'Hov, jeg er vist en havareret flymotor! Hvad kan DU gøre for mig?'
Sådan lyder det fra Faith Busika, som ligger på gulvet i en sær positur, mens jeg står bøjet over hende med udstrakte arme og prøver at ligne et rutefly ude af kurs.
En akavet, men ganske sjov situation. Vi leger. Vi er til workshop i Cape Town. Klokken er tre om eftermiddagen, og udenfor stråler en klar efterårssol over Township Guga S'Thebe ca. 7 km fra centrum. Jeg er til den 19. ASSITEJ World Congress, og dette er bare ét af mange aktivitetstilbud i de 16 dage, arrangementet kører.
Vores workshopleder bryder ind i legen:
'Skift stilling! Hvad siger I nu til hinanden? Hvad sker der i relationen?'
Rundt om os pustes og rumsteres der. Der er fem andre par på gulvet. Vi er ved at dø af grin. For hvad snakker man med en flymotor om? Men det er også ganske interessant at lege sig frem gennem dagen på denne måde, og det synes de øvrige workshop-deltagere også.
Mød en ny ven – lige i øjenhøjde og uden filter
Vi er samlet i to fulde timer i townshippens gamle posthus, hvor vi har lært hinanden at kende udelukkende gennem leg. Ingen af os har præsenteret sig ved navn, alder, nationalitet, stilling og/eller baggrund. Vi har mødt hinanden på gulvet, som mennesker og som helt ubeskrevne blade i en bog.
Jeg har kendt Faith i en time, men vi er allerede helt trygge i hinandens selskab. Men jeg ved stadig ikke, hvad hun øvrigt laver, eller hvor hun kommer fra. Og således er workshoppens mål næsten allerede nået.
For hele denne dag i en forstad til The Cape er dedikeret til emnet 'Theatre for Healing', og vores workshopleder, psykolog Hector Aristizábal fra Colombia, har næsten 30 års erfaring med at bruge teatrets virkemidler til at (gen-)opbygge menneskelige relationer og (nye) venskaber på kort tid.
Han har tidligere arbejdet med at bringe dødsfjender i den colombianske borgerkrig sammen, og de senere år har han beskæftiget sig med hårdkogte kriminelle i Los Angeles' fængsler. Hans mission er enkel nok: forsoning. Og hans værktøjskasse består af dramapædagogiske virkemidler. Og så afsted – ud på gulvet. Mød dine medmennesker, som de personer, de i virkeligheden er. Uden sociale eller nationale etiketter. Uden andet end et åbent sind og lyst til at lære sine medmennesker at kende.
Hvis man er klar til dét, så klarer teatrets virkemidler resten. Næsten.
Kunst – og noget af Afrika
Senere på dagen, da workshoppen er færdig, og vi alle står i det lokale kulturhus og spiser lune pandekager med puddersukker på, finder jeg ud af, at mine workshop-kolleger kommer fra bl.a. USA, Nigeria, Israel, Nordirland og Sydafrika. Men dét er jo bare håbløse nationale etiketter – først og fremmest er vi mennesker. Nu har jeg fået en hel bunke nye venner, som jeg kan drikke lokal friskpresset guava-juice med, mens solen hurtigt synker mod horisonten, og Kapstadens begsorte nat falder på.
Og jo, Faith viser sig så at være underviser og dramapædagog på University of the Witwatersrand i Johannesburg og tilmed en del af Drama for Life-projektet, som står for at organisere hele den temadag, som jeg deltager i. Såmænd.
Vi har været 'på gulvet' hele eftermiddagen, og nu skal vi se teater i en teatersal opbygget af gamle containere og med et bliktag, der stadig knitrer lidt, mens eftermiddagsvarmen slipper sit tag i bygningen.
