Det er ikke så ophidsende, som det lyder. 'Etnoporno' er et svensk-opfundet begreb, der beskriver den skræk-effekt, massemedierne tjener penge på at skabe omkring mennesker med anden etnisk baggrund.
Forestillingen er desværre heller ikke så ophidsende, om end den svenske monolog rummer tankevækkende pointer undervejs.
Skuespilleren Amira Jasmina Shalaby Jensen spiller en ung pige med anden etnisk baggrund end dansk, som det så mundret hedder. Hun drømmer om at erobre vinderpladsen i 'X-Factor' – ikke blot for at blive berømt, men også for at skabe sig en kampplads for sine synspunkter. Hun er nemlig træt af den stadige og stædige mistænkeliggørelse, der klæber til folk med især muslimsk baggrund. Træt af både den negative og den positive diskrimination.
For ikke alle muslimer er potentielle bombemænd eller skal opfattes som ofre, der partout skal hjælpes af velmenende politikere og meningsdannere. Ganske vist har hun en bror, der er blevet fanatisk grebet af det religiøse – ham vil hun ikke være voldsomt stolt af at vise frem i 'X-Factor' – men hun afskyr det, han står for og hun vil ikke slås i hartkorn med ham. Det er det, medierne gør efter hendes mening. Opfatter alle ens – som potentielle trusler mod danskerne. Det er det, de tjener deres penge på – ved at ophidse og skræmme. Det er etnopornoen i samfundet, synes hun.
Gode takter i teksten, men…
Som vinder af 'X-Factor' kunne hun i stedet blive et symbol, dagdrømmer hun. Et symbol på frigørelse, især for kvindernes vedkommende. Med magt vil hun tvinge alle mænd til at indse, at kvinder skal have total seksuel og politisk frihed. Hun vil være revolutionær og gøre op med fordomme og fordømmelse, både i egne og andres rækker.
Tjuhej, hvor det er vildt og måske lovlig militant med bevægelsen KFSPR – Kvinders Front for Seksuel og Politisk Frigørelse! For tror vi virkelig på, at en ung pige, der drømmer om 'X-Factor', også forholder sig så kvindepolitisk til verden omkring hende? Eller er det også bare en fordom om unge piger?
I hvert fald slutter historien temmelig brat, efter at have været lidt hastigt omkring forholdet til moderen og hendes seksualitet, systemet og socialvæsenet, 'X-Factor'-dommerne og værterne i showet, samt altså hele det mandskøn, der både skal kidnappes og genopdrages med tvang. Er det måske også en fordom – at alle mænd er sådan? Jeg spørger bare helt beskedent på kønnets vegne.
Trods alt er der gode takter i teksten – og de kunne blive endnu bedre ved en mere præcis aflevering. Det går lidt stærkt til tider, og dermed taber Amira Jasmina Shalaby Jensen – nyuddannet skuespiller fra Statens Teaterskole – nogle fine pointer. Og så ender det som sagt lovlig uforløst. Som om prøvetiden slap op – eller ideerne til teksten. Åben slutning, kalder man det vist. Løse ender, er en anden knap så positiv beskrivelse.
Debat med problemer
Bagefter er der debat – og den fungerede ikke rigtig den tirsdag morgen, jeg sad i salen. Dels fordi det, der skal debatteres – nemlig elevernes egne og andre fordomme – formentlig egner sig bedre til et mindre klasserum end Taastrup Teaters store sal, dels fordi debatten krykkede stivbenet af sted på grund af oplægget.
Skuespilleren Hassan Preisler, der står for den del af forestillingen, brugte nemlig talekort og 'læste op' i stedet for at tale frit fra hjertet. Det gjorde oplæg og spørgsmål til en fuldkommen udramatisk affære. Det mindste man må kunne forlange af en skuespiller er vel, at han har lært ordene udenad!
Så når vi forlader teatersalen, er der stor risiko for, at vi har glemt monologens pointer og blot føler, at vi har været til klassens time med et velment debatoplæg fra en velment skolelærer – og den følelse husker vi nok alle. Den er bare gab-gab. Eller er det også en fordom?
