Eventyret om Askepot har tre historier. Den ene er højst realistisk og handler om, hvordan et barn – efter morens død – bliver hundset med og undertrykt af en ond stedmoder og hendes to lige så ondskabsfulde døtre samt en far, hvis intellektuelle ressourcer får masser af plads i en tændstikæske.
Den anden historie handler om magi. Om talende fugle, om mytiske træer som skyder op, bare man stikker en kvist i jorden på det rette sted, om vidunderlige kjoler som kommer fra intet, om skjulte hjælpere.
Den tredje historie handler om kærlighed. Om den døde mors transcendentale kærlighed til sit barn, om jordisk, konkret forelskelse mellem to unge mennesker.
Alle tre historier må fortælles – og de må tages alvorligt. Ellers bliver det ikke sjovt. Ellers bliver det ikke – eventyr! Så kan man sagtens give historierne slapstick-elementer og karikaturer, men bundlinjen er klar: Ved hjælp af gode kræfter formår en ung pige at kæmpe sig fri af ondskab og misundelse, og står sejrende tilbage.
Manuskriptet
Jeg har problemer med at se, hvad Vivian Nielsens intention har været med denne version af Askepot. Ifølge pressematerialet har hun villet gå tilbage til rødderne, til brødrene Grimm. Og – jo, den er af-disneyficeret, det kan jeg se, og det kan jo være et point i sig selv. Men den er ikke rigtig Brødrene Grimm heller, og heller ikke ’Gåsemors beretninger’, så den annoncerede tur tilbage til rødderne er vist blevet afbrudt et eller andet sted, eller man er faret vild i skoven. Men jeg ser inspirationen fra den vidunderlige tjekkiske film ’Tre nødder til Askepot’.
Men Vivian Nielsen er i hvert fald en dygtig dramatiker med priser og det hele, så jeg sidder der, langt tilbage i salen, og gnider mig i øjnene: Sikken en masse fjolleri! Sikken en utrolig masse mærkelige personkarakteristikker. Jeg kan heller ikke få øje på nogen fortolkning, for eksempel en psykologisk udviklingshistorie, eller pubertetsovervindelse, eller frigørelseskamp. Er det Nielsen eller instruktøren eller begge, der har villet have det sådan?
Er det meningen, at dette skal være en familieforestilling for alle generationer? For mig at se virker det som om man har villet lave en forestilling for de 10-14-årige. Men er de interesserede i prinsesser og eventyr? Forestillingen falder fra hinanden og ned mellem alle stole.
Instruktionen
Starten er rigtig god. Den døde mor i drømmen er skøn, og relationen mellem hende og Askepot er etableret fra første stund. Men herefter er der langt mellem de sceniske billeder. Højdepunktet – også scenografisk – er træet, der vokser op af den kvist, faren har taget med hjem til sit vanrøgtede barn. Når Askepot klatrer op i træet og kan kommunikere med sin mor via en fugl, får vi stunder af næsten poetisk karakter.
Ellers baserer instruktionen sig i alt væsentlig på karikaturer. Og det er en hypersvær balancegang. Man kan give den hele armen og tage det ud i det groteske, eller man kan reducere karikaturen til enkelte karaktertræk. Det meste mellem disse punkter bliver fjolleri. Ikke mindst hvis scenografen sætter en tyk streg under med sine kostumer.
Hvorfor skal søstrene klædes ud i det mest smagløse? At Askepots far (som helt er udeladt i flere udgaver af eventyret) er en vatpik, er nemt at forstå, men behøver han absolut være så ufatteligt dum? Behøver prinsen være både dekadent og indolent, en klodset bangebuks gemt i en pels størrelse XXL, med et energiniveau på højde med en udtrådt sutsko? Og hans ven, Simon, hvis empati kun kan ses i mikroskop, behøver han have ADHD i gigantformat?
Ideen med de tre temafester på slottet – den første som disco fra 80’erne, den anden som spansk flamenco og den tredje som hiphop – falder plat til jorden. Det tjener kun til at forøge afstanden til eventyret og til at sætte endnu en fed streg under klicheerne.
Dette er ikke grotesque, det er fjolleri.
Skuespillet
Gudskelov slipper spillerne fra det med skindet på næsen – sådan da. Betty Glosted er rigtigt udmærket som den onde dominatrix af en stedmor – terrængående er vist det store ord i teaterkritik for tiden. Søstrene (Lila Nobel Mehabil og Malene Melsen) kæmper bravt med deres figurer, og Kurt Dreyer er en far med omtrent lige så stor gennemslagskraft og nytte som en Vestas-mølle i vindstille. Og så er der en sjov lille tjenestepige, Else Marie.
Ane Helene Hovby er en troværdig Askepot, og helt nydelig er hun, siddende i det magiske træ. Og hun griber uden at nøle fat i de muligheder, hun får, når fuglen sender sine mystiske nødder. Men jeg tror ikke et sekund på scenerne mellem hende og prinsen. Heller ikke hvis man lægger den tolkning til grund, at det egentlig er hende, der redder prinsen og ikke omvendt.
Venstrehåndsarbejde?
Jeg har set forestillinger af Henriette Holm Pathare før. Både ’Mio min Mio’ og ’Brødrene Løvehjerte’ på Zeppelin var strålende iscenesat. Det er derfor jeg sidder forundret tilbage over klicheer, over karikaturer uden humor, slapsticks uden smag, skabagtighed og overfladisk spil.
Tre nødder kommer Askepot til undsætning. Denne anmelder kan kun give to stjerner.