Hanne Trolle sidder med et lille smil på sidebænken i AnemoneTeatrets sal. Børnene, 2-3-4 år gamle, er lidt usikre: Hvem er hun, der er klædt i kæmpe omfangsrige skørter? Og sjal? De kaster stjålne blik i hendes retning. Hun siger ikke noget, måske er hun bare en af de voksne, der skal se 'En duft af Roma'? En lidt mærkelig voksen?
Men hele figuren, og ikke mindst smilet, giver løfter om hemmeligheder – så når hun rejser sig, ved vi med det samme, at hun har noget at fortælle, noget andet, noget spændende. Hende vil vi lytte til.
Trolle har den evne, der er helt nødvendig, når man skal komme i gang med et så ungt publikum – at holde dem fast fra start, at spænde forventninger, at have samme vejrtrækning som os i salen. Det kræver øjenkontakt og stemmebevidsthed, rigtig rytme og rigtigt tempo.
Livets blomst
Hun kommer hurtigt overens med os om, at alle har sin historie – nogle har en baby-søster der hjemme, andre skal snart få – men alle, selv to-tre-årige! har hver især en historie, som er lidt anderledes end de andres.
Og historien om Luludia – livets blomst – tager fat. Født i Indien, men hurtigt fordrevet og ud på vandring. Sådan er sigøjnernes liv – altid på vandring, fra det ene sted til det andet, med sin helt egen kultur og sange og dans. Med omfangsrige bedstemødre og mange historier, med fløjter og trommer, og en kærre med det nødvendigste.
Op af de mange lommer i sine skørter trækker Trolle den ene raritet efter den anden, og alt giver ophav til nye historier. Om far der spillede fløjte og fik en slange til at danse op af kurven, om skopudserdrengen Matheo som Luludia forelsker sig i, om den gamle inder med briller og lændeklæde som kunne stå på hovedet og gøre alle slags akrobatiske øvelser, men helst gik og tænkte kloge tanker om Indiens fremtid, og om Sorte Sarah – gudinden som sigøjnerne altid fejrer 24. maj.
Foruden alle hemmelighederne i lommerne har Hanne Trolle noget mere: De enkelte figurer, hun møder på sin vej, får nemlig liv også gennem Kirsten Victoria Linds fine dukker. Og vi gelejdes både varsomt og effektivt fra den ene situation til den anden via Irene Beckers varierede musik. Melodica, saxofon, guitar eller piano følger os og Luludia på vandringen.
Stoflighed
Fælles for Hanne Trolles én-kvindes-forestillinger er en tilsyneladende enkel scenografi, men med en høj grad af stoflighed. Tekstiler og træ er i heftig brug, men man skal ikke tage fejl: Der er penslet med detaljerne i både dukker og kostumer, rekvisitter og scenografi.
Og den respekt, som Trolle behandler de enkelte ting med, smitter over på publikum. Jeg mærker selv, at jeg sidder med et indre 'Næææh', når slangen dukker op over kurve-kanten, eller når der tændes lys for Matheo.
Medvirkende til denne fornemmelse for tingene, både på scenen og i salen, er Trolles bløde, dansante arme og hænder, når et stof skal draperes, en dukke introduceres, eller en tilskuer eller tre skal spås i hånden: 'Du får noget godt i eftermiddag'; 'Du får et kys, når du kommer hjem'.
En forestilling lige til hjertet.
