den første rumfilm nogensinde, skabt af den franske filmpioner Georges Méliés helt tilbage i 1902. Afsættet er, udover det blå scenerum, en lænestol, en briks, et vindue og nogle mindre rekvisitter. Blandt andet en oppustelig jordklode-badebold, som ved hjælp af en vindmaskine holdes flyvende i lokalet, men indfanget af kameraet og vist på det store lærred i baggrunden forvandles til det nydeligste himmelrum. På samme måde som lænestolen, en papirflyver og en gastænder til komfuret kan blive til et rumskib, set gennem kameraets optik og computerens teknik.
Det er ikke mindst forholdet mellem de banale rekvisitter og den overrumplende visuelle effekt, der gør indtryk og fortæller os noget om, at meget af det visuelt voldsomme, vi ofte ser i eventyrfilm, kan skabes ganske enkelt, bare ideerne og teknikken er til stede.
Men naturligvis er historien også vigtig. En rørende historie om mødet mellem en mand og en kvinde, forelskelsen, forlovelsen, vielsen og bryllupsrejsen sydpå. Hvor det går galt med et bid af en giftig søslange, hendes død og hans fortvivlede kamp for at vinde hende tilbage til livet, mens billederne på mobilen fra bryllupsrejsen danner effektfuld baggrund for mandens genoplevelse af historien.
Og som et ansigt i den måne, der er det faste symbol i forestillingen, ser han hende, konstruerer et rumskib og møder hende på månen. Dejlige scener udfoldes, hvor deres vægtløshed skabes med skuespillerne uroligt liggende på det blå gulv, mens filmen viser dem svævende i det tomme rum.
Perfekt til rollerne
De to skuespillere, Mads Wille og Mia Lerdam, passer perfekt til rollerne i de ofte sort-hvide filmindslag. Han som en blid machomand fra 1950’ernes filmkatalog, hun tilsvarende sval og sød i enkel hvid kjole. Der er et vemod og en længsel over nærbillederne af deres ansigter undervejs, der fint passer sammen med det enkle klaverakkompagnement og den meddigtende lydkulisse.
At historien må ende trist, giver sig selv, men den fortælles sindrigt i en blanding af drøm og virkelighed, tilbageblik og nutid, der giver os noget at tygge på undervejs. Sammen med fornøjelsen over alt det tekniske.
Ganske som forgængeren ‘Greenboy’, der brugte farven grøn som usynlighedsskabende effekt, bliver ‘Impossible’ til en underfundig blandingsoplevelse af film og teater for både børn og voksne.
