Niels Andersen kan sit kram. Han kan stille sig ind foran nogle ubehøvlede teenagere og få dem til at lytte efter sin historie. Han kan tackle tyggegummi med slasketunger og fødder på stolene. Og han kan høre hen over deres højtråbende forsøg på at vise sig og i stedet få dem til at høre på sin historie.
Han kan ikke nødvendigvis gøre dem interesseret i danmarkshistorie, men det har lærere såmænd heller ikke formået. Og at dømme efter reaktionerne hos 7-9. klasserne på Lundebjergskolen i Ballerup, så har lærerne ikke engang prøvet på det, ikke engang som en introduktion til teaterforestillingen. Nej, hverken lømler eller mascaraskønheder havde hørt om Steen Steensen Blicher eller Marie Grubbe. Og nej, de vidste ikke, hvad en degn er. Men det ved de så nu…
For det lykkedes Niels Andersen at spille sin 'En landsbydegns dagbog', så teenagerne faktisk kom til at opleve historien om den forelskede Morten Winge – drengen, som måtte så grueligt meget ondt igennem, og som alligevel ikke fik sin Sophie.
Niels Vandrefalk er kendt for sine soloforestillinger, f.eks. 'Niels Klim', hvor hans fysiske spillestil blæser tilskuerne over ende. Og han har ofte skabt sit udtryk sammen med instruktøren Niels Damkjær, som også hylder den vildtråbende stil.
Men i 'En landsbydegns dagbog' er de to Niels’er gået andre veje. Andersen går ind i sin rolle, som var han samtidig med tilskuerne. Han fortæller sin historie, sådan som Morten ville fortælle den til sin gamle greve – med underdrivelse og bevæget stemme og stille, gammelklog krop. Og jo mindre virkemidler, jo bedre spiller han.
Ingen Sophie i Ballerup
Andersen optræder i 1700-tals skødejakke og hvid halsklud, mens han uden tøven giver hånd til teenagerne og præsenterer sig som Morten Winge. Han har knap nogen scenografi; kun en gammeldags tavle og et bord med et smukt sjal. Rummet er ikke engang mørkelagt, (hvilket det dog nok burde være af hensyn til teenagernes overskuelige koncentrationsevne).
Men rammen er altså en håndgribelig parallel: Dette er et skolelokale fra en anden tid – og det er Morten Winge, der er læreren. Og Andersens stemme har alle de nuancer, som de unge uundgåeligt reagerer på: Stolthed, nervøsitet, iver, skræk – og så lige et strejf af liderlig lykke.
Hans fattige tjeners lidenskabelige betagelse af den rige adelsfrøken og hans heftige forelskelse i hende vinder da også genklang rundt om på rækkerne. Her kan de godt høre efter. De unge vil bare nødig vise det. Sexidoler spiller en stor rolle i deres virkelighed, også selv om ikonerne ikke er adelsfrøkner, men snarere tv-eksponerede sang-talenter og hængerøvsmusikere på tryg afstand af Ballerup Boulevard.
Fortolkningsmæssigt er forestillingen en fin ekstrakt af Blichers sansemættede tekst og dens betragtende hovedperson. Andersen læser op af ’sin’ dagbog med både smerte og glæde, men også med den resignation, som Morten Winges skæbne uvilkårligt byder på – fra faderen, der fryser til is i en snedrive, og til den barske mand-til-mand-krig mod moskevitterne i Rusland.
Den fattige drengs stædige kamp for at få lov til at lære og til at tale fransk lader dog ikke til at imponere teenagerne; de kunne næppe forestille sig en verden uden et globaliseret google-liv og obligatoriske engelsklærere. Men det kunne jo være, at oplevelsen alligevel sætter sig i dem, netop fordi Andersen spiller så indædt, og fordi han så autentisk indlever sig i den beskedenhed, som herskede hos datidens fattige, der ikke forventede at kunne få reel medbestemmelse over deres eget liv.
Ikke kun pelsdyr
Det var klart forelskelsen og frøken Sophies legendarisk hurtige besøg i dynerne, som tændte tilskuerne. Krigberetningerne imponerede dem ikke – ikke engang de sorgfulde underdrivelsesreplikker som: ’og det var ikke kun pelsdyr, jeg skød’. De vidste dog ikke, hvad de skulle svare, da Andersen undervejs afbrød sin krigsfortælling og spurgte den kækkeste af de lyshårede fyre: ’Tror du, det er løgn, Andreas?’
Dermed fik Niels Andersen netop skubbet til den forskydning mellem virkelighed og fiktion, som er så væsentlig en del af Blichers historie og dens selvstændige leg med myten om Marie Grubbe. Også derfor kunne man unde ham et publikum, der var en anelse mere litterært nysgerrigt, og som kunne nyde meta-legen for fuld mandehørm. Mon det går bedre i en 1.g med mere ambitiøse dansklærere?
’Hvad laver du i virkeligheden?’, spurgte en teenager under debatten efter forestillingen. ’Jeg er skuespiller,’ svarede Niels Andersen overbærende. ’Er du så med på store film?’ lød det prompte. ’Nej, ikke så tit. Jeg kan bedre lide at spille teater for sådan nogen som jer,’ svarede manden smilende og frygtløst.
Teenage-tilskuerne så temmelig overraskede ud. Men de glemte at sige tak.