Netop som Daniel Norback er løbet tør for ideer til nye forestillinger, springer en skikkelse ud af skabet: En tysktalende rokoko-klædt herre, som siger, at han er Europas ånd, der Geist Europas.
Han slår ud med armene, så skjorteflæserne vifter om håndleddet, og tager et renæssance-skridt fremad i sine spænde-besatte sko, mens han autoritetsparodisk siger til Daniel Norback, at han skal lave en forestilling om intet mindre end den elendige forfatning Europa er i i dag. En forestilling som skal gribe, lutre og give publikum en oplevelse af katharsis.
Daniel tøver og tvivler. Men springer alligevel ud i det. Og så tager en både selvironisk og Europa-selvironisk performance fart. Med teaterrøg, synlige kostumeskift og andre ting, som bevidst peger på, at teater er teater, spurter Daniel Norback gennem Europas historie; fra istid til Kierkegaard.
Tidsperioderne demonstreres indenfor en bevidst amatørteaterlignende kukkasse-kulisse. Ubehjælpsomt malede sætstykker med grønne skove erstattes af græske og romerske søjler, middelalderlige katedraler m.m. mens skilte med nøgleord hænges op på kukkasse-rammen.
Udenfor scenen står skabet med ånden i til højre og til venstre et keyboard, som Daniel Norback i fyrige entertainer-spring konsulterer for at spille moderne strofer til den diskodans og de andre nymodens trin, som han genremiksende og historieblandende udstyrer de gamle fortællingers skikkelser med.
Fra Dionysos til Kierkegaard
Daniel Norback har fuldstændigt styr på kropslig timing og på kunsten med charme at få det unge publikum til at spille med – levere lyde, svare på små spørgsmål etc.
Han poserer kækt som Dionysos med stort rødt erigeret lem. Padler af sted som Odysseus. Disko-danser romersk dekadence. Og banker på tykke porte som Luther.
Men da han kommer til 1700 og 1800-tallets store filosofiske tænkere, går han hurtigt i stå. Han name-dropper: Kant, Hegel, Adorno, Heidegger, Foucault, Schiller, Schopenhauer, Kierkegaard og taler om, at uden filosofi og dannelse bliver folk for let et offer for underholdning.
Men derved bliver det. Ærgerligt. Det kunne have været spændende at have fået mere kød på her og at historietimen var blevet ført længere frem mod vores nu.
Nuvel, tanken er ganske vist, at Daniel Norbacks forestillingsprojekt skal kulsejle og blive kørt overende fra øst. Den unge engelsktalende kineserpige, Pei En Chan, som non-stop har hjulpet til som en nedvurderet fremmedarbejder-kuli i Norbacks performance, overtager mere og mere scenen. Hun reducerer Europa til et museum og kommer med ideer til, hvad der vil løfte Europa økonomisk: Kineserne tager gladelig et par dage i Paris eller København. Lær kinesisk – det vil åbne døre….
Man kan med andre ord ikke klandre 'Goodbye Europa!' for at ville slægte skolekomedien på og antage amatøristiske dimensioner – for det er netop meningen, og linen køres helt og konsekvent parodisk ud med kulisser, som til slut braser sammen, og gestik som er overdreven kantet og tydelig.
'Form på form' og den ironiske distancen bliver alligevel lidt trættende. Men især er det skelettet, som virker mangelfuldt og undertiden tamt. Kritikken af Europa og fremtidsperspektiverne. Mere gods og bid kunne have været skønt.
Men godt underholdt det bliver man.
