Tre toner af Cirkeline-musikken er nok – så rocker børnene hjemmevante på bænkene i Anemoneteatret. Det er skønt. Børnene er mindst lige så nysgerrige som Cirkeline i den røde kjole oppe på scenen. For hun har fået et stort brev – og det er en invitation til Tivoliland.
Og Johanne Nørregård-Nielsen er en kær og fornuftig Cirkeline, der som altid kan få alle til at enes med sin ukuelige tro på det gode i alle mennesker. For hun smiler, så alle smelter.
Men dramatisk betragtet er ’Cirkeline i Tivoliland’ en mærkelig oplevelse. Teksten af Hanne Hastrup og Bendt Hildebrandt har ingen ro på sig. Den suser fra scene til scene med det overordnede mål at kunne spille en teaterversion af historien om de tre ukuelige venner – Cirkeline, Frederik og Ingolf – med bare TO skuespillere i alt.
Økonomisk er det forståeligt, at et teater som Søholm Park Teatret må nøjes med to spillere. Men det suger unægtelig dynamikken ud af historien, at alt skal handle om, hvor Ingolf mon nu er henne – fordi han ikke kan være på scenen samtidig med Cirkeline, fordi også han spilles Johanne Nørregård-Nielsen, nu blot med skæg tykmave og det hele.
Bendt Hildebrandt derimod fastholder Frederiks blåstribede mus hele forestillingen igennem – med kækhed og god energi i musemusklerne. Pånær altså lige når den onde cirkusdirektør skal på banen som kæmpegris, og Frederik derfor må forsvinde… Så går det bedre, når en dværgmus kommer på banen i form af en dukkemus. En dukke ved man da, hvad er.
Berømthedstrip
Når det er sagt, så rummer forestillingen en troskyldighed og en enkelhed, som er meget charmerende – og som fint matcher Cirkeline-figurens evne til at skabe ro og tillid i små, forvirrede musesind. Desuden har percussionisten David Hildebrandt skabt noget skæg trommemusik, som Frederik spiller på sine ’trommeoste’ med store armbevægelser. Her løfter teaterversionen sig på teatrets præmisser – og det hitter. Akkurat som når musene folder knurhårene ud i rap-agtige sange. Her giver det sus at være mus…
For iscenesætteren Lisbet Lipschitz har tæft for børns udtryk her og nu. Derfor udtales replikkerne også meget troværdigt og enkelt. For eksempel en replik som: ’Tror du, vi bliver berømte nu?’ Musenes optrædescener afspejler børnevirkelighedens realityshows og tv-konkurrencer, hvor alt handler om, at børn selv skal deltage og forsøge at vinde. Men hvor det allervigtigste faktisk er at blive set – og måske blive ’berømt’.
Men ak. Denne udvendige tilgang til andre væsener matcher altså umanerligt dårligt med Cirkelines hemmelige mikrounivers i en tændstiksæske. For i Cirkelines uskyldsunivers handler det kun om at være den, man er indeni…
Ingolf er til streetart
Minimuseverdenen i Annika Nilssons scenografi har en skæg fantasi over sig – ikke mindst i tivoliet, der foldes ud med farvede lamper og fin manege i en dynamisk bagtæppetegning med streetart-streg. Men desværre væltes der samtidig båndede lyde ind over skuespillernes snak. På et tidspunkt græder et barn, fordi det har mistet sin ballon – hvorefter alle stirrer forvirret rundt efter det usynlige barn. Nå pyt. Men hvordan skal børnehaveungerne forstå, hvad ’det muntre køkken’ går ud på, alene ud fra lydene af porcelæn, der smadres? Og hvorfor skal musikken i Tivoliland absolut være ’I did it My Way’ – på engelsk? Her er det voksenlogikken, der har fået overtaget.
Heldigvis rækker forestillingen også ud mod ungerne på cirkuspræmisser. ’Er der nogen her, der ikke kan lide ost?’ lyder spørgsmålet pludselig, og straks løfter der sig en masse hænder, der gerne vil med ind i manegen…
På den måde får musene også sine ostepointer i denne forestilling. Men hvorfor der derefter indføres dramaturgiske lappeløsninger à la ’låst inde i et mørkt kælderrum’ virker højst mystisk. For slet ikke at tale om slutningens miljøtrusler med nazistisk jordrotte-symbolik; her står vist både børn og voksne af.
Og det er ærgerligt. For kernen i historien er fin: Dér, hvor Cirkeline anerkendende smiler og vipper i sin røde kjole, og hvor Frederik trækker ostene op af sin sæk for at tromme en sang.
