Tater Rio Rose har markeret sig tydeligt i mange år som leverandør af poetisk og underfundig – for ikke at sige enigmatisk – scenekunst.
Man kan diskutere, om det egentlig er teater for børn og unge, men det vil jeg blæse på. Godt teater – sjovt teater, smukt teater – er for alle aldre.
Sådan også med deres sidste 'Udspring', som begejstrede et voksent publikum til premieren i torsdags. Selvom enkelte elementer er 'voksne', er helheden til at nyde på flere niveauer op gennem årgangene.
Blanke i pelsen
Maria Mondrup, Anette Katzmann og primus motor Tove Bornhøft tager imod os med strålende smil, banko-kort og sammenrullede sange. Dette skal blive en dejlig aften i godt selskab, og vi er med på noterne fra første færd, når vi til Carsten Skovs vibrafoniske klange sætter os ned i Sorte Hests stole, fulde af forventning.
Vi er til fest i forsamlingshuset, og de tre værtinder i smukke sorte parykker og tækkeligt tøj lover os en rigtig hyggelig aften med underholdning og magi og banko-gevinster, alsang og dansktop.
De tre synger til enkel koreografi deres ligeså enkle sang om tre hvide duer, og de er så blide og blanke i pelsen, at det smitter ned til os i salen, og vi synger med på 'Kom maj, du søde milde!' så godt vi kan. Vi skal i hvert fald ikke ødelægge den gode stemning.
Og så går det slag i slag med numre, hvor de ihærdige damer gør sit bedste for at skabe en uforglemmelig aften med både latter og omtanke. Slangemenneskeakrobatik for to, forpustet kamp med en kæmpestor stok, to i én kjole og fælles banjo om, at 'vi skal gå hånd i hånd du og jeg', trylleri med servietter og appelsiner, den blinde knivkaster, og sandelig får vi også både den svævende og den oversavede dame. Og meget mere.
Det ene nummer afløser det andet. I skiftende tøj og parykker er aktørerne sangere, magikere, akrobater, festtalere og – ikke mindst – bankoværtinder, som med smittende entusiasme sætter tombolahjulet i gang til trommehvirvler og stor begejstring.
Det sjovt patetiske
Fælles for alle numrene er den indbyggede fejlfaktor. Ingen af de tre er helt trygge på, hvad de laver, og midt i al deres 'hep-hep-hopla!' kaster de usikre øjne ned i salen, mens de forsøger at skjule de små afslørende grimasser. Det er meget morsomt og meget dygtigt og meget vel balanceret. Det skal meget professionelle skuespillere til at spille amatører, uden at det bliver skabagtigt.
Denne fundamentale usikkerhed – som for resten aldrig overskygger de enkelte numre! – gør selvfølgelig også de tre desto mere elskelige. Vores empati og tilgivelse blandes ind i komikken. Vi charmeres. Simpelthen.
Dansktop-elementet er til stede hele tiden. Carsten Skov synger dybt alvorlig 'Hvorfor lægger du din ring når du går til stramaj', og vi hører om 'de varme smil vi fik' og 'den lille tåre der faldt'. Uden ironi, men netop så alvorlig at komikken bærer sig selv.
I øvrigt er Carsten Skov en stor gevinst for forestillingen. Hans vibrafonspil, som nok ville få både Lionel Hampton og Gary Burton til at nikke anerkendende, giver hele 'Udspring' en fin musikalitet.
Selvfølgelig kan man indvende, at det er enkelt og uforpligtende at bygge en forestilling op på en serie numre som i et cirkus. Men det serveres med en så stor charme, at det patetiske, det banale, det desperate og det sjove går i harmonisk samspil.
Og det får mig til at nikke anerkendende.
