Med julekomedier er det som med krimier. Forløsningen og glæden kommer først til allersidst. Inden da skal vi så meget grueligt og glædesløst igennem. Som regel i kraft af nogle personer, der ikke gider holde jul, ja, som måske endda haaader jul.
Efter denne klassiske opskrift har Jens Kløft da også skrevet sin nissehistorie. Om to nisser, Gylfe og Gladiola, der ikke orker julen, fordi de føler, at de har mistet deres betydning som nisser. Vi får aldrig rigtig at vide hvorfor. I stedet tumler de rundt i et hus, der er ved at blive sat i stand. Håndværkerne – som vi kun hører – har fordrevet dem fra loftet, mens de installerer fjernvarme i huset, så nu er de to nissepiger havnet i mellemrummet mellem køkkenet og kælderen.
Men her holder en anden nisse til, Gnavtand. Som imidlertid slet ikke ved, at hun også er en nisse. Hun tror, hun er et egern, fordi hun er vokset op hos en egernfamilie. Her tusser hun rundt mellem en dåse flåede tomater, en vaniljekrans, et målebånd og en møtrik – alt sammen i overstørrelse, så vi kan få fornemmelsen af, hvor små nisser egentlig er.
Hurtigt finder de tre nissepiger sammen. Da først Gnavtand er blevet overbevist om, at hun faktisk er en nisse, tager hun føringen. Drille mennesker burde være en nisses fornemste pligt, er de alle tre enige om, og da Gnavtand jo er langt bagud, hvad drilleri angår, får hun hurtigt lokket de to med op i menneskeland for at lave rav i den.
Hektisk iscenesættelse
Det er herfra og ud, at forestillingen lykkes bedst i Ebbe Knudsens meget hektiske iscenesættelse. Måske af frygt for det sødladne har han iscenesat Anya Sass (Gladiola), Beinta Clothier (Gylfe) og Stine Holm Joensen (Gnavtand), så de pisker rundt i overenergisk kækpige-stil.
Jeg skal ikke nægte, at jeg savnede lidt ro og lidt sødme hos de tre skuespillere. Samtidig var det, som om de stiliserede deres glæde og deres raseri over menneskenes gøren og laden – det blev udvendigt demonstrerende, og ikke født indefra.
Det var alt det, der forsvandt, da skuespillerne begyndte at spille med dukker i stedet. Ja, for når man er oppe i køkkenet, hvor tingene har deres normale størrelse, må det nødvendigvis være nisserne, der krymper, så proportionerne fortsat passer.
Og pludselig blev det sjovt og ikke hektisk, da de tre nissedukker rodede med værktøjet og lykkedes med at skræmme de to håndværkere ud af huset, så de fik det hele for sig selv.
Og nej, det ender ikke med jul, sådan da. For møtrikken bliver pakket ind og pakket ud igen som en anden julegave til glæde og fornøjelse. Og nissesindet vendte tilbage sammen med lysten til jul. Og så var vi ellers færdige med en forestilling, der for en sjælden gangs skyld på Det Lille Teater ikke er helt deroppe, hvor den burde være.