Senere på aftenen kører vores bus ind mod centrum igen. Vi er helt fyldt op af indtryk, lidt klogere på hvad teater kan og mange gode venner rigere. Vi har mødt kunst, og vi har mødt noget af Afrika – det har været en stor dag…
Tættere på det ægte menneske…
Den efterfølgende weekend – efter en lang uge med såvel teater som lange mødedage på selve kongressen – sætter jeg mig til rette for at se en af den sidste forestillinger i festivalens officielle program. Jeg har ikke høje forventninger, men så snart lyset går ned, og musikken starter, ved jeg at der er noget helt særligt på færde her.
For dette er ikke helt almindeligt teater. På scenen står nemlig performere med forskellige former for fysiske funktionsnedsættelser. En kvinde i en specialkørestol kommer til syne. Hun ligner ved første øjekast… en krøbling. Men performer Christelle Dreyer kan danse – og hun han udtrykke sig med sin krop på måder, som vi andre med almindelig førlighed kun kan længes efter at kunne.
Og Christelle gør det med humor! Publikum sidder som naglet til stolene. Flere dansere kommer nu på scenen, akkompagneret af et gudsbenådet énmandsorkester – og Christelle danser med dem, og hun indgår i den fire-mands dansetrup uden problemer.
Man kniber sig i armen, når man ser sådan noget på en scene – for pludselig går det op for mig, at i kontrasten mellem det såkaldte 'unormale' og 'normale' får jeg bedre øje på mennesket. Det her er så vellykket kunst.
Forestillingen er produceret af The Chaeli Campaign, som bl.a. har specialeret sig i at lave professionel scenekunst med kunstnere med funktionsnedsættelser. 'No Fun ction alL anguage', som forestillingen hedder, afsøger på mange måder, hvordan vi skaber mening i det, vi ikke kan udtrykke med ord.
Dansen kan dét her – den kan udfylde tomrummet mellem det usagte og sagte, mellem det udtrykte og fortiede. Så flot – og vi kan næsten ikke holde op med at klappe til sidst. For hér så vi så meget mere af det hele menneske, når vi spejlede os i et funktionsnedsat individ. Meget tankevækkende og en stor kunstnerisk bedrift.
Cradle of Humanity & Creativity
Der blev præsenteret over 60 forestillinger fra i alt 34 forskellige lande (heriblandt bl.a. Danmark) på den internationale festival i Cape Town. Hertil kom i dusinvis af workshops og andre teaterfaglige arrangementer, som alle interesserede havde mulighed for at deltage i rundt omkring i hele byen – også helt ude i de mest fjerntliggende townships. Det var umuligt at nå det hele, men man kunne kun glædes over det enorme arbejde, som ASSITEJ South Africa havde lagt i arrangement, som var blevet til over fire intense planlægningsår.
Som almindelig deltager følte man sig i sandhed i en regulær smeltedigel – på et stolt kontinent, hvor der er almindelig enighed om, at det moderne menneskes vugge stod. Og derfor var det også nærliggende for arrangørerne at lade alt foregå under den fælles og meget dækkende overskrift Cradle of Creativity – med en flot respektfuld hilsen til den antropologiens Cradle of Humanity. Så har vi det hele med, og så kan vi se fremad sammen. Et budskab, som gennemsyrede alle aktiviteter på kongressen og på festivalen. Det var flot tænkt og fantastisk at være en del af i de 16 dage, hele arrangementet varede.
Dansker valgt til generalsekretær
Hertil kom selvfølgelig den mere formelle del af festen, som udgjordes af en tredages kongres, hvor 168 delegerede i ASSITEJ International enedes om en hel del og diskuterede en hel del mere.
Af størst interesse for et dansk publikum er uden tvivl, at ASSITEJ Danmarks forretningsfører Louis Valente valgtes til generalsekretær for ASSITEJ International for de næste tre år.
Dette betyder, at også organisationens hovedkontor flytter til København de næste tre år sammen med en hel del nye arbejdsopgaver.
Den næste ASSITEJ-verdenskongres (den 20. i rækken) med tilhørende international festival finder sted i Tokyo i 2020.