Fabulas er tilsyneladende et navn på flere grupper i det danske teaterlandskab. Der er en i Randers, med tråde til egnsteatrets talentgruppe, og med en lang række forestillinger i bagagen – og altså også en lokal gruppe i Odense, der har spillet på Teater Momentum og er ophavsmænd til 'Plattenslager'.
De tre unge fyre – Jakob Thrane, Emil Veber og Emil Hyldeborg – var et sympatisk bekendtskab, da jeg så deres forestilling 'Plattenslager' – med undertitlen 'En Pudseløjerlig Vanvidsfarce' – i Hørup Centralskole under den sønderborgske Aprilfestival, sammen med en sal stopfyldt med teenagere, som hverken sparede på deres begejstring undervejs eller på applausen til sidst.
Svindel og bedrag
Lyset viser os et rum i al sin nøgenhed. En væltet stol, en arbejdslampe, det er det hele. Noget musik (som jeg måske burde kende til) lyder, og ind kommer Jakob Thrane, rolig, afmålt, med tilfreds, men behersket ejermine, tækkeligt klædt og med en tilsvarende tækkelig skuldertaske som nok indeholder en bærbar PC.
Hans undersøgelse af rummet tager ikke mange sekunder – det er åbenbart lige så tomt og intetsigende for ham, som det er for os i salen. Han venter på nogen.
I korte bukser, rygsæk og højt humør, gør Emil Veber sin entré, sikker i sin sag. Det tager lidt tid inden de to – kun næsten – finder ud af, hvem den anden er og vil, men så kommer tredjemand, Emil Hyldeborg, ind med fornærmet herskermine og vil vide, hvad fanden der foregår.
Dermed er situationen givet: Tre unge mænd har alle betalt depositum til en svindler – en plattenslager der er forsvundet med pengene – og sidder nu samlet i den lille etværelses lejlighed.
Hvem har (mest) ret til lejligheden? Hvem kom først? Hvem har mest orden i papirerne? Hvem har sidst talt med ejeren, med svindleren, med plattenslageren?
De forsøger hver især at plædere for deres ret, de forsøger at tale om samarbejde, de forsøger at dele territoriet op mellem sig, at kæmpe og at forenes.
Ud over at give et meget synligt billede af unge menneskers desperate jagt efter et sted at bo, et sted at være for sig selv, et sted at studere, bliver 'Plattenslager' også et billede på kamp. På konkurrence, på vinderinstinkt, på undfaldenhed, fejhed og brutalitet.
Men også på empati, ansvar for hinanden, og opfindsomhed.
Karakterisering
De tre spillere repræsenterer hver sin type; den coole kontrolfreak, den lalleglade underhund, og den hidsige kværulant.
Teksten – replikkerne – er ikke særlig originale eller spændende, snarere forudsigelige, men de tre formår at føre snakken på et naturligt, for ikke at sige naturalistisk, niveau. Der er flow over forestillingen, den har en o.k. rytme, har både en smule humor og aggressive storme.
Men mere får man heller ikke. What you see is what you get. 'Pudseløjerligt' er det ikke, heller ikke særskilt vanvittigt, og nogen farce er det i hvert fald ikke. Men underholdende er det. Det vækker minder om de mere letbenede Pinter-epigoner i halvfjerdserne.
Det er et problem, at de tre aktører, tilforladelige som de er, ikke magter at holde deres figurer, deres karakteriseringer, når situationerne går op i en spids. Der har de let ved at skabe sig – at blive 'interessante'. Men i det store og hele følger vi dem gerne til dørs.
Altså foreløbig uprøvede skuespillere, med et forudsigeligt plot og en tekst uden hemmeligheder, men jeg vover at påstå, at det kan blive spændende at følge dem videre.
