Mette Rosleff har en helt eminent evne til at kravle helt ind i barnet og fortælle om hverdagslivet derfra. Lige så stille og med det næsten ikoniske tryghedsskabende smil ser og levendegør Rosleff verden fra barnets helt jordnært konkrete, men også forundringsfulde og digteriske horisont.
Hun placerer sig som det naturligste af alt på det 2 til 6 årige barns oplevelsessted. Der, fra det konkrete og sanselige nu, hvor barnet lægger lidt (eller meget) til og gør alting til en fest af de absolut glædeligste. Der hvor lykken over ét stykke slik og tanken om at spise 18 bananer eller børnehaveerindringen om en dinosaurmonster-tegning hænger uløseligt sammen med dagligdagsgøremål så som det at mor skal i SuperBrugsen og købe havregryn.
'Er det ikke bare smukt, far?!' hvisker en lille dreng, da Mette Rosleff folder en natblå stjernehimmel ud. Stjernerne lyser sagte fra indersiden af den store hovedpude, hun har taget op fra den kæmpestore seng, som er hele forestillingens tryllested og hverdagsarena.
JO, kan man høre alle i teltrummet ordløst sige.
Intens kontakt
Mette Rosleff fremtryller magi sammen med de helt små publikummer. Det kan man opleve i 'Himmelsange', i 'Lille P', i 'Små skridt' og nu også i 'Jeg kan huske alting'.
Varsomt, blidt smilende og med en helt forunderlig intens og naturlig kontakt med de børn, som er dagens publikummer, fører Rosleff os ind i en hverdagsfortælling, som priser det at være til som et helt almindeligt lille menneske.
Efter et smil, et 'Velkommen' og et 'Jeg kan huske alting, jeg har lavet i dag, men jeg kan ikke lide mørke', går Rosleff hen til den standerlampe, som står ved siden af den hvide seng. Mens hun trinvis tænder lyset i de tre lampeskærme fortæller hun, at den gule lampes lys er til hendes sko, den grønne er til hendes seng og 'Den røde er til mig, så jeg kan se, hvor jeg er. Her er jeg – jeg er bare mig'.
Så enkelt og med det største i det mindste åbner hun det, som allerede har vist sig at være en poetisk hyldest til livet i al dets almindelighed. Og som en pointe forstår vi, at det er ud fra hverdagen og barnesindet at glæden og fantasien vokser.
Kys og travle ben
Via alle de små objekter og ting, som Rosleff finder frem bag sengen og i dens skuffer, ser vi alt det, fortællingens barn kan huske. Først hvad det har spist og drukket i løbet af dagen. Et æg, en bolle med ost, en appelsinjuice, broccoli (!) og en lagkage med 23 lys i (!).
Allerede her mærker vi, at hverdag og fantasi er tæt forbundne. Så føjes relationer til. Barnet som giver og får en masse kys af sin mor. Det vises med små dukker. Det samme gør faren, som altid taler i mobiltelefon og altid løber hurtigt. Men også ham, hvis arm barnet sidder på og har det godt.
Det er også dejligt at være i børnehave, hvor de tager på tur i skoven, holder fødselsdag for en af de andre børn og tegner.
Bedstemor henter og de kører i bus, hjem til bedstefar, som sover til middag og ikke må vækkes. Mor henter i sin gamle bil. Og hjemme nyder barnet at ligge og lytte til alle de lyde, som kan høres fra sengen – både når de er der og når lydene forsvinder, så der bliver helt stille. Forældrene, der bager og vasker op i køkkenet. Naboerne. Dem, som snorksover. Dem, som går på toilettet. Dem, som hygger sig med at se fjernsyn. Ham, som reparerer sin motorcykel. Dem, som spiller høj musik. Ham, som hamrer på loftet for at få dem til at holde op.
'Jeg elsker at…'
Med små bygningsværker, biler, busser og børnetegninger får vi vist det hele i en fortælling, hvor vi hele tiden hører sætningen 'Jeg elsker at ….'. Og hvor der hele tiden dukker små fine detaljer, overraskelser, gentagelser og sammenhænge op.
Giacomo Ravicchio har med sans for enkelhed skabt den scenografiske ramme med den store hvide seng, hvorfra Mette Rosleff – i Ravicchios nøgtern blide og roligt tempo-afstemte iscenesættelse – kan skabe universer med Sigurd Dissings detaljerige dukker og objekter, mens Martin Vognsens kompositioner skaber stemning og dynamik.
